Et godt indbygget kamera i mobiltelefonen er blevet et meget væsentligt parameter, når der skal vælges ny Smartphone. Men hvilket Smartphone-kamera klarer sig bedst i dansk test …
Af Redaktionen
Et nyt efterår står for døren.
Det betyder, at der i de kommende måneder vil blive skudt billeder i tusindvis … Langt de fleste optages med mobilen og det gør de af den simple årsag, at man stort set altid har sin Smartphone ved hånden.
En anden væsentlig forklaring er, at de fleste mobiltelefoner leverer fremragende billeder og imponerede videooptagelser.
Bedst i test
Ikke mindst den helt nye iPhone 7 har taget verden med storm, når det gælder krævende videooptagelse. I lighed med iPhone 6+ er det nye telefon fra Apple desuden forsynet med stabilisator, som minimerer rystelser under optagelsen.
Men ifølge Digital Foto, et månedsmagasin for fotointeresserede, er Samsung S7 Edge det bedste køb, hvis man alene ser på mobilens kamerafunktion (se dog bemærkning nederst i denne artikel).
Især modtages der ros for evnen til at optage brugbare billeder i svagt lys. En funktion, som ikke mindst jægeren har glæde af.
Ofte nedlægges bukken, hjorten eller ræven etc. i dagens sidste lys og inden man er fremme ved det nedlagte dyr og er klar til at tage sine billeder, kan der være halvmørkt. Og eftersom de fleste foretrækker billeder optaget med naturligs lys, kan den store blændeåbning på hele 1,7 komme fotografen til gavn og sikre naturtro gengivelser af det nedlagte dyr optaget akkurat på det sted, hvor det faldt.
Også i raw
Testholdet bemærker desuden, at Samsungs S7 Edge evner at tage billeder af motiver i bevægelse og at den indbyggede autofokus fungerer godt.
Desuden modtages der plusser for at der optages i formatet raw, hvilket giver flere muligheder under efterhandling af de tunge fotofiler på hele 12 millioner pixel. Video er i forhold til forgængeren fra Samsung opgraderet til 4k.
Den indbyggede hukommelse kan hæves med et microSD kort, hvilket kan være nyttigt under en rejse, hvor man måske har vanskeligt at tømme mobilen for at give plads til nye optagelser.
Digital Foto kalder Samsung S7 Edge ”en sikker vinder, som har alle tidens vigtigste funktioner, inkl 4k-video”.
Hold et øje på fremtiden
Med i testen var desuden Apple iPhone 6s, Google Nexus 5x, HTC10, Huawei P9, LG v10 og Sony Xperia Z5. Alle klarede sig godt i testen, men kun testvinderen fik en karakter over 9, hvilket bladet anvender til ”helt suveræne produkter”.
Prisen er opgjort til 5.849,-
BEMÆRK: Ovenståendende er baseret på dansk test gennemført af fotomagasinet Digital Foto. Andre sammenligninger kan vise andre resultater. Desuden kommer der nye kameraer til, som kan skubbe til resultatet næste gang markedets Smartphones sammenlignes. Det er ikke mindst Apples nye iPhone 7 et eksempel på, eftersom den først kom på gaden efter testen blev gennemført.