Af Redaktionen
Reinwald’s Restaurant fortsætter stilen med at servere særlige og sjældne vildtretter. I efteråret havde de således menuer med kød fra svenske brunbjørne, oven i købet fremstillet ud fra nogle af de ting som bjørnen lever af, så som bær, rødder, fisk og svampe.
Nu har Reinwald tilberedt en menu med bisonokse i amerikansk stil. Til bisonmenuen er der desuden sammensat en vinmenu af 5 forskellige amerikanske vine, og menuen serveres indtil sidst i februar. Den op til 900 kilo tunge bisonokse er, på trods af sin størrelse og sit frygtindgydende udseende, et meget fredeligt og sky dyr, der plejer at flygte fra mennesker.
Føden er hovedsagligt græs, og kødet er yderst proteinrigt, med en utrolig mør struktur og meget fyldig smag. Kødet fra bison er mere fyldigt i smagen end oksekød, og særdeles velsmagende med en raffineret og delikat kødsmag. Mennesker der ikke tåler rødt kød, kan ofte spise bison uden problemer, ligeledes anbefales kødet til hjertepatienter samt diabetikere.
Bison er fedtfattig idet der kun er en tredjedel fedt i forhold til oksekød og svinekød. Herudover er der et højt indhold af vitamin B-12 og jern, samtidig med et lavt kalorieantal. På grund af de korte fibre og det lave fedtindhold i kødet, skal det ikke steges eller grilles ved så høj temperatur som andet rødt kød. Bisonkød tilhører således luksusudgaven, når man taler om rødt kød.
Bisonmenu – American style – menuen koster 500 kroner med 5 retter og den tilhørende vinmenu yderligere 400 kroner:
- Clam Chowder, blåmuslinger – krebs – kammuslinger
- Rimet torsk ”Bloody Mary” med rugbrøds-flaeks
- ”Sun Valley” andeleverpostej med soltørrede tranebær og chili-gelé
- Grillstegt Bison okse med skummende persillesmør, majspuré og sprøde løgringe
- Varm chokolade-cherry-fondant, med vanille iscreme
Reinwald’s Restaurant, Farvergade 15, København. Telefon 33918280. Se eventuelt mere på: www.reinwalds.dk Får du blod på tanden efter dit besøg hos Reinwald, og ønsker selv at skyde en bison, ligger prisen for almindelige køddyr (køer og unge tyre) på omkring 2.000 dollars og kødet er naturligvis dit. En trofæbison i guldmedaljeklassen koster 3-4.000 dollar.
Fakta om bisonoksen:
I den amerikanske kultur er bison ofte omtalt som bøffel (buffalo), selv om det ikke egentligt er en bøffel. Dyrene fandtes en gang på ”the Great Plains” i store mængder, fra nord langt op i Canada til Mexico i syd. Efter en intensiv jagt, væsentligst for skindets skyld, blev de en truet dyreart i 1880’erne. Bestanden var nede på ganske få hundrede dyr.
Efter en længere tids fredning, er der nu igen mange bison. Det anslås således at der er op mod en halv million dyr i USA, hvorfor der nu igen foregår en kontrolleret jagt på bison. En voksen bisontyr er 2 meter høj og vejer op mod 2.000 pund. Den største bison der er registreret vejede 2.513 pund. En 10-12 år gammel tyr har horn på 40-45 centimeters længde. På grund af dens størrelse og den beskyttelse det giver at leve i flokke, har bison kun få fjender ud over mennesket.
Verdensrekorden for en trofæbison er fra 2007, hvor E.D. Riekens fra Cheyenne, skød en bison i Wyoming. Den vejede omkring 2.400 pund og havde horn på henholdsvis 45 og 48 centimer. Dette er dog ikke usædvanligt, men det var til gengæld hornenes omkreds ved basis på nogenlunde det samme. Bison anses for at være et af de farligste dyr i de amerikanske nationalparker, idet de angriber hvis de føler sig provokerede. For selv om de ser sløve ud ved første øjekast, er de i stand til at bevæge sig meget hurtigt. Deres topfart er målt til 56 kilometer i timen.