Massiv udsætning af fasaner truer den oprindelige fauna, når de ikke hjemmehørende hønsefugle går løs på krybdyr og padder og sjældne fugleæg. Det hævder DN i en medlemsartikel, hvor fasanen nu tituleres som “Dræberkokken” …
Af Michael Sand
“Vi mener generelt, at udsætning af fasaner til jagtformål bør fases helt ud”
Dette budskab fremhæves som DN’s officielle holdning i en medlemsartikel fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), hvor der stilles skarpt på fasanen, som deler vandene blandt danske naturbrugere.
Mange betragter den oprindeligt importerede fasan som en berigelse af den danske natur, hvorimod de mere fundamentalistiske naturbetragtere anser fasanen som en invasiv art, der ikke hører hjemme i Danmark.
Tålt ophold
Fakta er nemlig, at fasanen stadig lever på en slags tålt ophold, selv om de første fasaner kom til landet i 1562. I hvert fald hvis det står til DN og andre, der værner om den såkaldte oprindelige danske natur, selv om det kan diskuteres, hvor meget såkaldt oprindeligt der er tilbage i et opdyrket landskab domineret af udenlandske træarter, buske og afgrøder ikke mindst.
Det kommer næppe som den helt store overraskelse, at DN forholder sig skeptisk til udsætning af fasaner, men at fasanen nu tituleres som “dræberkokken” og “dræberhønen” i DN’s medlemsblad Natur og miljø er en dramatisering, der nok vil give genlyd i de danske jagtmiljøer, da fasanen uden sidestykke er den mest betydningsfulde vildtart.
Ud fra en natur-fundamentalistisk betragtning er fasanen nemlig i kategori med den såkaldte dræbersnegl, mårhund og bjørneklo etc. Altså såkaldte invasive arter, som bliver bekæmpet med stort set alle midler, da de menes at udgøre en trussel mod det, der anses som værende ægte dansk natur.
Årsagen til at fasanen bliver slået i hartkorn med den iberiske skovsnegl, der gør livet surt for danske haveejere, skyldes at fasanen ifølge DN’s biologer har stor appetit på biller, padder og krybdyr.
Massakren på Æbleø
Som eksempel på fasanens skadelige påvirkning inddrages massakren på Æbleø, hvor bestanden af strandtudser og grønbroget tudse mere eller mindre blev udraderet, da der helt frem til 80’erne blev udsat op til 20.000 fasaner årligt på den kun 200 ha store ø. Det svarer til 100 fasaner pr. hektar.
I dag er det kun lovligt at udsætte 7 fasaner pr. hektar, hvis udsætningen følges op med en udførlig biotopplan, der også skal komme den øvrige flora og fauna til gavn.
Alligevel er udsætningen ifølge DN stadig så “massiv”, at den kan udgøre en trussel mod den oprindelige fauna. Som eksempel nævnes en sag mod et sjællandsk gods, hvor udsætningen af fasaner truer en lokal bestand af markfirben. Også fasaner, der har specialiseret sig i at spise æg fra sjældne terner på fugleøen Hirseholmene, drages ind i artiklen, hvor også Dansk Ornitologisk Forening (DOF) bidrager med ved til bålet. Også DOF udtrykker nemlig modstand mod udsætning af fasaner til jagtformål.
DOF’s biolog Knud Flensted understreger dog, at foreningen ikke går ind for udryddelse af de såkaldte vilde fasaner i Danmark, som menes at tælle en forårsbestand på mellem 100.000 og 200.000 æglæggende høner.
Men ifølge DOF skal fasanen ikke tilgodeses i naturforvaltningen og vildtplejen.
Hvordan DN generelt forholder sig vilde fasaner i den danske natur står ikke helt klart, men i artiklen hævder DN’s biolog Bo Håkansson, at DN ikke er modstander af jagt. Men til gengæld understreger han, at “nedskydning af tamme fasaner overskygger, hvad rigtig og bæredygtig jagt går ud på, nemlig at høste af naturens overskud.”
Jægere, som driver jagt på udsatte fasaner, kommer ikke til orde i artiklen og hverken Danmarks Jægerforbund, Landsjagtforeningen, Dansk Land- og Strandjagt eller Jagtforbundet af 2014 er citeret i DN’s artikel.