Andes Bilgram er rejst til nordlige Canada for at lede efter den afdøde dansker Christian Vibes efterladte notater og i et uddrag fra sin dagbog sendt til Netnatur.dk skriver Bilgram: ” Inde mellem stenbrokkerne lå resterne af en rusten blikdåse og i denne lå en rulle med vardeberetningen”
KLIK og læs også: DE EVENTYRLIGE
Omsider blev det den 3. april, og vi skulle afsted mod nord med vores guide Terry Noah, som har startet Ausuittuq Adventures
Terry, Hans kammerat Olaf og Terrys far Imooshen skulle køre os på en 750 km lang tur i slæde efterspændt en snescooter.
Vi var umådeligt spændte, da vi stillede nede hos Terry med fyldte maver efter en solid frokost. Nu handlede det bare om at komme i gang med eventyret. Slæderne var klar og efter de sidste ting blev lastet, tog vi afsted.
Vi sad i en såkaldt “Passenger box” – en salgs hundehus på meder, og allerede inden afrejse stod det klart, at vi nok ville få en del knubs.
Afsted det gik i det smukkeste vejr. Vindstille og sol fra en skyfri himmel.
Vi susede derudaf, væk fra byen og mod nord, op gennem fjorden og videre over land til en gletcher, som vi skulle op over. Derfra fortsatte vi på den anden side i det smukkeste landskab, og som solen kom længere ned mod horisonten og til sidst forsvandt bag bjergene, trængte den arktiske kulde sig på.
Jeg kunne mærke mit udrør blive stift som et bræt af snot og vanddamp fra min ånde. Af og til vendte jeg det, så der igen kom en varmere side ind over næsen, men efter nogen tid, var denne side også stivfrossen.
Landet lå badet i sarte pastelfarver, og vi kom godt frem. Et uheld med en knækket slædemede stoppede ikke fremdriften og hen på natten nåede vi efter 141 kilometers kørsel frem til en hytte, vi skulle overnatte i. Efter kort tid havde Terry og Olaf gang i det lækreste gourmetmåltid, som bestod af saftige koteletter, kartoffelmos og grøntsager.
Han forstod i den grad at forkæle os, og det viste sig næste morgen, at han holdt stilen med en stor morgenbrunch med æg, bacon, juice mv.
Slæden blev repareret og riflerne skudt ind, og så fortsatte vi om eftermiddagen vores videre færd mod Vendom Fiord. Undervejs forsøgte Terry at skyde en sæl, men den smuttede desværre fra ham.
Op gennem Vendom Fiord så vi hyppigt ulvespor, og på et tidspunkt så vi også de hvide skygger på en bakke, men hurtigt var de væk igen.
Vi stødte også på fire sneharer, som sad og hyggede på en bakke ned mod fjorden. Terry stoppede snescooteren og vi gik ind til de fire hvide uldtotter, som nysgerrigt betragtede os.
Terry og Olaf sendte en byge salonriffelkugler efter dem, og de tre af dem blev på pladsen. Den sidste stak til fjelds, og jeg lånte Olafs salonriffel for at skyde den, men den klikkede desværre.
Det viste sig senere, at det sidste patronhylster var blevet siddende i kammeret.
Jeg forfulgte haren, men måtte senere se mig slået. Den sad på en sten lidt udenfor skudhold og betragtede mig, men da jeg igen optog forfølgelsen, smuttede den videre – tydeligvis havde den lugtet lunten, og den ønskede forståeligt nok ikke at ende i gryden.
Vi teltede i bunden af fjorden og igen slog Terrys mad os af banen. Der var ingen ende på de lækkerier, han havde medbragt.
Næste dag fortsatte vi over et plateau og efter en kold kørsel i blæsten oppe i højderne, kom vi ned på den anden side, ned i end slugt omgivet af de smukkeste fjelde. Den lille karavane snoede sig ned gennem frosne elvlejer, ned mod Strathcona Fiord.
Vi passerede et eventyrlandskab, med enorme formationer af kul og et sted i den store dal, der munder ud i fjorden, ligger resterne af en fossil skov.
Undervejs flagrede en sneugle mod nord, den tog en runde, og passerede os i modsat retning. Det var et utroligt smukt syn at se denne ensomme fugl flyve med sine tunge, rolige vingeslag forbi os.
Vi var stoppet ved dens sten, hvor uglegylp fra længere tid vidnede om, at det var her den normalt hyggede sig.
Det blev sent inden vi nåede frem og her teltede vi så på kanten af fjordisen. Man kunne tydeligt mærke kulden fra de store gletchere mod øst, og om natten nåede temperaturen ned under 35 graders frost.
Dagen efter nåede vi frem til et af ekspeditionens delmål i bunden af Irene Bay.
Da min nu afdøde kammerat fra Eventyrernes Klub, Christin Vibe passerede her i 1940, fandt han en forstenet skov i fjeldende ved fjorden, idet han beskriver vældige forstenede træstammer og stubbe, der stak op af den frosne jord.
Vi gik nu på jagt efter rester af træ, og vi forsøgte efter bedste evne, at afsøge terrænet for rester af fossilt træ.
Imidlertid lå der så meget sne, at det var mægtigt svært at se, om der skulle være træ omkring os. Pludselig opdagede Morten et stykke, der sad fast i den frosne jord. Et stykke med årringe og bark, som på en prik lignede træ.
Det lykkedes at få klumpen fri ved at hælde varmt vand omkring den. Så vidt vi kan se, er det forstenet træ, og i så fald underbygger det Vibes fund. Efter at have sikret os stykket, spurgte Olaf om jeg ville skyde en hare. Der sad én ovre ved en stor kampesten, og jeg fulgtes nu med Terry derover.
Vi kunne godt bruge en frisk hare til aftensmaden, da de tre andre skulle leveres til folk i Ausuittuq.
Vi nærmede os stenen og haren til fods, og ovenom stenen, da haren formentligt ville løbe op ad skrænten, hvis den fik mulighed for det. Da den så os smuttede den om på den anden side af stenen, og jeg gik så modsat, hvorefter jeg havde haren foran mig på ca. 15 meters afstand. Den fik et skud, og så var gryderetten sikret.
Vi kørte ud ad Irene Bay og teltede en halv times kørsel mod sydvest, hvor vi tidligere havde set en flok moskusokser, som Terry og Olaf gerne ville jagte. Jeg parterede haren, som kom i gryden, og så tog vi afsted på moskusjagt.
Jeg sad bag på Olafs snescooter mens vi nærmede os flokken på fem dyr, der nu begyndte at gå højere op ad en stejl skråning. Olaf satte mig af, og han kørte i fuld fart op ad bakkerne til han kom helt op ovenfor dem. Okserne flygtede nedad, hvor de mødte Terry.
Det lykkedes de to unge gutter at splitte flokken op, men på et tidspunkt blev det ret spændende, da okserne i den vilde jagt var på vej direkte imod både Morten og jeg. De drejede fra ganske kort fra os, og kort efter kunne Terry få sat et skud ind på ét af de mindste dyr i flokken. Den stoppede op, fik et skud mere, og segnede.
Nu var der mad til både os og folk i Ausuittuq. Både Terry og Olaf gør et kæmpe stort stykke arbejde for at skaffe kød til byen, og de håbede på denne tur både at få moskusokse, harer og rensdyr med hjem.
Næste morgen – eller rettere ved middagstid – stod vi op, og var først på eftermiddagen klar til alt fortsætte. Vi kørte mod vest, mod Aksel Heiberg Island og en langstrakt høj ø, som lå umiddelbart sydøst for Axel Heiberg Island.
På nordspidsen af denne ø, fandt Vibe en varde med end beretning fra RCMP Sgt. Joy, der i 1926 patruljerede i dette område.
Vibe lagde dengang en afskrift af Joys beretning sammen med Vibes egen beretning, og derfor ville jeg umådeligt gerne finde denne varde og sikre mig beretningen.
Som vi nærmede os øen spejdede jeg mere og mere intenst efter varden, men jeg kunne ikke se bare skyggen af en verde. En iskold vind strøg ned fra nord gennem Eureka Sound, og der hobede sig mere og mere is op i mit uldne halsrør.
Det var bidende koldt, og sulten og længslen efter ét af Terrys lækre måltider meldte sig. Det måtte Doig vente, og da vi var henne ved øens, gik jagten på varden for alvor ind. Sten og stendynger blev vurderet og tjekket i jagten på varden, men den var ikke at se nogen steder.
Pludselig så jeg Olaf række armene i vejret. Han havde fundet den. Den var helt ødelagt, men inde mellem stenbrokkerne lå resterne af en rusten blikdåse og i denne lå en rulle med vardeberetningen. Hårene rejste sig på kroppen af mig, det var et historiens vingesus, og jeg var ovenud lykkelig for, at vil nu havde sikret den første vardeberetning.
Vi fejrede successen med et par kopper Wanderum, og bedst som snakken gik lystigt i teltet, hørte vi noget pusle udenfor.
Terry sagde hurtigt “There’s a bear – where’s the gun?”.
Men riflen stod ude ved slæden, så den havde vi ikke megen glæde af. Morten fik hurtigt fundet vores bearbangers frem, og så styrtede alle med Morten foran ud ad teltet.
En stor isbjørneunge på måske 2-3 år var i gang med at gnave i moskusokseskindet.
Morten skød en bearbanger i luften, og den begyndte sin retræte. Jeg sendte én mere afsted, og bamsen fandt det klogest at smutte. Hvor der er en unge, er der også en mor, og øjeblikke efter kom hun vandrende 100 meter fra teltet.
Terry sendte et par skud afsted bag hende, så sneen hvirvlede op, men det rørte hende nu ikke synderligt. Vi råbte for at skræmme hende, og Olaf hoppede op på snescooteren og kørte efter dem til de var forsvundet bag næste pynt.
Dagen efter var der bjørn igen – en noget større bamse, som lå og sov på den anden side af det isbjerg, som vi havde sat lejr ved. Den luskede af, da Morten rundede isbjerget for at gøre toiletbesøg. Ikke så underligt at stedet blev kaldt Bjørnesundet.
Vi genopbyggede varden, og lagde ny beretning i den sammen med to smøger. Derpå kørte vi ned mod en hytte ved Goosepoint på Ellesmere Island, hvor Vibe også skulle havde lagt beretning i en varde.
Vi fandt varden ødelagt, og desværre uden en beretning. Igen byggede vi varden op, og lagde en lille beretning deri. Få km senere nået vi frem til fangsthytten, hvor vi indlogerede os.
Der er fortsat et par varder på Axel Heiberg Island, som vi rigtigt gerne vil op at finde. Imidlertid var Terry ved at løbe tør for brændstof og derfor kunne vi ikke fortsætte vardejagten deroppe.
Terry og hans folk er nu taget retur til Ausuiittuq, og Morten og jeg venter lige nu i hytten, idet aftalen er, at Terry og Olaf skal komme retur om nogle få dage, og hjælpe os op til de sidste varder.