Henning Kørvel fik fordoblet jagtheldet, da han på samme dag i september 2017 jagede brunsthjort og gemsebuk i de cantabriske bjerge i det nordlige Spanien
Henning Kørvel fik fordoblet jagtheldet, da han på samme dag i september 2017 jagede brunsthjort og gemsebuk i de cantabriske bjerge i det nordlige Spanien. Efter at have nedlagt en smuk kronhjort om morgenen, sluttede han dagen af med at nedlægge en cantabrisk gemsebuk i bronzeklasse om aftenen og følte sig berettiget begunstiget af jagtens gudinde, Diana.
Tekst og foto: Henning Kørvel
I morges skød jeg en 12-ender kronhjort med et riffelkaliber, som jeg hidtil kun havde hørt om sporadisk, men ikke havde haft i hænderne før, og således ikke havde praktiske erfaringer med: 6,5 Hornady Creedmoor.
Jeg skal dog hilse at sige, at det virker. Jeg var derfor også helt tryk ved situationen, da jeg bevæbnet med den franskbyggede customriffel af det nævnte kaliber, der i USA er populært til bl.a. skiveskydning på afstande op til 900 yard, begav mig af sted ved 17.30-tiden sammen med min mangeårige jagtven, Rafael og de to skytter og guider, Pablo og Alfonso for at jage cantabrisk gemse, som er den af de 10 arter gemser med den mindste kropsstørrelse og de korteste horn.
Inden, Juan, min vært og lejer af reviret på 18.000 hektar i de cantabriske bjerge nær byen Bonar (udtales Bonjar) i morges kørte til en forretningsaftale i Madrid, fortalte han mig, at skytterne og han havde ”kigget” tre-fire gode gemsebukke ud og håbede, at jeg kunne få held til at nedlægge en af disse.
Fordi jeg i morges havde afsjælet en smuk ældre hjort, og således allerede havde fået ”ild i krudtet” så havde jeg ikke hverken nerver på eller kløe i pegefingeren. Jeg var sådan set heller ikke indstillet på at skulle skyde gemse på den første outhing efter den cantabriske variant, men foretrak i det mindste i tankerne, at det ville lykkes en af de andre fem dage, som jeg 19. september endnu havde til rådighed, før jeg skulle returnere til Danmark den 24. Det skulle dog komme til at gå helt anderledes. Og godt for det.
Gemsebukken (til venstre) er her foreviget på bjergtoppen cirka 400 meter fra det sted, hvor den blev nedlagt godt to timer senere.
Stedfast gemsebuk
Da vi ad den smalle, ujævne grusvej omsider når op i højderne for at tjekke en af de bjergformationer, hvor der er spottet en god gemsebuk, er vi ikke mere end lige steget ud af Zuzuki firetrækkeren, før vi på bjergformationens tinde foran os spotter fem gemser.
– De er alle bukke, og den gode buk vi har udset som en mulighed for dig, er imellem dem, siger Pablo, mens vi hver især betragter dem med vores respektive håndkikkerter, og for Pablos vedkommende spottingscoop et par hundrede meter fra dem i en vinkel på 75-80 grader.
Bukkene, hvoraf kun den der er udset som potentiale til mig, er stor. De øvrige er yngre og mindre. Nu og da træder bukkene helt ud på kanten af klippen for at se, hvad der rører sig neden under dem, men ellers æder de det meste af tiden af græs og anden planteføde, som de er i stand til at finde i spækkerne i den forrevne bjergformation.
På denne tid af året færdes henholdsvis kønsmodne bukke og geder, kid og unge bukke i rudler hver for sig. Mønstret ligner til forveksling det, vi kender fra stenbuk, hvor kønsmodne bukke også kun er sammen med gederne i brunsttiden, og den øvrige del af året færdes i ungkarlerudler på ofte over et hundrede stykker.
– Gemsebestanden i reviret er på omkring 300 i rudler af forskellig størrelse. Størst er en rudel på over et hundrede geder, kid og unge bukke, mens alle de andre rudler rundt omkring i reviret tæller fra fire-seks og op til 15-20 stykker, fortæller Pablo for snart at kundgøre, at han mener, at vi skal fortsætte til et af de andre steder, hvor han, Alfonso og Juan har spottet en anden stor buk.
– Jeg har nemlig en ide om, at den kan være større end den buk, som vi lige har set. Hvis det skulle vise sig, at den er mindre, så vender vi tilbage til den første buk, som er den eneste af de bukke, vi har set ud, som er nogen lunde stedfast, siger Pablo, før vi sætter os ind i Zuzukien for at køre til en bjergformation ved den kunstige sø fra Francotiden, der er svundet synligt ind på grund af regnmangel i de første ni måneder af 2017.
Fordi søen er svundet ind, kører vi et stykke af vejen på den tørlagte søbred. Opskyllede grene, kvas og stammer fra væltede træer på bredden vidner om søens tidligere volumen. Med Pablo og Alfonso forrest bevæger vi os snart fremad til fods langs bevoksningen af buske og træer, der støder op til den næsten lodrette klippevæg. Derved er vi nemlig i dækning for gemser, der eventuelt befinder sig på søbredden umiddelbart neden for bjergformationen for at esse.
Nået frem til et sving foran en lille forhøjning stopper Pablo og Alfonso brat op for snart at gå baglæns tilbage til Rafael og jeg. Pablo fortæller nu, at de har spottet to gemsebukke, og at den buk, der er udset som et potentielt jagtbytte til mig, kan tænkes at være i selskab med dem, men antagelig endnu befinder sig i buskadset mellem bjergformationen og søbredden. Han vil selv kravle frem for at følge udviklingen med spottingscoop, og byder os tre andre at blive tilbage for at afvente slagets gang.
På vej langs den delvis udtørrede sø for at se efter en gemsebuk, som guidernes forarbejde havde godtgjort, holdt til på den tilstødende bjergformation og ofte essede på søbredden.
Hornstørrelse overvurderet
Da han kravler frem på søbredden med rygsækken på skulderen, er det tydeligt for enhver, at han er en jæger, der ved, hvordan man skal rykke frem uden at blive set. Nået 20-25 meter bort fra os holder han op med at kravle fremefter, lister rygsækken af skulderen og haler sit spottingscoop frem for snart at sætte øjet til. Fra stedet, hvor Alfonso, Rafael og jeg står, spotter vi nu cirka 200 meter ude en gemsebuk, der bevæger sig ud til en busk på søbredden for at æde blade af den og græs nede under busken. Snart støder endnu en buk til, og umiddelbart efter ser vi en tredje buk oven på en dynge tørre grene neden for bjergformationen.
Den buk, der nu støder til de to andre, har længere horn og regelmæssig krog på dem begge. Hviskende enes vi om, at den er pæn og måske den buk, som Pablo forklarede, skulle ses an, før det afgøres, om den eller den første, vi har set, er bedst. Pablo ”nærlæser” bukken med spottingscoopet i lang tid, men der er åbenbart et eller andet i vejen. Han vinker mig i hvert fald ikke frem for at afgive skud, hvilket Rafael, Alfonso og jeg kun kan tolke, som om den største af de nu fire bukke, der esser på søbredden, enten ikke er stor nok, eller måske alligevel ikke er den, der tidligere er spottet her. Anden forklaring synes der ikke at være.
Solen, der har været lidt generende for vores udsyn, forsvinder snart bag en imposant bjergformation i vestlig retning, hvilket gør det lettere for os at se i retning af Pablo og de fire gemsebukke. Efter en times ophold på søbredden kravler Pablo nu baglæns tilbage til os uden at støde gemsebukkene, som esser, og kun en gang imellem ser sig omkring for at sikre sig, at der ikke er fare på færde. Da han når frem, forklarer han, at den største buk på stedet er overvurderet af ham, Alfonso og Juan, og at den første buk, vi har spottet andetsteds, er større.
– Vi skal derfor tilbage for at se, om den stadig er der, hvor vi har set den, siger Pablo, mens vi stiger ind i firetrækkeren for at køre tilbage til bjergformationen, hvor bukken er spottet sammen med fire yngre bukke.
Efter nogen tids kørsel i firtrækkeren, der er af mindste model for at matche de smalle bjergveje, spotter Pablo en gemse på en bjergtop cirka 400 meter fra den bjergformation, hvor vi godt to timer tidligere havde spottet den gemsebuk, som indtil videre var den hidtil største og bedste af dem, vi har set. Vi stiger alle ud af bilen og stiller os bagved en klippeblok, der når os til godt og vel skulderen. Her får vi fast anlæg til håndkikkerten og Pablo til spottingscoopet. Den buk, der er synlig på bjergtoppen, er imidlertid under ørehøjde og således ung og uinteressant. Snart støder yderligere to unge bukke til, og nærmest for, at det ikke skal være lyv, så kommer en fjerde buk nu på banen fra højde side nogle få meter under skyline for at esse i et smalt bælte med græs og buske på bjergskråningen.
Alfonso (til venstre) og Pablo fører an langs søbredden. Opskyllede grene og træstammer vidner om søens størrelse, før den skrumpede ind på grund af mangel på regn.
Angrebet af skab
Det står straks klart, at den sidst ankomne buk er den, der er udset som et potentielt bytte til mig, og uden videre snak lægger Alfonso sin rygsæk op på klippeblokken foran ego som fast anlæg for riflen, som jeg straks bringer i position. Men umiddelbart er bukken delvis dækket af buske og klippeblokke, men da den esser, samtidig med at bevæge sig fremad mod venstre uden viden om vores eksistens, så tror jeg på, at den snart vil komme til at stå frit, så der kan afgives skud til den.
Liggende på den udtørrede søbred ”nærlæser” Pablo gemsebukkene cirka 200 meter borte. Det tog lang tid, før den gode buk kom på banen, men han godtgjorde, at den var mindre end den store buk, der var spottet først. De vendte derfor tilbage for at søge efter denne.
Langsomt, men sikkert bevæger bukken sig skridt for skridt længere og længere til venstre, men dækkes stadig af buske, træer og klippeblokke. Jeg følger med i sigtekikkerten på 12 gange forstørrelse, således at jeg kan se bukken i stor størrelse. Jeg afsikrer riflen, men fordi aftrækket er indstillet til yderst let berøring, for at man kan ramme et mål sikkert på langt hold, så holder jeg umiddelbart pegefingeren uden på aftrækkerbøjlen. Minutterne snegler sig af sted. Pablo, Alfonso og Rafael, der hver især har deres kikkert rettet mod bukken, er ligeså anspændt som jeg, og ingen af os siger et ord. Dertil er situationen for ”skarp”. Jeg mærker, at jeg bliver tør i svælget af spænding og stopper et bolsje, jeg har fået af Rafael, i munden. Han har altid bolsjer eller karameller med på jagt. God ide.
Pablo og Rafael studerer gemsebukke på bjergformationen ved den udtørrede sø, men det viste sig, at de var unge og dermed uinteressante i denne ombæring.
Bukken trækker sig nu langsomt forbi træer, buske og er også snart fri af en klippeblok, og da jeg mener, at forholdene er optimale, giver jeg aftrækkeren det lette tryk, som sender kuglen, en 120 grains Barnes LRX, af sted og ser bukken vælte omkuld for så at rulle 40-50 meter nedad, hvor den bremses af en klippeblok. Først da går det op for mig, at Rafael har stået bagved mig med videokameraet og har fået skudscenen i kassen. Jeg ser på uret: 20.10.
Da alle har ønsket tillykke med bukken, skudt på cirka 200 meters afstand, byder Pablo mig at blive på stedet og dele jagtheldet med ham og Rafael, mens Alfonso går op for at hente bukken ned. Da han vender tilbage med bukken på skulderen, opdager vi under optagelsen af fotos, at den har skab på størrelse med en underkop på den ene side af halsen.
Alfonso kommer her ned fra bjergtoppen med gemsebukken på skulderen. Da det viste sig, at den var angrebet af skab på halsen, vaskede alle efterfølgende hænderne med desinfektionsvæske.
Skab reducerer bukkes alder
Gemser her har haft skab i flere omgange, hvilket også kendes fra alpin gemse. Pablo forklarer, at bestanden faktisk er på vej op efter et angreb af skab for flere år siden, der reducerede bestanden drastisk. Skab er desværre vendt tilbage. Men det pudsige er, fortsætter han, at her aldrig er fundet eller set geder, der har været angrebet af skab, idet sygdommen hidtil kun er konstateret hos bukke. Mange dør af skab. Andre overvinder angrebet, men usædvanligt er det ikke, at nogle bukke igen angribes af skab efter at have været fri for sygdommen i et par år.
Skab i bestanden betyder, at bukke her ikke bliver hverken 10 eller 15 år, men højest fem-seks år. Jeg er dog ikke det mindste skuffet over, at min buk kun er fem år, for på trods af ”kun” at være midaldrende, så er bukken en bronzemedalje. Hornenes længde og omkreds produceres nemlig i det væsentlige op til det femte leveår. Herefter øges hornlængden ganske lidt, ofte kun med én millimeter pr. år. Det samme gælder for omkredsen, som er en vigtig faktor, fordi den ved opmåling skal multipliceres med fire, hvilket for det sværeste horn på min buk alene giver 30 point.
Close-up af gemsebukkens horn, der både har god længde, fuldendt krog på begge horn, pg desuden er kraftige ved basis, hvilket tæller godt med ved den senere opmåling.
I reviret har skab momentvis også angrebet råvildt og kronvildt, og senest er det konstateret, at ulve i reviret er angrebet, hvilket der ses på med megen alvor, fordi regionen, León, som Juans jagtareal er en del af, rummer Spaniens største bestand af ulve på anslået 3.000-4.000. Under mine to tidligere besøg i jagtreviret i 2014 og 2016 blev der da også spottet ulv, og Juan der får én licens pr. år til ulv, skyder også gerne selv den, han får tilladelse til at nedlægge.
Selv om min gemsebuk ”kun” havde skab på den ene side af halsen, så er det tilstrækkeligt til, at capen er uegnet til skuldermontering og skal destrueres sammen med resten af dyret minus hovedet. Bukken var i øvrigt i god foderstand, selv om kropsvolumen er lille, fordi cantabriske gemsebukke højest vejer 22-25 kg. Fordi capen er ubrugelig, bliver hovedet derfor skåret af som til skalmontering. Jeg får så en cape fra den næste gemsebuk, der nedlægges i reviret og ser frem til at modtage det færdigmonterede trofæ og til gensyn med reviret i Bonar i 2018.
Hasta luego!
Flankeret af Rafael (til venstre) og Pablo til højre poserer Henning Kørvel her min sin gemsebuk, der i september endnu bærer den røde sommerdragt. Vinterdragten er mørkere og tykkere.
Fakta om cantabrisk gemse
Cantabrisk gemse (Rupricapra r. parva), på spansk Rebecho, er den af de 10 arter gemse med mindst krop og de korteste horn. Bukke vejer kun 22-25 kg, hvor bukke af andre varianter vejer op til 50 kg. Over skulderen måler alle voksne gemser 70-85 centimeter. Cantabrisk gemse findes kun i de cantabriske bjerge, og er genetisk forskellig fra pyrenæisk gemse (Rupricapra r. pyrenaica), på spansk Sarrio.
Om sommeren lever cantabrisk gemse i lighed med andre arter gemser over trægrænsen. Om vinteren færdes de længere nede i bjergene, og på den tid af året er det normalt, at familiegrupper samler sig i rudler på et hundrede dyr og derover.
Bestanden af cantabrisk gemse estimeres til omkring 20.000 og bestanden af pyrenæisk gemse til godt 25.000. Gemser i Spanien jages i lighed med andet klovbærende vildt i landet minus vildsvin på licens, der for cantabrisk gemses vedkommende udstedes af Junta de Castilia y León.
Medaljekravet til cantabrisk gemsebuk er 85 point til guld, 81,5-84,99 point til sølv og 78-81,49 point til bronzemedalje. For geders vedkommende er medaljekravet 81 point til guld, 77,5-80.99 til sølv og 74-77,49 point til bronzemedalje.
Den aktuelle rekord for cantabrisk gemsebuk er på 93,63 point. Bukken blev nedlagt i Asturias i 1990, og stængerne måler henholdsvis 24 og 23,50 centimeter, og omkredsen af det sværeste horn er 8,80 centimeter.
Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 130)
