Bør staten forsat opkræve 1.000 kroner i timen for en måske resultatløs jagtoplevelse?
HVAD MENER DU?
DELTAGT I SPØRGEUNDERSØGELSE NEDERST I DENNE OPDATERING
Kommentar af Netnatur Redaktionen
Det er vigtigt for folkesundheden, at borgerne kommer ud i naturen. Derfor tilbyder staten en lang række tiltag på vores fællesejede naturarealer. De fleste er gratis eller ganske tæt på gratis.
Det koster ikke noget at overnatte i de mange shelters, der popper op som paddehatte på den danske skovbund. Og en cykeltur eller en tur med hunden i snor er også helt uden omkostninger for borgerne.
Skattebetalende jægere er dog i en helt anden kategori. De skal betale for at bruge naturen. Ofte helt op til 1.000 kroner eller mere – i timen.
Det er ofte prisen, når Naturstyrelsen udbyder såkaldte dagjagter. Jagter som i realiteten mere er timejagter end dagjagter.
Ofte er den effektive jagttid på en dagjagt kun få timer. Og de timer betaler jægerne adskillige tusinde kroner for.
Det kan man se på Styrelsens hjemmeside, som netop nu udlodder en lang række jagter.
LÆS MERE: NU STARTER NATURSTYRELSENS SALG AF DAGJAGTER
I Norge er man også opmærksom på sammenhængen mellem natur og folkesundhed. Og her bliver jægerne ikke negativt særbehandlet. Tværtimod.
Norges regering ønsker flere skal få glæde af f.eks. elgjagten. Den skal ikke være for de få og de privilegerede. Den skal være for alle mænd og kvinder med jagttegn.
Et norsk dagkort til statens arealer koster derfor kun omkring 200 kroner. Og så har man tilmed en hel jagtdag at råde over.
Den simple forklaring på, at jægerne i Danmark griber til lommerne og betaler de høje timepriser til den danske stat, er ganske enkel. Prisen er styret af udbud og efterspørgsel.
Priserne er først for høje, når efterspørgslen begynder at falde, og værdien måles først og fremmest i kroner og øre. Værdien ved et samfund, der behandler sine naturglade borgere nogenlunde ens, betyder her mindre.
Flere vil måske hævde, at det kun er rimeligt jægerne betaler for deres belastning af naturen.
Jægere i jagttårne belaster dog ikke nødvendigvis naturen og vildtet mere end familier, der overnatter i shelters. Eller en gruppe farvestrålende mænd og kvinder på cykelræs gennem skoven. Nok snarer det modsatte.
Når staten holder jagt, går en meget stor del af de betalende jægere hjem fra jagten uden at løsne et skud. Men betale, det skal de alligevel.
Dette selv om jægerne rent faktisk deltager i et “arbejde”, som alligevel skal udføres.
Det er nemlig hævet over enhver politisk tvivl, at der skal nedlægges en betydelig mænget kronvildt, dåvildt og råvildt på statens arealer.
Vil jægerne ikke løse den “opgave”, må statens ansatte udføre den, da bestanden skal harmonere med ønsket om højere biodiversitet og omfanget af skader på mark og skov.
Man skal huske på, at det nedlagte vildt ikke tilfalder jægerne. Det er statens ejendom.
På de jagter, hvor der må nedlægges vildt, der bærer trofæer i form af opsats eller gevir, udleveres dette dog som souvenir til den heldige jæger.
For nogle jægere kan dette repræsentere en høj værdi. For andre en mindre.
Holdningen til de høje timejagts-priser er naturligvis delte. For den mere velstillede betyder det mindre, at betale flere tusinde kroner for tre-fire timers jagt.
Men for andre er det ikke nemt at finde fodslag for den disposition. Det gælder ikke mindst unge jægere under uddannelse eller etablering af familie.
Derfor er statens iskolde “udbytte og efterspørgselsstrategi” ikke alene diskriminerende i for hold til andre naturbrugere. Den er også med til at opdele jægerstanden.
Alle jægere bør føle sig knyttet til vildt og jagt på statens arealer. Dette uanset om man bor i Ulfborg eller på Nørrebro.
Fællesskabet har fra flere sider været efterlyst i debatten om hjortevildtet som i de sidste år er gået højt. Til tider virker det, som om det er alles kamp mod alle. Også selv om alle syntes at være enige om målet med vores fælles hjortevildt.
Det er skov mod landbrug og større jordbesiddere mod de mindre.
Mange har argumenteret for tiltag, der passer bedst til netop deres muligheder. Færre har talt for, hvad der tjener vildtet og jagten bedst – sådan helt overordnet set.
Hjortedebatten er dog også en debat på værdier. Værdier og grundsyn som helt overordnet samler sig i spørgsmålet om, hvad der er bedst for vildt og jagt.
Er vildt og jagt bedst tjent med en kollektiv forvaltning med kvoter og licenser?
Eller er det bedre at satse på det private initiativ og på, at lodsejerne gør hvad de kan for at optimere de private terræner til glæde for vildtet og jagten på ejendommen?
Den debat vil fortsætte lang tid endnu og vil måske forblive et uafsluttet kapitel.
Naturstyrelsen kan dog hjælpe debatten videre. F.eks. ved at gøre jagten på fællesejede arealer endnu mere folkelige.
Glemmes skal det nemlig ikke, at Naturstyrelsen allerede gør rigtig meget, for at lukke nye jægere ind i jagtmiljøet.
Mange jægere kan således se tilbage på lærerige “nyjægerjagter” på statens arealer. Jagter, der endnu tilbydes gratis.
Når det gælder tilbud til mere etablerede jægere, halter det dog. Værdien af “gammeljæger-jagter” gøres op i kroner og øre og værdien skal kunne aflæses driftbudgettet.
Sideløbende med driftbudgettet savnes et mere politiske budget, når det gælder jagt. Et, hvor der giver plads til folkelig ejerskabsfølelelse og hvor et godt resultat er det resultat, der skaber interesse for vores fælles vildtbestande.
Jagten i statsskovene tilhører jo alle. Og naturligvis kan man argumentere for, at overprisen for jagtoplevelser komme det helt store fællesskab til gode.
Jo mere jægerne betaler, jo mere klinger det i statskassen.
Men en særlig folkelig tilgang til jagt og jægere er det ikke. Jægerne betaler jo allerede afgift for våben og jagttegn.
Værdien af en jæger på statens arealer kan ikke sammenlignes med værdien af et fældet træ.
Derfor bør lommeregneren forbliver i lommen, når man ser på værdien af jagt på statsejede arealer.
“Vildtet tilhører alle, lad bare bøssen knalde”. Det var det provokerende budskab i én af landets først etablerede jagtorganisationer.
Tiden er løbet fra det synspunkt. Men vildtet tilhører stadig os alle. Ikke kun dem, der vil og kan betale 1.000 kroner i timen for oplevelser i egen skov.
Læs mere på netnatur.dk/BUKKEJAGT
 |
 |
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhol
