Danmarks Radio vil i programserie møde danskere med kontroversielle holdninger, men nægtes adgang til at filme i stærkt omdiskuteret forsøgsprojekt, som fungerer som reference for nye naturnationalparker
Rewilding og DR-program om holdninger
Af Redaktionen: Anvendte foto er IKKE optaget på Mols
Den kendte TV-vært fra Danmarks Radio (DR) Signe Molde har besøgt Molslaboratoriet, som siden 2016 har arbejdet forsøgsvis med principperne i Rewilding …
Udsendelsen er en del af serien “Signe Molde på udebane”, hvor den populære programvært “med humor og nysgerrighed møder danskere med kontroversielle holdninger”.
Formålet med den aktuelle udsendelse fra Djursland er at komme tættere på personer, som har lagt sig i selen for at rette fokus på dyreetikken i naturprojektet, som holder de firbenede naturplejere bag hegn.
Men præmissen for udsendelsen bliver allerede i begyndelsen af indslaget stækket.
Af sikkerhedsmæssige årsager ønskede Mols Laboratoriet ikke at optræde i en udsendelse, hvor der også deltager dyreaktiviser.
I en skrivelse sendt til programværten begrundes det bl.a. med, at de ansatte i projektet har været udsat for chikane og dødstrusler som konsekvens af deres arbejde.
Dermed bliver udsendelsen ikke helt den humoristiske og nysgerrige duel på holdninger, som programmet havde lagt op til … Dyreaktivisternes synspunkter kommer til at stå alene – dog udfordret af Signe Molde, der også via telefon trækker andre kilder ind i programmet undervejs i udsendelsen.
Hvorvidt aktivisteernes kritiske holdning til dyrevelfærden er fagligt begrundede eller “kontroversielle” står dog efter udsendelsen stadig ret ubesvaret.
Tilsyneladende holder det strømførende hegn omkring Mols Laboratoriet ikke kun dyrene inde. Det holder åbenbart også DR-journalister ude.
DR kan nemlig ikke få tilladelse til at filme projektet. (med den deltagende dyreaktivist)
Derfor må seerne nøjes med at kigge over hegnet og ind i det område, som vil fungere som reference for et større netværk af nye naturnationalparker etableret på tilsvarende principper om Rewilding.
Udsendelsen ses i linket herunder … (Læs kort om Molslaboratoriet under foto)
Molslaboratoriet fungerer som Naturhistorisk Museums feltlaboratorie i Nationalpark Mols Bjerge og på Molslaboratoriet hjemmeside kan man læse, at der i det tilknyttede Rewilding-projektet lever heste og kvæg i en hegning på 120 hektar … og at de fritlevende dyr bag hegnet tilses hver dag.
Man kan også læse at etableringen af Rewilding Mols blev er støttet med 1,2 millioner kroner af Den Danske Naturfond.
“Projektet modtager ingen offentlig støtte og finansieres af den ordinære drift, brugerbetaling og frivillige bidrag.”
Det danske rewilding projekt følges af forskere fra ind- og udland, og i følge projektets hjemmeside ser “rewildingprojektet ser indtil videre ud til at have medført en meget stor rigdom af blomster og bestøvende insekter, ligesom der opstår en stor variation i bevoksningen.”
Det oplyses desuden, at der er offentlig adgang overalt på arealerne, og der afholdes mange guidede ture.
Hjemmesiden påpeger at heste og kvæg lever vildt og er ganske sky og aldrig opsøgende. Det er strengt forbudt at fodre, og man skal altid holde god afstand til dyrene.