Antallet af jagttensløsere falder og det er der ifølge indehaver af Jagttegn.net to væsentlige forklaringer på
Af Redaktionen
I flere år er det kun gået en vej med antallet af jagttegnsløsere i Danmark og det er opad.
Men ifølge netop udsendt information fra DCE, ser det ud til, at denne kurve nu er ved at knække.
I forhold til sæsonen 2014/2015 var der i forrige sæson 1663 færre, der indløste jagttegn.

Men hvorfor knækker kurven?
Er frafaldet blandt de eksisterende jægere stigende, er der færre, der melder sig til jagtprøven. Eller er forklaringen, at der er færre, der består … eller er det den nyindførte haglprøve, som aspiranterne skal bestå – efter de har bestået jagtprøven, – der nu slår negativt igennem på det samlede antal jægere?
Ifølge Netnatur.dks oplysningerne er der ikke tvivl om, at årsagen til det faldende antal jægere skal findes i tilgangen snarre i afgangen.
Men hvorfor udklækkes der færre nye jægere?
Vi har kontaktet Danmarks største jagttegnsunderviser Jagttegn.net og ifølge stifter og indehaver Klaus Hartmann, er det ikke nemt at pege på en enkelt årsag til faldet. Dog peger han på to meget nærliggende forklaringer.
– Det er blevet vanskeligere, ikke kun på grund af haglprøven, men det teoretiske pensum er klart blevet vanskeligere tilgængeligt, lyder det fra Klaus Hartmann, der dog ikke har oplevet færre elever i hans virksomhed.
– Vi har haft en pæn vækst i år og sidste år, men når det er sagt, ved vi godt, at der mange steder er en lavere tilgang til undervisningen, lyder det fra Klaus Hartmann som fortsætter:
– Hvis underviseren ikke finder ”den røde tråd”, hvad mange ikke gør, så stiger dumpeprocenten ofte drastisk, hævder Hartmann, der mener, at formidling og ikke mindst forenkling af pensummet er afgørende, hvis man skal hjælpe kursisterne igennem prøverne.
Ifølge Hartmann er det ikke alle underviser, der endnu er gearet til de nye jagtprøver og det mener han kan føre til, at der visse steder opleves et fald i antal af nye jægere sammenlignet med de foregående år.
– Høje dumpeprocenter rygtes jo og derfor er der mange, der tænker sig om to gange inden de melder sig til et jagttegnskursus. Der skal jo gøres en indsats uanset om man går hele vinteren eller deltager på et fire, fem dages kursus.

– Jagttegn.net holder stadig vores meget høje beståelse, men vi har den fordel, at vi kan tilbyde E-Learning kombineret med et helt opdateret E-Trainings program, hvor eleverne bliver ført igennem det, som de skal kunne, lyder det fra Hartmann, der understreger, at de to systemer, som han har udviklet, gør undervisningen langt mere målrettet end hvis undervisningen alene tager udgangspunkt i bøgerne.
Beståelse af jagtprøven er dog kun et skridt på vejen til et liv som jæger. Efterfølgende skal man bestå en prøve som giver adgang til at skyde med hhv. hagl, riffel eller bue. Selv om man kun ønsker at drive jagt med riffel eller bue, skal man igennem haglprøven, hvor man skal bevise, at man kan ramme et antal lerduer.
– Det er klart, at der er mange, som får et chok over, at de oven i jagttegnet også skal bestå en haglprøve. Når de så finder ud af, at det ikke bare er er noget man gør, mister en del modet, forklarer Klaus Hartmann, som dermed peger direkte på haglprøverne som næste væsentlige forklaring på hvorfor færre elever bliver registeret som jagttegnsløsere.
Rygtet om de høje dumpeprocenter hos nogle undervisere kan i kombination med de nye haglprøver være den væsentligste forklaring på at antallet af jægere er faldende.
Netnatur.dk: Er det blevet for vanskeligt at bestå jagtprøven og den efterfølgende skydeprøve?
– Ja, der er det nok, lyder det fra Klaus Hartmann, som tilføjer:
– Det, der bekymrer mig, er, at de mennesker der har det svært med læsning, er vi ved at tabe, – ja der findes forskellige oplæsnings-programmer, men dels er pensum alt for bredt og dels er det ofte et problem for bl.a. ordblinde, at forstå det der står.
– Haglprøven er naturligvis et ekstra element, men hos Jagttegn.net er vi fortsat positive for, at eleverne nu skal bevise, at de kan ramme, lyder det fra Hartmann, der igen peger på underviserne, som den egentlige flaskehals i forhold til hvor mange elever, der kommer igennem prøverne og dermed kommer til at gå på jagt.
– Lærer eleverne de rette skydeteknikker fra starten, er det ikke vanskeligere end at de fleste hurtigt kan arbejde sig op på den træfprocent, der kræves for at bestå haglprøven, lyder det afslutningsvis fra Klaus Hartmann.
