Afstanden mellem bukkeopsatsens stænger defineres som bukkens udlæg, men jo større jo bedre er ikke altid tilfældet, når råbukken skal måles op af en trofæopmåler
Af Redaktionen
Artiklen herunder indgår i en a, b, c og d serie, som henvender sig til nye såvel som mere erfarne bukkejægere. Serien hedder Bukkeleksikon og virker som opslagsværk til afklaring af begreber, som dukker op, når man læser og snakker om råvildt og jagt på råbukke.
En råbuk, der bærer en opsats med et godt udlæg – altså stor afstand mellem stængerne – vil ofte se større ud end en råbuk, som bærer en tilsvarende opsatsstørrelse med mindre afstand mellem stængerne.
Navnlig når en buk betragtes på længere afstand, kan det store udlæg virke som en slags optisk bedrag for bukkeopsatsens reelle størrelse.
Det er givetvis generne, der afgør, om en buk udvikler et stort, moderat eller snævert udlæg, selv om det kan være vanskeligt at afkode sammenhængen mellem arv og miljø.
I modsætning til f.eks. kronvildt og dåvildt er råvildt nemlig ikke genstand for avl. Derfor beror antagelsen på iagttagelser i naturen. Her har jægere og terrænforvaltere dog ofte konstateret, at bukke med hhv stort eller lille udlæg ser ud til at give dette karaktertræk videre til efterkommerne.
I hjortefarme er avlen derimod sat i system – af og til med brug af stamtavler og kendskab til både hjort og hinds arveanlæg. Her syntes konklusionen at være klar, da farmhjortenes udlæg, i lighed med så mange andre forhold omkring geviret, er arveligt betinget.
Hvor stor hjortens gevir bliver, er dog i høj grad afhængig af hjortens kondition og herunder dens adgang til føde. Meget tyder på, at det samme gør sig gældende hos råvildtet.
Se også: TOP 10 Alletiders
Nogle jægere har gennem tiden forsøgt at sætte deres eget præg på råbukkens udlæg og via afskydning holdt hånden over de bukke, der ikke alene havde en kraftig opsats, men også de bukke som samtidig havde “et passende” udlæg.
CIC har nemlig defineret et passende udlæg for råbukkens opsats. Når råbukkens opsats måles op, får den således point efter den største afstand mellem stængerne. Jo mere stængerne ”gaber” jo flere point opnår den. Men kun indtil en vis grænse.
Når bukkens udlæg begynder at blive lige så bredtfavnende, som opsatsen den er høj, har CIC besluttet, at bukkeopsatsen på det punkt skal miskrediteres.
En bukkeopsats, der har en afstand som udgør mellem 45-70% af stængernes gennemsnitslængde, kan tildeles 4 point. Gaber opsatsen for lidt – altså under 45% af stanglængden – gradueres pointsummen. En meget snævert stillet råbuk kan altså ende med at opnår f.eks. 3,2,1 eller 0 point.
Gaber bukken for meget i forhold til CIC’s vurdering falder hammeren dog øjeblikkeligt. Her er ingen gradvis nedgradering og en buk, som mellem stængerne har en afstand, der udgør mere 75% eller mere opnår 0 point i “disciplinen” udlæg.
I det samlede CIC-regnskab betyder udlægget dog mindre. Her er det stadig vægten og volumen, som trækker de fleste point.
Når det er nævnt, er der dog eksempler på, at en råbuk med et for stort udlæg har manglet de “sikre” udlægspoint for at opnår f.eks. en medalje.
