Antallet af af jægere, som dyrker den frie jagt på fiskeriterritoriet har gennem de sidste år været i tilbagegang. Måske denne bog kan være med til at inspirere flere til denne jagtform
Af Redaktionen
Lad det være sagt med det samme – “Strandjægerliv” er virkelig en velskrevet og underholdende bog.
Vi er tilbage i tiden før curling-børn blev opfundet – dengang fik børnene selv lov til at færdes ved og på vandet, som det passede dem. Og sikke tider.
Bogen rummer gode fiske- og jagthistorier med personer, som kunne være Jørgen Riel’s nordøst-grønlandske fortællinger værdig.
Vi møder bl.a. “den gamle”, en kystfisker, som også må ernære sig med salg af vildt, når det er småt med fiskeriet om vinteren og købmanden rasler med regningen. En dejlig historie om en forlængst afdød jagthund – en historie, som mange jægere nok kan identificere sig med, er der også blevet plads til i bogen. Vi har nok alle prøvet at have en superhund – som ikke er blevet mindre “super”, som årene er gået.
Om forfatteren
Niels Jørgen Henriksen er født i 1955 og er uddannet folkeskolelærer.
Han er opvokset i en lille havneby på det østlige Sjælland, hvor jagt og fiskeri var en naturlig del af hverdagen.
Et aktivt jægerliv har også ført til bestyrelsesarbejde i den lokale strandjagtforening og i hovedbestyrelsen i Dansk Strandjagtforening.
Her var han en aktiv del af sammenlægningen af de tre landsdækkende jagtforeninger til Danmarks Jægerforbund, hvor han i en periode sad i strand- og havjagtsudvalget.
Interessen for jagt, især på vandfugle, har ført ham både Danmark og verden rundt.
En del af de oplevelser, han har haft, er videregivet i tekst og billeder i både udenlandske og danske jagtblade, ikke mindst i hans mange artikler i Danmarks Jægerforbunds medlemsblad “Jæger”.

BOGJAGT.DK
Pris: 198,00







