Danskerne hører til blandt de mest bekymrede, når det gælder globale tab af biodiversitet. Til gengæld bekymrer danskerne sig ikke voldsomt om tabet af natur der, hvor de bor. Det viser en ny undersøgelse fra EU-Kommissionen …
Af DN
Danskerne føler stærkt for Jordens natur. Det viser en ny undersøgelse fra Eurobarometer i EU-Komissionen. Ifølge den opfatter 92 procent af danskerne det som et seriøst eller ret seriøst problem, at klodens arter uddør.
Det sætter danskerne i EUs top 5 over bekymrede borgere.
Vi er mindre bekymret lokalt
Anderledes ser det ud, når det gælder tabet af biodiversitet uden for ens eget vindue.
Her finder blot 34 procent af de adspurgte, at det er et seriøst eller ret seriøst problem, at arter som eremitbillen eller sommerfugle som hedepletvingen er på listen over truede arter.
Det skal ses i forhold til gennemsnittet i EU, der er på 55 pct.
– Tabet af naturværdier er ligeså alvorligt som klimaforandringerne. Og skal vi stoppe tabet, kræver det som minimum, at man forstår, hvad problemet er, og aktivt vil gøre noget for at stoppe tabet. I Danmark fylder biodiversitet måske ikke så meget fordi, vi ikke har de store kendte dyrearter som for eksempel pandaen eller elefanten. Her er det mere ukendte arter som syvsoveren hasselmusen eller fuglearten brushane, der er i spil. Men det er vigtigt bevare den danske biodiversitet, og det har vi som naturorganisation en stor rolle i at oplyse om, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Tjek naturen
Danmark har noget af EU’s mindste og ringeste natur og hver fjerde undersøgte art i Danmark er truet.
– En mangfoldig natur er vigtigt, fordi mange arter er gensidigt afhængige af hinanden. For eksempel er 3 ud af 29 danske arter af humlebier uddøde, og ni er truede. Humlebierne er vigtige for bestøvningen af planter, som er en vigtig fødekilde for mennesker og dyr. På den måde hænger det hele sammen, og derfor er det altså vigtigt, at vi bevarer en rig natur og en høj biodiversitet. Vi synes ikke, staten er gået foran på dette område. Det gør vi så, fastslår Ella Maria Bisschop-Larsen.
Den del af indsatsen bakker danskerne op om. 91 procent af danskerne mener, at vi har et ansvar for at passe på naturen. For hele EU er det tal 76 procent.
Danmarks Naturfredningsforening har søsat projekt “Biodiversitet Nu”, der skal få danskerne ud i naturen og registrere arter. Målet er at bringe den nære, lokale natur tættere på danskerne og samtidig få biodiversitet ind under huden. Foreløbigt har omkring 12.000 borgere fra hele landet meldt sig til at registrere naturen, hvor de bor.