Stor hornugle breder sig i Jylland og når verdens største ugle rykker ind rykker duehøgen ud. Hvis den da ikke ender som uglegylp inden
Af Redaktionen (juli 2008)
Stor hornugle har etableret sig i Jylland og en oversigt på Skov- og naturstyrelsens hjemmeside viser, at der i dag er mindst 30 ynglende par i Jylland.
Men hvor hornuglens tuderi, der kan høres på op til flere kilometers afstand, er gode nyheder for alle naturelskere, er den store ugles fremmarch dårligt nyt for den danske bestand af duehøge. Duehøge tvinges ud af området, når uglerne rykker ind.
Hvis de er heldige og ikke ender på de store nattejægeres menukort inden.
Undersøgelse af uglegylp – der er på størrelse med tennisbolde – viser, at duehøge sammen med ræve, katte og fiskehejre ofte ender i kløerne på de store fugle.
– Vi ved, at antallet af duehøge i det sydøstlige Jylland er faldet dramatisk i de seneste år – og at der samtidig er blevet flere hornugler. Det er nærliggende at antage, at hornuglens indtog i skovene kan have haft en negativ indflydelse på bestanden af duehøge,
siger skovfoged Jens Hjerrild Hansen fra Skov- og Naturstyrelsen, Vadehavet.
Men skovfogeden understreger, at det faldende antal duehøge formentligt også kan skyldes andre faktorer.
Ikke mindst de massive stormfald i 1999 og 2005, som har betydet, at duehøgen har svære ved at finde redepladser. Men tyske undersøgelser viser, at ca. hver tredje hornugle fortrænger duehøge og musvåger fra deres redepladser, hvorefter de selv overtager dem.
Hornuglen blev udryddet i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Men siden et tysk udsætningsprojekt blev sat i gang i 1984, er fuglen vendt tilbage til landet.
KLIK og læs også: Duehøg angriber duehøgs unger