Debatten om den private jagt- og ejendomsret er atter blusset op. Læs her hvordan det hele begyndte
Dansk jagthistories måske største værdikamp er startet. Men hvorfor Jægerforbundet gir sig uden kamp, kan der kun gisnes om
Af Netnatur – intern notat skrevet i 2015, men først offentliggjort i d. 28. september 2017. Nedenstående er ikke opdateret men offentiggjort som det i sin tid bleb skrevet.
Danmarks Jægerforbund har med stor begejstring lanceret et begreb kaldet adaptiv vildtforvaltning. Det skete første gang i 2014.
Adaptiv vildtforvaltning er et redskab, der bl.a. kan anvendes, når der skal skrues op og ned på jagttiderne. Noget der bliver brug for, når man f.eks. skal holde bestanden af kortnæbbede gæs på det niveau, som ”man” politisk er blevet enige om.
Adaptiv vildtforvaltning er dog meget mere end dynamiske jagttider. Det kan nemlig få vidtrækkende konsekvenser og er derfor blevet mødt med kritik af både Dansk Land- og Strandjagt og Lands Jagtforeningen.
Som køer på nyt græs
Men hvorfor Danmarks Jægerforbund, som den eneste jagtorganisation, reagerer som kåde kvier på nyt græs, når snakken falder på adaptiv vildtforvaltning, står temmelig uklart.
Måske bunder forbundets begejstring slet ikke i ønsket om mest mulig vildt og jagt til de danske jægere. Måske bunder det i noget helt andet.
Flere ting tyder nemlig på, at adaptiv vildtforvaltning kun er løftestangen for den egentlige strategi. Nemlig ønsket om at oprette et lokalt forankret netværk, hvor forbundet trækker i trådene.
Såfremt dette ønske føres ud i livet, betyder det, at de lokalt forankrede grupper fremover skal tage sig af en række jagtpolitiske spørgsmål.
Men … der skal være nogen, der skal styre grupperne og her ser Danmarks Jægerforbund måske den helt store chance for øget indflydelse og organisatorisk vækst.
Under fanerne af den adaptive vildtforvaltning kan der måske søsættes et mindre korps af lokale og professionelle konsulenter, der direkte eller indirekte kan styre den lokale vildtforvaltning.
Rundkreds-pædagogik
Søjlerne til den nye plan er allerede støbt. De hedder biologisk bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og social bæredygtighed.
Når DJ vælger at bygge jagtens fremtid på en søjle, som de ganske overraskende kalder social bæredygtighed, er det næppe fordi det skal lyde politisk korrekt.
Det kan også være udtryk for, at man tager tilløb en mere social forankret debat om jagt i Danmark.
I de lokale grupper skal der ikke kun sidde repræsentanter for jægerne. Der skal også være deltagere fra landbruget, skovbruget og de øvrige grønne og lysegrønne organisationer. Den adaptive vildtforvaltning har da også en stor stjerne i Friluftsrådet, som er paraplyorganisationen for en række forskellige fritidsinteresser.
Via en slags rundkredspædagogik skal jægerne sammen med andre interessegrupper blive enige om ”Rigets tilstand”, som er udtrykket, der anvendes i forbundets romantiserede fremstilling af den adaptive model i bladet Jægers februar udgave.
Kollektiv tilgang
Står Jægerforbundets erklæringer til troende, er det ikke længere op til den enkelte jæger eller jordbesidder at vurdere “rigets tilstand”. Det tager de kollektive råd sig af.
I nævnte medlems-artikel refereres der til den nordamerikanske vandfuglejagt, da man ikke har europæiske erfaringer at henvise til. Men i USA tilhører vildtet staten. Det er den generelle opfattelse.
Derfor må man spørge om decentralisering af jagten i Danmark, skal føre til, at vildtet ikke længere skal tilhøre den enkelte terrænejer? Skal det implementeres i den almene opfattelse, at vildtet fremover skal tilhøre kollektivet?
Hvis modellen virker i USA, virker den vel også i Danmark, konkluderes det i bladet Jæger, der ikke lægger op til debat om den nye model.
Den adaptive model virker, slås det fast uden argumentation og historisk fortilfælde. En simpel analyse, der vejer for og imod, bliver læserne og dermed medlemmerne heller ikke involveret i.
Jagtfagligt snik, snak
Danmarks Jægerforbund spiller hasard med jagtens fremtid. Hvorfor skal vi gøre det anderledes? Spørgsmålet er rejst, men endnu ikke tilstrækkelig besvaret.
Formanden for Danmarks Jægerforbund er gået i flyverskjul i forhold til den igangværende kritik. I stedet har organisationen sendt sin jagtchef som fortaler for bestyrelsens politik. Og på forbundets hjemmeside prøver jagtchefen efter bedste evne at forklare, hvorfor der absolut ikke er grund til bekymring.
Det hele beror på misforståelser, hævdes det.
Adaptiv vildtforvaltning svarer til, at man undlader at beskyde en flok agerhøns, når det er under 7 i flokken. Eller til at holde igen med jagt på fasanhøner i de år, hvor der er få.
Det må betragtes som essensen af den seneste artikel, der kan læses på sites hjemmeside. Men hvis det er så simpelt, hvorfor tog det da forbundet et helt kalenderår at komme frem til den forklaring?
Røgslør
En udførlig beskrivelse af forbundets ønsker om at decentralise jagtpolitikken undgår man let, men ikke særlig elegant.
I stedet for at orientere både medlemmer og ikke medlemmer om de konkrete planer, bruges ressourcerne på at angribe den eneste redaktion, som p.t. insisterer på at få svar på de mange spørgsmål, som forbundets strategi har rejst.
Den redaktionelle linje rettet mod forbundets kurs betragtes som direkte ondskabsfuld. DJ redaktionens anvendte retorik minder om den man kan opleve i de mest ophidsede debatter på de sociale medier.
Retfærdigvis bør det nævnes, at jagtchefens værste ukvemsord efterfølgende er fjernet fra den allerede publicerede artikel. Ligeledes skal det understreges, at forbundet oplyser, at der med tiden vil blive produceret flere artikler om den adaptive vildtforvaltning.
Det har de danske jægere ventet på i godt et år og det forekommer betænkeligt at informationerne er så sparsommelige.
Derfor virker det til, at den egentlige strategi endnu skal sløres til i røg og nærmest barnlig snik snak om beskydning af agerhøns og fasanhøner i undertal.
Jægernes barnetro
I mange år har danske jægere med oprejst pande høstet af naturens overskud. Det vildt, der blev nedlagt, døde alligevel. Jagt var kompenserende for andre dødsårsager, hed det sig.
Dette er en krumtap i al jagtargumentation. Det er vel nærmest jægernes barnetro.
Dermed ikke sagt, at troen holder til en kritisk analyse i samtlige tilfælde fra kronvildt til dobbeltbekkasin. Naturligvis griber jagt ind i den balance eller ubalance der hersker i det vi kalder naturen. Men overordnet set har jægerne tilstræbt, at der ikke skydes mere end hvad bestandene kan holde til.
Derfor vil det være naturligt, at Danmarks Jægerforbund starter den savnede debat med at melde klart ud.
Hvor er det de danske jægere fejler? Hvor trykker skoen så meget, at den strategi, som har båret jægeren gennem de sidste årtier, nu skal skiftes ud?
Indtil da står det uimodsagt, at den danske jagtadministration virker. Og eftersom et gammelt mund held hævder, at man ikke skal fikse det der virker, bliver DJ’s hensigt med adaptiv vildtforvaltning endnu mere tåget.
Derfor må man undre sig over hvorfor Danmarks Jægerforbund helt uden forbehold er villig til at kaste den eksisterende model over styr – helt eller delvist.
Måske skyldes den manglende forklaring, at der ganske enkelt ikke er nogen overbevisende biologisk begrundet forklaring.
Den nye sokkel
Ligger forklaringen i de midler, der de seneste år er tilgået Danmarks Jægerforbund fra fonde og offentlige kasser.
Udover de tilskud som Jægerforbundet modtager til den almindelige drift modtager forbundet nu flere millioner kroner i offentlige tilskud til DJ’s såkaldte markvildtlag.
Har Danmarks Jægerforbund her øjnet et helt nyt ”forretningsområde” og har det skabt en våd drøm om, at der kan oprettes endnu flere ”konsulent stillinger” betalt af staten.
For det bliver næppe Danmarks Jægerforbund, der af egen lomme skal betale for de mange nye jobs, som måske skal oprettes, hvis den adaptive model skal føres ud i livet.
Er det her man skal lede efter DJ’s egentlige argument for at oprette de lokale netværk? Er det her man skal finde svaret på, at man vender det blinde øje til den risiko der opstår, når man slår de lokale døre op til en generel debat om jagt og vildtadministration?
DJ har allerede oprettet en grafisk søjle til at bære den del af strategien. Uanset hvad der ligger til grund for denne beslutning, kan man næppe forestille sig, at statskassen åbnes såfremt det kun er helt snævre jagtinteresser som bliver repræsenteret i rådene.
Fra interesse- til profitstyret
Hvis DJ kører denne plan igennem har forbundet uden væsentlig modstand og sværdslag bevæget fra medlemsstyret interesseorganisation til profitstyret konsulentbureau.
Hvis væsentlige beslutninger flyttes fra Vildtforvaltningsrådet til lokale brugergrupper udløser det nemlig en stor administrativ proces.
Når først man i de lokale enheder er blevet enige den rigets tilstand, skal man sikre sig, at de tiltag der sættes i gang også virker.
Derfor skal der tælles agerhøns, laves rapporter, holdes møder og tegnes nye søjler og grafer. Om dette fører til bedre tilstande for vildtet – eller udelukkende bliver et administrativt paradis for de involverede, kan kun fremtiden vise.
Tandpasta tilbage i tuben
Langt de fleste jægere er uvidende om de spørgsmål, der her bliver berørt. Derfor kan det frygtes, at jægerne først opdager debatten, når tandpastaen så at sige er klemt ud af tuben. Altså på et tidspunkt, hvor det bliver umuligt at rulle tiden tilbage til den model, vi kender i dag.
Nogle medlemmer vil blive sure og måske forlade forbundet. Andre vil juble, da de nu øjner en længe ventet mulighed for indflydelse på jagt-naboens gøren og laden.
Den private ejendomsret bliver dog den adaptive vildtforvaltnings helt store udfordring.
Jagtretten er uløseligt forbundet til ejendomsretten og derfor kan man næppe tvinge jægerne til at underlægge sig de kollektive beslutninger.
Spørgsmålet er om det er samme tanke, der ligger bag DJ’s strategi for regulering af vildt i kommunalt regi.
DJ har nemlig iværksat et såkaldt reguleringskursus, som er en slags kursus, der kan forføre kommunale politikere.
Den kommunale administration kan nemlig få den opfattelse, at det er bedst at overlade reguleringens-jagt til DJ. Sker der et jagtligt uheld er det godt at være dækket ind, når pressen stiller kritiske spørgsmål.
Da lyder det trods alt bedre, at reguleringen blev gennemført at et uddannet reguleringskorps i stedet for af mere simple jægere, som kun havde et jagttegn.
Kun jægere, som er medlem af Danmarks Jægerforbund, kan deltage på de udbudte reguleringskurser. Og selv om Jægerforbundet hævder, at dette ikke er hensigten at sætte nogen uden for døren, kan strategien alligevel få den konsekvens at DJ spinder et finmasket net omkring de kommunale regulerings-arealer. Ikke medlemmerne bliver hængende i nettet og kommer aldrig frem.
Gynger og karruseller
Men den aggressive strategi har også en pris. Den deles næppe ubetinget af forbundets knap 80.000 medlemmer. Med tiden vil de få mere indsigt i DJ’s ønsker og dermed også kræve svar på de kritiske spørgsmål.
Nogle vi i protest forlade forbundet, som det skete da forbundet ligeledes som konsekvens af manglende information i medlemsbladet Jæger besluttede sig for at bygge Jagtens Hus på Kalø.
Den fejl begår forbundet næppe igen. Derfor må tavsheden være velovervejet.
Derfor må det formodes, at forbundet denne gang har vejet for og imod, når ønsket om decentralisering har været vendt i forbundets øverste ledelse.
En simpel gynge- og karruselvurdering må have været i spil, når planerne har været debatteret.
Karrusellerne er medlemmer. Gyngerne de offentlige tilskud, der følger med i kølvandet på den store decentraliseringsproces.
Og det man taber på karrusellerne, vindes på gyngerne.
Alternativ indtægt
I en tid med svigtende medlemstilgang, kan man ikke fortænke Jægerforbundet og andre NGO’er i at søge efter alternative indtægtsmuligheder.
Og hvis organisationen vurderer, at fremtiden ligger i offentlige tilskud, er det naturligvis organisation frit at vælge den kurs.
Hvor sikker denne kurs er i et farvand styret af politiske vinde, kan man dog diskutere. For få år siden lukkede Naturstyrelsen ned for tilskudsordningen, da Jægerforbundssagen afslørede en meget lemfældig anvendelse af både medlemmerne og statens midler.
Det har DJ naturligvis taget ved lære af, men eksemplet viser, at offentlige tilskud ikke er så godt som penge i banken.
Desuden må jægerne i lighed med det øvrige samfund spørge sig selv om:” Hvad koster det at indføre adaptiv vildtforvaltning i Danmark?”
Og dernæst kan ressourcerne anvendes bedre eller mere effektiv på andre tiltag til glæde for vildtet og jægerne og øvrige naturbrugere.
Forenings-egoisme
Med mindre Danmarks Jægerforbund allerede har givet politisk håndslag på indførelsen af den adaptive vildtforvaltning i Danmark bør organisationen tage en alvorlig intern debat om den såkaldte jagtsag.
Og en god åbningsreplik til den diskussion kunne være at spørgsmålet om hvorvidt Danmarks Jægerforbund er i stand til at skelne mellem det egennyttige og det natur- og samfundsnyttige.
Eller sagt med andre ord kan Jægerforbundet skelne mellem jagtsagen og det det er ”er sagen” for Danmarks Jægerforbund.
Før de slå hinanden ihjel
I en åben og ærlig debat om fortolkning af jagtsagen bør Danmarks Jægerforbund spørge sig om de stadig vil tilslutte sig adaptive vildtforvaltning uden forbehold såfremt modellen ikke udløste tilskudskroner i millionklassen.
For uanset hvad man mener om adaptiv vildtforvaltning handler den meget mere om mennesker end den handler om biologi.
Inden den adaptive vildtforvaltning overhovedet kan anvendes kræves der enighed blandt de involverede. Og skulle man være i tvivl om hvor svært det kan være, kan man jo passende rette blikket mod Naturstyrelsen, som vel skal være hovedsponser for DJ’s eventulle konsulent-team.
I Naturstyrelsen diskuterer forstfolk og biologer så det fløjter. Faktisk så højlydt, at man på Altinget.dk kan læse direktør Hanne Kristensen med slet skjult glimt og ironi mellem linjerne udtale følgende:
”Hvorfor slås de, når de grundlæggende vil det samme? Mon de når at slå hinanden ihjel, inden der kommer en voksen?
Men hvis man ser mod den jagtadministration, som staten er ansvarlig for, ses der nogle tendenser, der måske vil blive taget i anvendelse.
Noget tyder nemlig på, at man fremover skal gøre sig fortjent til at gå på jagt.
Står miljøministerens udsagn til troende, skal man nemlig gøre sig fortjent til at jage i de skove, som de danske skatteydere selv betaler til hvert eneste år.
Jagten i statsskovene skal være mere let tilgængelige. Det er den siddende miljøministers store ønske, kunne man læse kort tid før jul.
Men man kan med en vis ret spørge, hvor dybtfølt dette ønske egentlig er.
Invitationsjagterne i statsskovene skal nemlig tilgå dem, der har problemer med de store vildtbestande. Det vil sige de omkringliggende jordbesiddere. De modtager halvdelen af invitationerne.
Den øvrige halvdel går til medlemmer af lokale jagtforeninger.
Det lokale monopol
Eftersom Danmarks Jægerfund har nærmest monopol på lokale jagtforeninger i Danmark rejser det naturligvis relevante spørgsmål om dansk foreningsfrihed.
Alle vil hævde det hører fortiden til … Med mindre man er jæger og vil gå på jagt på offentlige arealer. Da skal man være medlem af en lokal jagtforening. Og dermed også medlem af en jagtorganisation med en politisk agenda, som kun støttes af godt og vel 30 procent af den danske jægerstand.
Men hvordan man agter at fordele goderne mellem jægerne i ” det gode og det dårlige selvskab, kan der kun gisnes om.
Jægerforbundets vedtægter tillader ikke optagelse af lokale medlemmer, der blot ønsker at deltage i den lokale jagtforenings aktiviteter.
Tværtimod. Vedtægterne anvendes til at banke de foreninger på plads, der forsøger at iværksætte tiltag, der kan komme alle lokale jægere til gavn. Også dem der ikke betaler til DJ øverste administration og ledelse.
Derfor ser det ud til, at miljøministeriet bevist eller ubevist risikere at genindføre foreningstvang i Danmark.
