Ikke kun i Danmark, men også i Tyskland oplever jægere hærværk fra aktivistgruppe, der har til mål “at ødelægge alle jagtfaciliteter”
Ekstremister ødelægger jagtfaciliteter
Hærværk imod jagtfaciliteter er kommet på dagsordenen i flere europæiske lande. Ikke kun i Danmark, men også i Tyskland oplever jægere hærværk imod deres faciliteter. Senest er det gået ud over hochstande og vildtkameraer nær Dresden i Tyskland, og en jæger der har fået ødelagt hochstande, der ydermere er væltet omkuld, antager, at hærværket er begået af en gruppe aktivister. På hjemmesiden ”Indymedia” tager en gruppe dyrerettighedsaktivister ansvar for hærværket, og de giver udtryk for, at deres formål er at ødelægge alle jagtfaciliteter. Man må så håbe, at jægerne svarer igen med private vagtkorps.
Tekst: Henning Kørvel
Ikke kun i Danmark bliver der begået hærværk imod jagtfaciliteter såsom hochsitse, fodertønder og jagthytter, for det sker i større skala også i England og Tyskland.
I Tyskland er hochstande og hochsitse i Coswiger Spitzgrund og Moritzburg Forest ifølge Pirsch (Marts 2024) således blevet ødelagt og væltet omkuld i februar 2024.
En gruppe venstreorienterede dyrerettighedsaktivister tager på platformen ”Indymedia” skylden for det ikke voldelige hærværk.
Dyrerettighedsaktivisterne, der er en løst organiseret aktionsgruppe, men føler sig forbundet med værdierne i ”Animal Liberation Front (ALF) og anti-speciesisme, tilstår på hjemmesiden flere hærværk imod hochstande og hochsitze omkring Dresden.
Gruppen erklærer, at det er dens endemål at ødelægge alle jagtfaciliteter.
En dybt berørt jæger, der ønsker at være anonym af frygt for de militante dyrerettighedsaktivister, siger til ”focus.de”, at natten imellem 13. og 14. februar blev fire hochstande og et vildtkamera ødelagt på hans jagtrevir.
Faciliteterne var så tunge, at det anses for umuligt, at en person kan have forårsaget ødelæggelsen, men at der må have været en gruppe personer om hærværket.
Jægeren antaget endvidere, at dyrerettighedsaktivisterne har undersøgt deres mål for aktionen grundigt.
LÆS mere på netnatur.dk/RIFFELJAGT
Rabiate og fanatiske gerningsmænd
Med spray blev ”Hunt hunters” og logoet for ALF sprøjtet på de ødelagte hochstande.
”Gerningsmændene er radikale og fanatiske. Og i tilfælde af fanatisme, hvad enten den er politisk, religiøs eller har andre motiver, er der altid fare for, at vold imod ting udvikler sig til vold imod mennesker”, siger den dybt berørte jæger til ”focus.de”.
I tilståelsen på Indymedia afslører gerningsmændene, hvor lidt de i virkeligheden ved om jagt.
”Ved at gå på jagt forstyrrer de den næsten selvregulerende natur. Bestanden af såkaldte husdyr (råvildt, kronhjorte, dåhjorte, vildsvin og småvildt) holdes især, mens de arter der i jagtsproget omtales som ”rovvildt” bevidst decimeres, udryddes og forhindres i at sprede sig. Man kæmper på alle områder af livet imod udnyttelse, tortur og drab på ikke-menneskelige dyr. Mennesket har ikke ret til at rejse sig imod dem og udnytte dem for at tilfredsstille sine egne behov, for eksempel ved at spise og forarbejde deres produkter”.
I England har dyrerettighedsaktivister aktioneret imod klapjagter, og for at beskytte både jagt og jagtdeltagere har nogle godsejere set sig nødsaget til at alliere sig med private vagtkorps, som er bevæbnet med stave og køller.
Det skulle nødig komme så vidt i Danmark, men på det seneste er der forekommet groft hærværk imod hochstande til jagt, så kan ejere og jagtlejere blive nødt til at ansætte vagtkorps, som passer på jagtfaciliteter, der også kan omfatte udsætningspladser for fasaner og gråænder.
Ikke at det er påkrævet her og nu, men hvis hærværk imod faciliteter til jagt og udsætningspladser stiger radikalt, så kan vi blive nødt til at svare igen med private vagtværn til at passe på de værdier, som nu engang hører til i jagtens verden, og derved vise, at dyrerettighedsaktivister ikke skal sætte dagsordenen for jagtudøvelse.