Bæredygtig Landbrug, der har påpeget, at det fremlagte forslag til fremtidens hjortevildtforvaltning er i strid med ejendomsretten, kræver nu en plads i Vildtforvaltningsrådet
Af Redaktionen
Vildtforvaltningsrådet får måske meget snart et nyt medlem.
Bæredygtig Landbrug (BL) påpeger i netop udsendt nyhedsbrev, at de kræver en plads i rådet så hurtigt som overhovedet muligt.
Baggrunden er utilfredshed med det forslag, som Vildtforvaltningsrådet har indstillet til Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vedr. fremtidens hjortevildtforvaltning.
Det fremlagte forslag er nemlig ifølge BL’s juridiske vurdering et indgreb i den private ejendomsret.
Læs også:
Formand for Bæredygtig Landbrug irettesætter formand DJ-formand
– På den baggrund må BL nu kræve, at BL får sæde i Vildtforvaltningsrådet.
Sådan lyder det fra formand Flemming Fuglede Jørgensen.
Landbruget er allerede repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet via Landbrug og Fødevarer, men Bæredygtig Landbrug mener, at en af de to pladser, som landbruget råder over i Vildtforvaltningsrådet, fremover skal tilgå BL, som i dag repræsenterer hovedparten af det danske land- og skovbrugsområde.
– Landbrug og Fødevarer har to pladser, og med deres ageren i denne sag, hvor de slår til lyd for øget registrering og begrænsning, er det på tide, at der kommer mere faglighed ind i Vildtforvaltningsrådet fortsætter formanden for Bæredygtig Landbrug, der oplyser, at man i øjeblikket undersøger hvordan dette kan ske hurtigst muligt.