Et sammenlignede forsøg fra Aarhus Universitet viser, at blyfri riffelammunition er særdeles velegnet som miljøvenligt alternativ til den blyholdige riffelammunition til jagt på hjortevildt
Af Miljøstyrelsen, sep. 2021
Blyfri riffelammunition er lige så effektiv, sikker og stabil som blyholdig ammunition og egnet til jagt på hjortevildt. Det konkluderer DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet – på baggrund af en sammenlignende afprøvning bestilt af Miljøstyrelsen.
Der er heller ingen væsentlige forskelle i stabilitet og sikkerhed, når man sammenligner blyfri og blyholdig ammunition. Resultatet er dermed lovende i forhold til den udfasning bly i riffelammunition, som skal være gennemført i 2023.
Fem projektiltyper – tre kalibre
Den sammenlignende afprøvning blev gennemført dels i Jægersborg Dyrehave, dels på Kalvebod Fælled. Der blev nedlagt i alt 531 dyr som led i afprøvningen – hovedsageligt dådyr og et mindre antal krondyr og sika.
Fem medarbejderne i de to dyrehaver nedlagde dyrene på pürsch og testede fem projektiltyper fordelt på tre kalibre i en serie med og en serie uden bly.
I forsøget gav kaliber 6,5 x 57 kortere flugtafstand end den tilsvarende blyholdige ammunition. Ved flugtafstand forstår man den distance, dyret løber, fra det bliver ramt, til det falder. Det modsatte viste sig at gælde for kaliber .308win, hvor blyfri ammunition gav længere flugtafstand end blyholdig.
For begge typer ammunition i blyfri såvel som blyholdig version lå flugtafstanden dog inden for de standarder, der er kendt fra andre undersøgelser fra Danmark og andre lande. Derfor konkluderer DCE, at samtlige projektiltyper i forsøget lever op til de gængse krav om effektivitet.
Farligt tungmetal
Bly er et sundhedsskadeligt tungmetal, som ophobes i fødekæden, og derfor er det et miljøproblem, når blyholdig jagtammunition bliver spredt i naturen og forurener vildtkødet.’
Haglpatroner med blyhagl blev allerede forbudt i Danmark som det første sted i verden i 1996, og efter planen skal forbuddet mod bly i riffelammunition træde i kraft i 2023 efter en kort overgangsperiode.
Læs rapporten her:
Fakta om bly
• Bly er et giftigt tungmetal, der ophobes i naturen og i kroppen hos dyr og mennesker.
• Bly kan medføre en sundhedsskade – selv i ekstremt små mængder.
• Bly påvirker nervesystemet, og da børns nervesystems er under udvikling, er de særligt følsomme. Påvirkning af bly kan skade indlæringsevne og intelligens.
• Bly er giftigt for vand- og jordorganismer.
• Bly har gennem århundreder været brugt i et utal af produkter fx ammunition, benzin, bilbatterier, PVC, maling, vandrør, tage, taginddækning, elektronik og fiskeredskaber.
• Bly er på listen over uønskede stoffer
Kilde: Miljøstyrelsen:
Kend kemikalierne