Bestanden af rød egern på Isle of Wight i Den Engelske Kanal er kommet under hårdt pres på grund af musvågers prædation.
Egern truet af musvåger
Bestanden af rød egern på Isle of Wight i Den Engelske Kanal cirka tre mil fra Englands sydligste kyst er kommet under hårdt pres på grund af musvågers prædation, rapporterer Shooting Times & Country Magazine. Og hvis det fortsætter, så næres frygt for, at egernet vil forsvinde fra øen, der har cirka 133.00 fastboende indbyggere.
Bestanden af rød egern i øens løvskove estimeres til omkring 3.500 individer, og naturbeskyttelsesfolk har længe vidst, at en virus, båret af amerikanske grå egern, som i årene fra 1876 til 1929 blev introduceret i England, Wales, Irland og Skotland, har været fatal for det røde egern i Storbritannien, før rovfugle er føjet til trusselsbilledet på Isle of Wight. Et øjenvidne, Sheila Hiscock, der har overværet rovfugles angreb på egern, udpeger over for Shooting Times & Country Magazine musvågen som synderen og mener ikke, hun forveksler den med en anden rovfugl.
”Da den angreb egernet, skyndte jeg mig ud i haven. Men jeg ved ikke, om den fik byttet med sig, da den fløj ned i dalen. Sandsynligheden taler dog for det, fordi jeg efterfølgende ikke så egernet igen”, fortæller hun. Bestanden af rød egern på De Britiske Øer er gået dramatisk tilbage og estimeres i dag til under 140.000 individer.
Cirka 85 procent af bestanden findes i Skotland, men til trods herfor er Isle of Wight alligevel et vigtigt udbredelsessted med Solent – farvandet mellem Sydengland og øen – som en barriere mod det større og mere aggressive amerikanske grå egern.
Udover dette og nu musvåger på i hvert fald Isle of Wight trues det røde egern af katte, hunde trafikken på vejene og dårlig forvaltning af habitater. Sheila Hiscock blev allerede for to år siden vidne til, at et egern blev angrebet af en musvåge.
”Jeg så en musvåge komme ind i haven og sendte straks min hund efter den, men inden den nåede frem, flåede musvågen indvoldene ud af egernet for øjnene af mig. Jeg skreg og stampede i jorden, men da musvågen enten var meget beslutsom eller blot sulten, fortsatte den sit forehavende. Når et egern bliver dræbt af en musvåge, skriger det værre end en kanin, og det er en smertelig oplevelse”, mener hun.
I mangel på fotos, der beviser musvågers angreb på rød egern, betragter naturbeskyttelsesgruppen, The Wight Squirrel Project, indrapporteringerne som ubekræftede. Men over for Shooting Times & Country Magazine giver gruppens leder, Helen Butler, alligevel udtryk for, at meldingerne betragtes som seriøse.
”Jeg har ikke selv set det og har kun min viden fra andre personer, men meldinger i stil med Sheila Hiscock’s er stigende fra andre pålidelige mennesker. Under vores seneste besigtigelse i skovene har vi observeret flere musvåger og musvågereder, og jeg formoder, at øget konkurrence om traditionelle fødeemner får musvågerne til at fokusere på alternative fødekilder”, siger hun, men er ikke optimistisk med hensyn til fremtiden for det røde egern på Isle of Wight.
”Specielt når vinden er svag, færdes musvågerne i familiegrupper. De flyver højt og ved præcist, hvor alle egern er, men de har ingen chancer, og jeg tror ikke, at jeg om tre år vil være i stand til at se røde egern. Nedgangen i bestanden vil blive dramatisk, og det vil især skyldes rovfuglene.
For 10 år siden led bestanden af rød egern af en virus, som de synes at have overvundet, men de har derimod ikke mulighed for at komme sig oven på musvågernes indhug i bestanden”, siger Sheila Hiscock, og John Cleaver, Newnham Farm, nær Ryde, er enig.
”Vi er vant til at se mange egern. På en dag med solskin kunne vi tidligere se 10 egern i haven, men i dag kun ét eller ingen. For tre år siden så min kone et egern blive taget på græsplænen af en musvåge. Musvåger bør æde små pattedyr, især mus, krybdyr, regnorme og større insekter, men går altså ikke af vejen for andre fødeemner. Jeg har således set musvåger tage kaninunger. Tidligere havde vi en sund harebestand og ingen musvåger. Nu har vi en masse musvåger, men ingen harer, og jeg er helt sikker på sammenhængen”, siger John Cleaver.