Regeringen kan stadig nå at gøre det rigtige for at beskytte naturen i Danmark …
Af Jan Skriver, dof.dk
Det er budskaberne i en annonce, som i dag indrykkes i tre dagblade af DOF, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Annoncens ordlyd i Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske:
“Kære regering. I jeres eget regeringsgrundlag fra 2011 lovede I os bedre naturbeskyttelse, giftfrit drikkevand, grønne jobs, mindre forurening, mere økologi, flere naturarealer og en ambitiøs naturpolitik. Løfterne er gode. Nu vil vi se handling. I kan nå det endnu.”
– Vi vil minde regeringen om, at den har lovet danskerne mere natur, bedre naturbeskyttelse og grønne jobs. Men regeringen har ikke gjort ordene i sit regeringsgrundlag til handling, og naturområderne, arterne og levestederne får det ikke bedre på den måde. Så vi er ved at være noget utålmodige, siger DOF’s formand, Egon Østergaard.
Regeringen mangler at handle
Der efterlyses en længe ventet samlet plan for naturen i Danmark. Det er bekymrende, at den tilsyneladende er udskudt til allertidligst i slutningen af 2014.
Det er meget nødvendigt med en Naturplan Danmark, der viser vejen for den danske natur, men jeg kan godt være bekymret for, om der kan skabes politisk flertal for en plan, hvis den kommer alt for tæt på det næste folketingsvalg i 2015. Dermed risikerer vi slet ikke at få en plan, og det vil være skidt for den danske natur.
Manglende plan for artsrigdom
Der mangler en plan, der skal stoppe tilbagegangen for den biologiske mangfoldighed. Det har Danmark nemlig forpligtet sig til allerede for tre år siden. Så nu er det på tide at komme ud af starthullerne.
Allerede i 2015 skal Danmark politisk have vedtaget en strategi og en handleplan for den danske biodiversitet, og vi har intet hørt om, hvad regeringen forestiller sig. Det er måske den allervigtigste opgave på naturområdet for regeringen, og det kan kun gå for langsomt. Vi har forpligtet os i FN på opgaven, og det er lige til højrebenet for en regering, der vil en ambitiøs naturpolitik. Der er brug for mere plads til naturen i form af store sammenhængende naturområder, og de truede og sjældne arter og naturtyper skal kortlægges og beskyttes langt bedre. Vi har ventet i mange, mange år på den plan, og der skal afsættes ressourcer, ellers sker der ikke ret meget.
Regeringen overser grønne jobs i naturen
Der kan skabes jobs ved at investere i at beskytte og bevare naturen, og det er en mulighed, som regeringen bør opprioritere nu.
Det kan skabe tusindvis af nye, grønne jobs i Danmark og EU, hvis den danske regering og EU investerer i at bevare og beskytte natur og miljø bedre og ved at satse på vedvarende energikilder.