Debatten om, hvorvidt Danmarks Jægerforbund er blevet for svagt, og om andre grønne organisationer vinder terræn på jagtens bekostning, fortjener et ifølge Claus Lind Christensen et ærligt svar
At stå alene er ikke at stå stærkt
Af Claus Lind Christensen, (kommentar til læsebrev på netnatur.dk)
Det er altid i orden at have holdninger til, om Danmarks Jægerforbund gør sit arbejde godt nok. Det ville bare klæde de der mener, at det ikke er tilfældet at have fakta på plads. Og så danne sine holdninger ud fra dem.
Danmarks Jægerforbunds opgave er klar: at sikre god jagt i generationer. Det gør vi ved at repræsentere vildt, jagt og jægere dér, hvor rammerne fastlægges. Det gælder både lokalt, nationalt og internationalt. I dag sker det gennem politik, jura, EU-ret og internationale aftaler. Ikke ved at råbe højest fra sidelinjen.
Jægerforbundet er og bliver en jagtorganisation! Men vi er også en naturorganisation. Det er ikke en svaghed, men en forudsætning for indflydelse i et samfund, hvor jagt konstant er til debat. Uden levesteder er der ingen vildtbestande. Uden faglighed og dokumentation er der ingen legitimitet. Og uden bred samfundsmæssig accept er spørgsmålet ikke, hvilke arter der begrænses næste gang, men om jagten kan bevares i sin nuværende form.
At reducere Jægerforbundet til enten “jægernes kamphund” eller “DN’s logrende hund” er en unuanceret og forkert fremstilling. Samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og andre grønne aktører er ikke kapitulation. Erfaringen, også internationalt, viser, at fælles indsatser på udvalgte områder giver større politisk gennemslagskraft end isolation.
De største og mest irreversible jagtindskrænkninger opstår ikke, når jægerne sidder med ved bordet, men når de ikke gør. Når data mangler. Når levesteder forsvinder. Derfor deltager Jægerforbundet i vildtforvaltningsrådet, i grøn trepart, i rådgivende udvalg og i samarbejder, hvor beslutninger træffes, og når det gælder Vildtforvaltningsrådet, skal man være opmærksom på, at der ikke stemmes i rådet – der laves indstillinger til ministeren, som så træffer beslutningen. Her kan man så vælge, som jægerforbundet har gjort ved flere lejligheder, at stå i egen ret, og stå udenfor Vildtforvaltningsrådets indstilling. Grundlæggende er det dog sådan, at værdien ligger i dialogen, fagligheden og oplysningen. Det er en misforståelse at tro, at Danmarks Jægerforbund har en form for ”veto-ret” i Vildtforvaltningsrådet.
Jægerforbundet har konkret taget ansvar. Ingen andre har som DJ arbejdet for forvaltningsplaner for hare og agerhøne. Vi har selv finansieret store dele af indsatsen for levestedsforbedringer og overvågning, så vi kan dokumentere, at jagten er bæredygtig. Det anerkendes af myndigheder, forskere og befolkningen.
Historiske tab af jagtbare arter er reelle, men forklaringerne er komplekse. Intensivt landbrug, ændret arealanvendelse, international lovgivning, ændrede samfundsværdier og ny biologisk viden spiller alle ind. At udlægge udviklingen som manglende kampvilje fra Jægerforbundet er forsimplet. Hvis jagten i dag blev forsvaret med 1960’ernes sprog og metoder, ville resultatet sandsynligvis være færre, ikke flere, jagtbare arter.
Debatten om sikahjorten illustrerer forskellen mellem symbolpolitik og reel indflydelse. Jægerforbundet sagde klart nej til at få Sika på EU’s udryddelsesliste, og det lykkedes at få den danske stat til at stemme nej. Det er ikke ligegyldighed. At der så var et flertal udenom Danmark, kan vi ikke gøre noget ved.
Synlighed er vigtig, men substans er vigtigere. Mediebilledet har ændret sig markant de sidste mange år, og vi lever med et hav af forskellige medier og medieplatforme. I erkendelse af, at det er umuligt at være til stede overalt på samme tid, prioriterer DJ i, hvor vi mener, at det giver mest mening og mest indflydelse at være. Og ofte er det ikke igennem medierne, at man opnår indflydelsen. I dag foregår jagtens forsvar i højere grad gennem faglige oplæg, høringssvar, EU-arbejde, alliancer og dokumentation, og ikke kun gennem retorik. Troværdighed skabes ikke ved konstant konfrontation, men ved at kunne dokumentere ansvarlighed og bæredygtighed.
Som nævnt: Danmarks Jægerforbund er og bliver jægernes organisation! Men jagtens fremtid sikres ikke ved at erklære alle andre for fjender. Den sikres ved at være fagligt stærk, politisk relevant og strategisk klog, og ved at insistere på, at jagt og naturforvaltning hænger uløseligt sammen.
Det er ikke at tale med uld i munden.
Det er at tale, så man fortsat bliver hørt.
Det har i forskellige fora, bl.a. på sociale medier, været fremført, at Danmarks Jægerforbund oplever en medlemsflugt. Det billede kan vi ikke genkende, da medlemstallet har ligget på et meget stabilt niveau de sidste mange år. Se figuren nedenfor.
