Jagt på grågås i august er indført for for at kontrollere den stærkt stigende bestand og deraf følgende skader på afgrøder. Der er dog nogle afgrænsninger, der skal overholdes
Begrænsningerne for august-jagt på grågås
Af Miljøstyrelsen
For at undgå utilsigtet forstyrrelse i vådområder for andre vandfugle er jagttiden begrænset til omdriftsarealer og i en afstand på 300 meter fra vådområder. Dette skal sikre, at den nye jagttid ikke får negative konsekvenser for sent ynglende samt rastende og trækkende vandfugle.
Jagt på grågås i august tillades på omdriftsarealer eller i umiddelbar tilknytning hertil. Det vil sige på dyrkningsfladen samt i læhegn, grøfter o.l. som grænser op til omdriftsarealer. Definitionen af omdriftsarealer følger definitionen i ”Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v.” som er affattet således:
”Omdriftsareal: Arealer, defineret som agerjord i artikel 4, stk. 1, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013, der indgår i omdriften og dyrkes med henblik på produktion af afgrøder, eller arealer, der er til rådighed for produktion af afgrøder, men som ligger brak.”
Som omdriftsareal medregnes ikke permanent græs. Permanent græs er arealer, som har ligget med græs i mere end 5 år i træk.
Der gælder undtagelser for femårsreglen for arealer der anmeldes som MFO-brak og for visse arealer med miljøtilsagn. Disse undtagelser fremgår af Landbrugsstyrelsens vejledning om direkte støtte, som også i denne sammenhæng følges.
Jagt på grågås i august er ikke tilladt indenfor en afstand af 300 meter fra højeste daglige vandstandslinje for fiskeriterritoriet (hav og fjord), samt indenfor en afstand af 300 meter fra søer større end 3 ha (størrelsesgrænsen for søer, der konkret har afkastet søbeskyttelseslinje).
Afstanden regnes fra vandkanten, dvs. der hvor der ved normal vandstand er vand i overfladen, men ikke nødvendigvist åbent vandspejl.