DR´s seer- og lytterredaktør er enig med DN, Dyrenes Beskyttelse og flere andre, som mener at DR2 udsendelsen “Hele Svineriet” var uheldig …
Programmet tegnede et alt for ukritisk billede af den danske svineproduktion. Den tætte forbindelse mellem produktionsselskabet og landbrugets interesseorganisation er “så tæt, at det er et væsentligt problem, ” skriver han.
DRs seer- og lytterredaktør Jacob Mollerup, som er ansat af DRs´bestyrelse til at varetage DR-brugernes interesser, reagerede hurtigt på kritikken og har offentliggjort en kritisk kommentar om “Hele Svineriet” på DR´s hjemmeside. Han kalder forløbet om udsendelsen ærgerligt, og skriver blandt andet:
“Problemet ligger i, at DR2 bringer dette indkøbte program uden at give seerne en ordentlig forklaring på, hvad der foregår. Det er ikke altid lige let at gennemskue forbindelser og afhængighedsforhold i en lille dansk mediebranche, hvor alle kender alle. Men i dette tilfælde er forbindelsen så tæt, at den er et væsentligt problem.”
DR droppede også genudsendelsen af programmet og har nu fjernet det fra sin hjemmeside, hvor det ellers skulle have ligget i en måned.






