I år var det Sønderjylland og Bornholm, der kom først med dokumentation af den tidlige og sikre forårsbebuder …
Af Naturstyrelsen
Selvom det kun er 4 grader, gråt og vådt, så begynder anemonerne i den lille statsskov Avnbølsned nord for Sønderborg lige nu at springe ud.
– Den første ser måske lidt forkølet ud, men den står fint i skovbunden og stråler. Mange andre står på spring og lige om lidt står tusindvis og byder foråret velkommen. I forhold til sidste år, så er anemonen 8 dage før fremme i vores område, siger naturvejleder Andreas Hermann, Naturstyrelsen Sønderjylland.
Også “den blå”
På Bornholm har den milde vinter også gjort, at den blå anemone er sprunget ud, her ved Pissebækken på Nordbornholm.
– Når lyset og varmen fra solens stråler for alvor når skovbunden hen i marts, vågner blomsterknopperne, strækker sig og springer ud. I lune år kan det ske først i marts, men som regel skal man hen på måneden, før det sker. Og i de koldeste år sker det først lidt ind i april, siger naturformidler Michael Stoltze, Naturstyrelsen Bornholm.