Af DN
Det er nu med sikkerhed konstateret, at et dødfundet dyr er et eksemplar af Europæisk Sjakal. Sjakalen fra Jylland er et hundedyr – lidt større end ræv, men mindre end en golden retriever. Sjakalen spiser små til mellemstore dyr som harer og små rådyr og fugleæg, insekter og frugt. Den er ikke farlig for mennesker. Den hører normalt til i Sydøsteuropa og er udbredt i Grækenland og Serbien. Nu er den altså fundet ved Karup i Jylland og intet tyder på, at der er tale om en udsat eller undsluppet sjakal:
Vildt spændende
– Det er altid vildt spændende og ganske sjældent at få nye arter af pattedyr i den danske natur. Vi har dog senest oplevet at få både mårhund og ulv. Mårhunden er vi ikke glade for, mens ulven, der er en hjemmehørende art, skal beskyttes. Nu skal vi have drøftet, hvordan vi griber det an, hvis der er flere, eller hvis der kommer flere sjakaler, siger Ella Maria Bisschop-Larsen. Drøftelserne vil ske i regi af Vildtforvaltningsrådet.
Foreningen opfordrer til, at man lader eventuelle dyr være i fred og nøjes med at indrapportere sine observationer til Naturstyrelsen. Sjakalen er ikke i dag en beskyttet art og har – så vidt vides – ikke tidligere levet i Danmark. Om den er naturligt indvandrende, blandt andet som følge af ændringerne i naturen og klimaforandringer, skal afklares. En dyrlæge har undersøgt det trafikdræbte dyr grundigt og kunne fastslå, at det drejer sig om et voksent handyr uden testikler, som ikke var chippet, skriver JÆGER på sin hjemmeside.
Flere sjakaler sydfra
DN vurderer dog, at det sandsynligvis er de samme naturlige ledelinjer, som har ledt ulvene til nordpå, der har fået sjakalen til Danmark. Der er – groft sagt – en nordvestlig gående grøn korridor af skove og naturområder, der går fra Sachsen NV mod Danmark. På den vis er der opstået en “natur-motorvej” til Danmark.
DN har talt med tyske kollegaer og der er flere observationer om sjakaler syd for grænsen. Foreningen foreslår indtil videre, at man blot holder øje med, om der er eller kommer flere dyr. Er der ingen problemer, er der intet akut behov for forvaltningsmæssige tiltag.