Netnatur.dk har været i video-arkivet og bringer her et kort klip, der viser en kendt dansk jægers reaktion i det samme, som han er fremme ved en netop nedlagt Whitetail
Af Redaktionen
I forbindelse med udarbejdelse af artikler til Michael Sands årlige udgivelse af Jagtbogen, er der fra tid til anden også blevet optaget korte videoklip sammen med de mange billeder, som har været anvendt i bøgerne De fleste er aldrig blevet publiceret.
Vi har fundet et klip i arkivet, der er optaget i Nebraska i 2010 af Per Kaufmann, som mange kender fra hans deltagelse i de populære TV-udsendelser Nak og æd samt som skribent og nu redaktør af bladet Trofæ.
Videoklippet viser jægerens reaktionen i det øjeblik, hvor han sammen med den amerikanske guide Jason er fremme ved en netop nedlagt og meget smuk Whitetail.
Hjorten blev skudt på omkring tyve meters afstand. Også dette klip er efter mange år i arkivskuffen kommet frem i skærmlyset. Dog med en lille anmærkning.
Hjorten i den vedhæftede video er nemlig ude af fokus.
– Navnligt ved de første DSLR-kameraer med indbygget videofunktion kunne det være vanskeligt at stille skarpt. Især når video-funktionen blev anvendt sammen med lange teleobjektiver til f.eks. optagelse af vildt i bevægelse.
Sådan lyder det lidt undskyldende fra fotografen, der ærger sig over, at det ikke lykkes ham at holde fokus på den unikke tæt-på oplevelse med den smukke Whitetail på prærien. Han undskylder sig desuden med, at han ikke kunne flytte sig, da han var meget tæt på hjorten, som gik sammen med et hundyr, der var endnu tættere på.
Undskyldninger, når et “skud” ikke lykkes er det altid mange af og vi har valgt ikke at gengive dem alle.
Nederst i denne opdatering vises desuden en skudscene, hvor der nedlægges et hornløst dyr, som også var på den tilladelse, som Per Kauffmann havde indløst i jagtsæsonen 2010.
Den skarpe iagttager vil bemærke, at dyret træffes højt (tap-skud) og uden for billedet rejser det påskudte dyr sig og forsvinder. Dog kun for en kort bemærkning, som det kan ses i sidste videoklip, hvor endnu et skud træffer og sender den unge hjort mod jorden.