Af Redaktionen
Jagt handler om drømme. Om evnen til at forestille sig. Forventningens glæde fylder meget i et jagtliv. Skuddet og drabet uendelig lidt.
Og alt imens der tælles ned til den nye sæson, bliver forestillingerne mere og mere nærværende. De ligefrem kravler ud af væggene og presser sig på.
Billeder af smukke bukke i morgendis og gamle returbukke i sommeregn hjemsøger voksne mænd og kvinder. Ikke kun mens de sover. Også i de lyse timer glider tankerne i stigende grad på langfart.
Hænger den ulige seksender stadig rundt i kanten af nyplantningerne? Og hvad med bukken, der jagede rundt med den underskønne smalrå i sensommeren? Er den mon stadig i live?
Jagtstigen ved pilemarken er nok det bedste sted at sidde den første morgen. Hvis vinden er i vest vel at mærke. Er vinden i øst, er det nok bedre at satse på kløvermarken i mosen. Men for at komme der til, skal grantykningen krydses. Og der står der næsten altid dyr. Hvad gør man så? Planlægningen starter forfra. Tankemylderet vil ingen ende tage.
Det er ikke så simpelt, som det kan forekomme at sætte sig i et tårn og skyde en intetanende råbuk. Inden jægeren kravler til vejrs den første morgen er alle muligheder endevendt. Alt har han set for sig. Alt har hun forestillet sig. For har man ikke den evne – altså evnen til at forestille sig – bliver ens jagtkarriere kort.
Jagt er nemlig for dem der kan forestille sig. Dem der kan drømme og dagdrømme og se det hele for sig.
Knæk og bræk
