Ramsløg vokser vildt og kan plukkes mange steder. Planten er sprængfyldt med vitaminer og har en let hvidløgssmag – planten indeholder også stoffet baicalein, som er virksomt mod borrelia
Af dn.dk
Ramsløg er en plante, der de seneste år er blevet så populær, at den har fundet vej til supermarkeds grøntafdeling.
Der er dog ingen grund til at kaste penge efter ramsløg, for de vokser vildt og kan plukkes rigtig mange steder, når de er i sæson.
Kan plukkes fra det tidlige forår
Sæsonen strækker sig normalt fra marts og frem til juni, men det er dog de spæde blade, man plukker i foråret, som smager bedst. I milde vintre kan man finde planterne så tidligt som i slutningen af januar.
Ramsløg lugter kraftigt af hvidløg
Ramsløg er i løgfamilien, og har en karakteristisk hvidløgssmag og -duft. De indeholder masse C-vitamin, faktisk 20 til 40 gange så meget som i citroner, og kan bruges i retter, hvor man ellers ville bruge hvidløg eller purløg.
Ramsløgene kan især kendes på deres stærke løglugt. Men derudover kan man kende dem på deres blade og blomster, hvis de er kommet frem.
Ramsløg kan forveksles med giftige linjekonvaler
Man kan bruge ramsløgbladene, blomsterne og blomsterknopperne i madlavningen. Man kan også spise løgene, der er under jorden. Man må dog ikke grave planter op i skove eller parker, så hvis I ikke har ramsløg i haven, må I nøjes med blade og blomster.
Ramsløg kan forveksles med liljekonvaller, som er meget giftige at spise, derfor er det meget vigtigt at være opmærksom, når man plukker ramsløg.
Sådan bruger du ramsløg
Ramsløg kan både spises rå og tilberedt, dog skal man være opmærksom på, at løgsmagen kan være lidt krads i rå tilstand, så det skal kun være en let dosering.
F.eks. kan ramsløgene snittes fint og bruges over en tomatsalat, steges på panden med røræg, bruges i wok- og gryderetter, eller som et grønt drys på æggekagen.
De kan også bages i ovnen, f.eks. sammen med kartofler, hvor de bliver sprøde og mere milde i smagen.
Blomsten fra ramsløgplanten er også rigtig lækker, den har en lidt mindre markant løgsmag. Den kan også bruges i salater, eller kommes i ovnen sammen med kartofler, hvor den får en dejlig sødlig smag.
Opskrift på pesto af ramsløg
- 3 store håndfulde ramsløg
- 70 gram friskrevet parmesanost
- 70 gram mandler (pinjekerner, cashewnødder eller hasselnødder)
- 1-1½ dl olivenolie
- Lidt citronsaft
- Salt og peber
Put det hele i en blender og blend til massen er grov, men ensartet. Smag til. Hvis ramsløg-smagen er for krads, så put lidt ekstra nødder og ost i.
Opskrift på aioli med ramsløg
- En lille håndfuld ramsløg
- 1½ dl smagsneutral olie (fx rapsolie)
- 1 æggeblomme
- 1 knivspids dijonsennep
- Salt og peber
Hak ramsløgene helt fint.
Pisk æggeblomme og sennep sammen til en luftig masse.
Tilsæt herefter olien lidt af gangen, mens du bliver ved med at piske.
Vend ramsløgene i den luftige masse, og smag til med salt og peber.
Aiolien er god til kød, fisk, i en sandwich eller som dip til grøntsagsstænger eller chips.