Før jul blev Dansk Land- og Strandjagt (DLS) gennem Netnatur bekendt med “den norske solomodel”, der giver jægere, som ikke er organiserede i et elglag eller har tilknytning til en forening, adgang til at købe dagkort på statens arealer …
PRESSEMEDDELELSE
Dette med henblik på afskydning af dyr, så den fastsatte kvote bliver udnyttet fuldt ud. Miljøministeren Kirsten Broesbøll var hurtigt ude med en “julegave” til danske jægere, men hvad ligger der egentlig i det?
Antallet af jagter for nyjægere fordobles, og det er fint at alle nyjægere får mulighed for at prøve deres måske første jagt under den særdeles grundige parole og kyndige vejledning, som jagter i statskoven byder på.
Hvad er så tilbage? I dag er jægerforamedlemmer, samarbejdspartnere og medlemmer af lokale jagtforeninger indbudt til jagterne. Alle fordi de lægger et antal timer i samarbejdet med distriktet eller på anden måde har medvirket, bidraget eller haft ulejlighed i berøringen med distriktet. Hvad er ministerens udspil for denne gruppe?
“Halvdelen af pladserne på invitationsjagterne tilbydes lokale jagtforeninger, som skal sikre, at deltagelsen går på skift mellem medlemmerne. Den anden halvdel tilbydes naboer og lodsejere, der hjælper med naturpleje eller generes af vildtet i dagligdagen samt frivillige jægere, der har gjort en særlig indsats for naturen eller vildtet i årets løb.” – og – “det er ikke de samme, der skal inviteres år efter år”.
LÆS OGSÅ: Hvad gemmer sig i miljøministerens julepakke
Personkredsen er den samme, blot kan jægerforamedlemmer ikke mere inviteres, idet de hvert år (på Fyn) modtager en invitation til 1 jagt, dels for at gøre sig bekendt med distriktets arealer, så de kan tale ud fra erfaring på jægerfora møderne, men også som en tak for indsatsen.
Før jul støttede DLS op om den norske model til opfyldning af kvoten på kronvildt. Når der bliver meldt ud, at afskydningen af kronvildt skal hæves med en trediedel, melder muligheden sig jo for at en dagkortmodel kan komme på tale. Med henvisning til udtalelse af Ivar Høst fra NST i Himmerland, vil vi i DLS stadig fastholde, at dagkortsalg til private er en god ide, og at det vil opfylde miljøministerens krav om en bredere kreds af jægere i statsskovene.
“Hvis ikke vi bringer antallet af krondyr ned med en øget jagt, så vil bestanden af krondyr fortsætte med at vokse. Det kan gå hårdt ud over landbruget, hvor man i nogle områder får raseret majs- ærte- og kløvermarker af de mange krondyr”, fortæller vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen i Himmerland. Men modellen vil også kunne bruges andre steder.
På et jægerforamøde på Fyn fik vi at vide, at hagljagterne på Nordlangeland ikke leverede det ønskede antal stykker råvildt. I lignende tilfælde vil der være en mulighed for at bruge den norske model. I dag er skoven opdelt i to og udlejet til konsortier.
I DLS ser vi helst jagtformen gennemført som enkeltmands-riffeljagt og afskydning af det dyr, man har købt dagkort til, hvad enten det er krondyr, dådyr eller råvildt. Alt nedlagt vildt skal rapporteres, og det skal kunne dokumenteres, at bestemmelserne i dagkortet med hensyn til køns- eller aldersbestemte restriktioner er overholdt.
Haldor Sørensen/Finn Madsen, Dansk Land- og Strandjagt






