DN har indgivet klage til DR´s seer- og lytterredaktør over udsendelsen “Hele Svineriet” om dansk svineproduktion, som DR2 viste lørdag …
Af Redaktionen
Udsendelsen var produceret af et tv-selskab, som i forvejen har leveret over 50 programmer om dansk landbrug – bestilt og betalt af landbruget selv – og udsendelsen gav et stærkt fordrejet billede af dansk landbrug. – Det lignede en times ren reklame-tv for landbrugsindustrien, påpeger direktør i DN, Susanne Herfelt.
Udsendelsen er tilrettelagt af freelancejournalist Erik Rasmussen, som er medejer af kommunikationsbureauet Anzats, og produceret af produktionsselskabet Complot. Både Complot og Erik Rasmussen er faste leverandører af tv-programmer om landbrug og fødevareproduktion til tv-stationen LandTV, som finansieres af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.
DR2 har altså valgt at købe en tv-udsendelse om svineindustrien produceret af et tv-selskab, som til daglig leverer tv-programmer til svineproducenternes egen TV-kanal finansieret af svineproducenternes egen interesseorganisation, og dette afhængighedsforhold skinnede desværre igennem mange steder i løbet af programmet, der som helhed må siges at være tendentiøst og manipulerende ved kun at fortælle landbrugets version af sagen.
– Det lignede en times ren reklamefjernsyn for den danske landbrugsindustri, og det er meget problematisk, at DR lægger sendetid til den slags. Som den store public-service kanal DR er, er de jo med til at blåstemple programmets indhold, og når de tilmed kalder det dokumentar, så tror seerne jo, at de får en grundig og journalistisk bearbejdet version af, hvad dansk landbrug foretager sig. fortsætter Susanne Herfelt.
Programmet var også tendentiøst og manipulerende ved hele vejen igennem at fremhæve alle fordelene ved svineproduktion, de lækre pølser, den store eksport, den høje fødevaresikkerhed, landmændenes store arbejde med dyrevelfærd i produktionsstaldene og så videre, mens problemerne med miljø og dyrevelfærd enten ikke nævnes eller kun berøres overfladisk.
Et par eksempler:
Miljøregler nævnes flere gange gennem udsendelsen. Men det eneste seerne får at vide er at
– miljøreglerne er skyld i at ti millioner smågrise må sendes til opfedning i Tyskland og at det koster arbejdsplaser svarende til to hele slagterier.
– miljøreglerne er skyld i at danske landmænd ikke kan “gøde kornet optimalt” og derfor “er presset” til at importere soja.
– Skjern Å og ådalen “i generationer har været et stridspunkt mellem landbrugs- og naturinterresser” og er “et bevis på, at svineproduktionen også har påvirket landskabet.” Men at nu “slynger åen sig igen til glæde for blandt andet laksefiskere”.
Ingen af disse steder i programmet omtales det, hvorfor det er nødvendigt i Danmark at have miljøregler som begrænser landmændenes brug af kvælstof, at svinegyllen på markerne belaster vandmiljøet i åer, søer og fjorde og tager livet af fisk og vanddyr.
Seerne hører heller ikke noget om de store mængder af sprøjtegift, som danske landmænd bruger for at optimere deres kornhøst til svinefoder, og som er skyld i at hundredvis af drikkevandsboringer forurenes og må lukkes, og at insekter og bier ikke kan overleve, hvilket er skyld i at mange fuglearter forsvinder.