Efter mere end 1.000 års fravær vil der snart igen svømme bævere rundt i åer, moser og søer på Sjælland, oplyser Skov- og Naturstyrelsen
Det vil ske, når Miljøministeriet til efteråret sætter ca. 20 bævere ud fordelt på fem forskellige steder i den nordsjællandske natur.
”Bæverne skal være velkomne tilbage i den sjællandske natur – hvor de levede naturligt for 1000 år siden. Her vil de ikke kun være interessante for os mennesker at betragte, de vil også være til stor gavn for andre dyr og planter. Bl.a. fordi de fælder træer og bygger dæmninger, hvorved der skabes små søer. Disse søer vil blive gode levesteder for en række trængte og truede dyr som f.eks. padder, insekter og fugle ”, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V) og fortsætter:
”Regeringen arbejder for at skabe flere vådområder, og vi håber, at bæverne kan skabe en naturlig dynamik og variation i våde og fugtige naturområder. Samtidig er bæverne gode til at rydde pilekrat langs vandløbene. På den måde vil der komme mere sollys ned, hvilket også er til gavn for en række arter ”. Beslutningen om sætte bævere ud kommer efter, at kommunerne Hillerød, Halsnæs og Gribskov har givet grønt lys for udsætningen af de bløde pelsdyr, der kan blive over 1 meter lange og veje op til 30 kilo.
Udsætningen har været i høring i de tre kommuner og der er ikke kommet indsigelser i høringsperioden. Danmarks største sø, Arresø, og Gribskov nord for Hillerød er to af de steder, hvor bæveren skal sættes ud. De nordsjællandske bævere bliver dog ikke de eneste af slagsen herhjemme. For ti år siden blev der sat bævere ud i Vestjylland. De 18 bævere, der siden er vokset til en bestand på mindst 120 dyr, er blevet et stort tilløbsstykke for alle områdets gæster og ikke kun for de folk, der deltager i særlige bæver-safarier eller hjælper til, når dyrene en gang om året tælles op.
”Regeringen arbejder for at give befolkningen – og turister – mulighed for flere og anderledes naturoplevelser. Og de positive erfaringer fra Vestjylland har også vejet tungt, da vi skulle beslutte os for udsætningen i Nordsjælland. Her vil bæverne også være til glæde for befolkningen i hovedstaden, som kan komme fra Københavns Rådhusplads til Gribskov på en times tid med offentlig transport ”, siger Troels Lund Poulsen.
Udsætningen af bæverne i Nordsjælland er formelt set et forsøgsprojekt, der løber over fem år. Når projektet udløber, vil Miljøministeriet og de berørte kommuner afgøre om bæverne skal have lov at blive i området. Pga. af bævernes adfærd og biologi vil selve udsætningen først ske omkring den 1. oktober. Ved at vente til efteråret, vil der være langt større chance for, at dyrene overlever og på længere sigt etablerer en bæredygtig bestand. De bævere, der skal svømme rundt i det nordsjællandske, skal i øvrigt indfanges i floden Elben i Tyskland, hvorfra de skal transporteres med biler til Danmark.