Hvis Danmarks Jægerforbund ønsker at fremstå troværdigt over for jægerne og den danske befolkning, bør forbundet ifølge Henning Kørvel bl.a. droppe alle statsfinansierede tiltag i lighed med hare- og agerhønseprojekterne
Vil Jægerforbundet stå på mål for jagt i Danmark?
Synspunkter, der ønskes optaget på netnatur.dk, kan sendes til netnatur.dk
Synspunkt af Henning Kørvel
Er Jægerforbundet for svagt, og Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening for stærke og vinder terræn på jagtens bekostning? Noget er i hvert fald galt, siden så få danske jagtudøvere er medlem af Jægerforbundet. Taler Jægerforbundet med uld i munden, og har det mon glemt, at vi siden 1967 har mistet jagt på over 40 vildtarter i Danmark? Jægerforbundet vil fremstå klarere og højne troværdigheden, hvis forbundet fremadrettet vil tegne jagten som en jagtforening, og man dropper samarbejdet med ”fjenden”, og prioriterer, at ingen sag – heller ikke ”krigen mod sikahjorte” er for lille til at nyde forbundets opmærksomhed.
Kan danske jægere tage for givet, at Danmarks Jægerforbund vil stå på mål for bibeholdelse af mest mulig jagt i Danmark?
Noget kan tyde på, at dette emne, der burde være et klart kernepunkt for Jægerforbundet, sådan som det var for Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923 og Dansk Strandjagtforening før Jægerforbundets dannelse i 1992, er gledet i baggrunden.
Jægerforbundet tager i det mindste let på, at EU og Styrelsen for grøn arealomlægning og Vandmiljø har indledt krig imod sikahjort, som begge parter anser for invasiv, uagtet at sikavildt har eksisteret i Danmark i cirka 125 år, og sikahjorte indtil nu ikke har parret sig med kronhinder i Danmark, og der her således ikke er opstået hybrider.
Den art sika – Cervus n. nippon – som vi har i Danmark, kan nemlig ikke parre sig med kronhinder, fordi den har for få kromosomer. Og det må så være en anden art sikahjort, teknokraterne i EU har set sig vrede på, og som skal udryddes i EU, men det er jo dybest set uvedkommende for Cervus n. nippon. Eller?
Det burde Jægerforbundet råt for usødet meddele Styrelsen for grøn arealomlægning og Vandmiljø, og at EU som et minimum bør konkretisere, hvilken af de ni arter sikahjorte, der kan parre sig med kronhinder, så krigen rettes imod den rigtige art sikahjorte og altså ikke Cervus n. nippon.
Jægerforbundet bør ved fastlæggelse af strategier i det hele taget se mere på det historiske forløb for jagt i Danmark, og navnlig handle derefter, for efter Jagtloven af 1931, der gjaldt indtil 1967, kunne 84 vildtarter jages i Danmark.
Nu er kun 41 vildtarter jagtbare, og det er endda medregnet invasive arter som nilgås, bisamrotte, sumpbæver, vaskebjørn, mårhund og mink.
Over 40 jagtbare vildtarter er tabt
Vi har med andre ord fra 1967 og fremefter mistet jagt på over 40 vildtarter, men tabet af gråspurv og marsvin er dog modsat regnspove, hjejle og mørkbuget knortegås mindre væsentligt.
Når man holder sig dette for øje, er ingen beskæring af jagten ligegyldig, og det ville således have set godt og rigtigt ud, hvis Jægerforbundet havde talt sikahjortenes sag.
Det er halvhjertet, at man konkluderer, at der kun er tale om et begrænset antal sikahjorte ud af en bestand på 1.000-1.500 individer, for det er netop de mange ”bække små, der gør en stor å”, men som i den sidste ende gør jagten fattigere.
Den første beskæring af de jagtbare arter i nyere tid, kom med Jagtloven af 1967 og igen i 1972, hvor lys- og mørkbuget knortegås blev særfredet for fem år, og forårsjagten på skovsneppe blev udfaset.
Efter de fem års særfredning af knortegås turde biologerne på Kalø i 1977 ikke give grønt lys for ny jagt på den arktiske gås, og derefter gik der international politik i sagen.
Den eneste part, der mig bekendt, var imod fortsat fredning, og gav udtryk for den offentligt, var Dansk Strandjagtforening, mens den klarsynede Peter Dauning endnu var landsformand. Han betegnede det som helt uforståeligt og unødvendigt, at mørkbuget knortegås ikke kunne jages, fordi arten gik frem. Men desuagtet har arten været fredet i nu 54 år, og der er vel ingen, der i dag tror på, at den nogen sinde bliver jagtbar igen, selv om den mørkbugede race ville kunne tåle en begrænset jagt, og at den således jages i Nordtyskland?
Da Kristian Raunkjær var formand for Danmarks Jægerforbund indtil ”Jægerforbundssagen” i 2006, indgik han en aftale med Dansk Ornitologisk Forening, at Jægerforbundet ville undlade at kræve ny jagttid på bl.a. mørkbuget knortegås og regnspove mod, at ornitologisk forening ikke ville kræve indgreb imod udsætning af fasaner og gråænder til jagt i Danmark, men denne aftale er siden hen blevet opsagt af den nuværende formand, Claus Lind Christensen.
Han har dog forlangt ny jagttid på mørkbuget knortegås og stor regnspove, men det virker halvhjertet, fordi der ikke skubbes på for at fremme ønskerne.
I den sammenhæng skal det med, at regnspove var jagtbar i Frankrig indtil for fire år siden. Hvordan kan det gå til, når en ny jagttid i Danmark ikke har været inden for rækkevidde?
Er danske jægere for svage, eller ornitologisk forening og Danmarks Naturfredningsforening for stærke i forhold til jagt i Danmark?
Svaret er, at det nok er sådan, det forholder sig.
Raunkjær repræsenterede jagten godt
Da Kristian Raunkjær var formand for Danmarks Jægerforbund, trådte han ofte frem på TV og i dagspressen for at forsvare jagt i Danmark, og ingen velinformeret dansker var det mindste i tvivl om, hvem der i hans tid var formand for Jægerforbundet. Men nu? Hvem kender Claus Lind Christensen, og hvor ofte er han på TV for at forsvare jagt og jægere?
Han toner kun sjældent frem i de danske stuer, og hvem ud over nogle jægere ved egentlig, hvem han er, selv om han dybest set er alle danske jægeres talsperson, også selv om de ikke har valgt ham og aldrig nogen sinde ville pege på ham.
Hvis jagt skal være mere fremherskende end i dag, så er der ingen tvivl om, at Jægerforbundet som i Kristian Raunkjærs tid bliver nødt til at tegne jagt tydeligere, så organisationer som DOF og DN og befolkningen i det hele taget ikke står tilbage med tvivl om, hvad jægerne mener om dette og hint.
Fordi ting hænger sammen, så vil en tydeligere markering af jagtlige standpunkter antagelig gøre flere danskere interesserede i at blive medlem af Danmarks Jægerforbund, men når de ikke hører, at forbundet melder klar ud, at det fx er tilhænger af bibeholdelse af at kunne udsætte fasaner og gråænder til jagt, så vender de ryggen til forbundet, så det står anskudt tilbage og forsøger at redde skærene ved at spare de forkerte steder og har planer om at bruge Jægernes Naturfonds midler til forbundets drift.
Jægerforbundet ville kunne tegne en klarere profil ved at skrotte den principaftale, som forbundet har indgået med Danmarks Naturfredningsforening, og som gør Jægerforbundet til en logrende hund for naturfredningsforeningen, der reelt kan lægge dansk jagt ned hvert øjeblik, det skal være.
Kom ud af den aftale og tal med egen klar stemme til danske jægere om forbundets politik og strategier. Det vil formentlig give pote i forhold til medlemstallet i Jægerforbundet og ikke mindst højne troværdigheden.
Tal med klar stemme som jæger
Peter A. Busck fra Dansk Skovforening har om Claus lind Christensen sagt, at når han åbner munden, lyder han ikke som en jæger, men derimod som en person fra Dansk Ornitologisk Forening, men det kan principielt ligeså godt være Danmarks Naturfredningsforening, som Claus Lind Christensen har indgået en principaftale med, som stiller Danmarks Naturfredningsforening (Enhedslisten) gunstigt i forhold til jægernes agens.
På det senestehar Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening bebudet, at de atter vil malke den offentlige kasse ved at samarbejde om et hare- og agerhønseprojekt.
Hvor længe synes danske folketingspolitikere mon, at det offentlige skal betale for dette projekt, og hvad er der kommet ud af hare- og agerhønseprojektet, som for 40 år siden reelt blev indledt af Dansk Jagtforening?
Jeg vil tro, at der kun er kommet lønudgifter til konsulenter og nogle bevidstløse tællinger ud af det, og hvad kan de bruges til udover at vise, at harer trives på grønjorder, men ikke i monokulturer (”hvedeørkener”)? Det ved vi jo i forvejen.
Skal haren have en chance i Danmark, og det gælder måske også for agerhønen, så skal vi have mere grønjord, for der hvor haren trives, er netop på grønjorder, men det er utænkeligt, at vi skulle få mere grønjord, fordi de jo skal afgræsses, og kreaturer er ifølge klimatosserne bandlyst, fordi de bøvser metalgas og dermed øger den danske udledning af CO2. Men danske storlandbrug ikke vil have køer. De satser derimod med meget store maskiner på monokulturer: Korn, raps, roer, frøgræs m.v.
Jeg håber, at en klarsynet folketingspolitiker bremser for brug af flere offentlige midler til et hare-og agerhønseprojekt, for man må jo kunne bruge 40 års monitering af harer og agerhøns til noget fornuftigt. Ellers er den indsats, Dansk Jagtforening indledte for 40 år siden, jo spildt.
Hvis Jægerforbundet ønsker at blive større, end det er, og det samtidig ønsker at fremstå troværdigt i fold til jægerne og den danske befolkning, så drop alle projekter i stil med hare- og agerhønseprojektet, og drop principaftalen med Danmarks Naturfredningsforening og begynd så igen at tale som en jagtforening, hvor ingen jagtbeskæringer er for små til at blive påtalt i forhold til EU og Styrelsen for grøn arealomlægning og Vandmiljø. Fortæl dem råt for usødet, at det er misforstået, at danske sikahjorte skal skydes, fordi en anden art sikahjort end Cervus n. nippon kan parre sig med kronhinder, og der således opstår hybrider. Og tal for fortsat udsætning af fasaner og gråænder til jagt i Danmark, og leg ikke med på naturfredningsforeningen tosserier
Ton rent flag. Tal som en jagtforening Det vil give pote, måske også i også medlemstallet.
