Den danske jæger, der var anklaget for at opstille et overvågningskamera i Sverige, er frifundet.
Byretten i Hässleholm valgte af afvise anklagerne mod den danske jæger, der havde placeret et overvågningskamera i et område med vildsvin i nærheden af Hässleholm. Anklageren havde krævet bøde på 16.500 SEK, men byretten fandt, at forseelsen var så ubetydelig, at anklageskriftet blev forkastet, skriver Kristianstadsbladet.
Retten understregede, at kameraet var placeret i et område, hvor der burde være indhentet tilladelse til at opstille overvågningskamera, da området er offentligt tilgængeligt. Retten fandt dog, at området hvor kameraet var opstillet, var meget lidt besøgt af skovgæster. Den danske jæger havde filmet i området i fire måneder, og understreger at det skyldes en forglemmelse, at han ikke havde indhentet tilladelse forud for sin overvågning.