Mange spørgsmål rejser sig i forbindelse med opdragelse af hvalp, dressur af unghunden og jagt med voksenhunden. Derfor er det en god ide at danne sig et overblik over dressurforløbet
Af Redaktionen
Velmenende råd hagler ned over den, som overvejer at anskaffe sig sin første hund.
Nogle siger noget. Andre noget andet.
En forudsætning for at få brugbare svar er, at man kan stille de rigtige spørgsmål. Vel at mærke på de rigtige tidspunkter.
Mange spørgsmål vil uvilkårligt rejse sig i forbindelse med køb og opdragelse af hvalpen, dressur af unghunden og jagt med voksenhunden.
Den illustrerede model kan forhåbentlig hjælpe en ny hundefører med til at danne et vist overblik over de perioder i hundens liv, som må være udgangspunktet for ens aktuelle informationssøgning.
Roden og stammen illustrerer hvalpens førte halve år. Hvad hunden oplever i denne prægnings-, tilpasnings- og indlæringsfase skaber således hundens grundlæggende personlighed. Træets top illustrerer i princippet resten af hundens liv.
Roden, stammen og kronen indgår i et både enkelt og kompliceret samspil. Således bliver stammen aldrig kraftigere. Når først hunden har gennemlevet de første tre perioder, er hundens muligheder og begrænsninger skabt.
Man kan således sige, at stammens bæreevne bestemmer, hvor stor kronen på værket kan blive.
En kombination mellem dressur, jagtdressur og jagt vil nemlig afstedkomme en sneboldeffekt.
Både i positiv og negativ betydning vil træets top med tiden udvikle sig, og hundens formåen vil enten blive dårligere eller bedre. Dog vil selv ikke den mest kyndige kombination tillade, at kronen vokser sig kraftigere end hundens allerede skabte stamme kan bære.
Formålet med afsnittet er at danne et hurtigt overblik over vejen fra start til mål. Men der findes ingen fuldendt kogebog for hundedressøren, som giver svar på alle de spørgsmål, man løber ind i undervejs i dressurforløbet. Men kan de rigtige spørgsmål rejses på de rigtige tidspunkter, er man godt på vej.