NORGE: En hel bjørnefamilie raserede i weekenden en hytte i det nordlige Norge.
Da ejeren, Even Borthen Nilsen, kom op i fjeldet for at holde weekend i sin hytte, fandt han tomme øldåser overalt, raserede møbler og en møgbeskidt seng, skriver avisen Finnmarken ifølge Ritzau.
Bjørnene havde spist alt, hvad han havde liggende af chokolade, nougat, honning, syltetøj og anden mad i hytten.
De havde endda bidt hul i en del øldåser og drukket indholdet.
I sengen lå totter af pels og en stor brun plamage af snavs på dynen og madrassen. Uden for hytten lå både små og store efterladenskaber fra bjørne, så meget tyder på, at det er en hel familie, der har raseret hytten i Jarfjord.
Myndighederne bekræfter, at der har været bjørne i området, skriver avisen ifølge Ritzau.