Under overskriften: “Følg elgjakta live nå”, sendte den norske netavis VG direkte fra en elgjagt. Så vidt vides er det første gang i Europa at en jagt kunne følges live på TV.
Af Redaktionen
Udsendelsen, der kunne ses på VG TV via nettet, var en stor succes. Især fordi den, overraskende nok, blev overværet af adskillige ikke-jægere, der således fik et indblik i “det virkelige liv” og svar på spørgsmål omkring jagten på elg.
Udsendelsen blev transmitteret i samarbejde med det norske Jeger & Fiskerforbund, der dog forlod udsendelsen klokken præcis klokken 14.59, da deres kontortid sluttede. Ingen grund til, for et jægerforbund, at anstrenge sig, bare fordi publikumsinteressen er overvældende.
Med journalist Roar Dalmo Moltubak i spidsen, fulgte flere kamerahold fra VG TV et jaktlag i Våler under elgjagten den 6. oktober. 16 elgjægere sad på post og ventede på at elgen skulle dukke op, og to steder var der kameradækning. Et yderligere kamerahold fulgte hundeekvipagen, en stor teknisk udfordring på grund af delvis mangel på transmissionsdækning i den norske vildmark.
Jeger- og Fiskerforbundets rolle i forløbet var at besvare spørgsmål fra seerne, og dem var der mange af. Især var der bemærkelsesværdigt mange spørgsmål der vedrørte helt basale ting omkring jagt, våben og naturligvis elgene. “Hvor mange kalve får en elgko, hvordan får man de skudte dyr fragtet ud at området, er det normalt at spise de elge man skyder” og så videre. Spørgsmål som tydeligvis kom fra ikke-jægere der fulgte udsendelsen. Da jægerforbundet gik hjem midt på eftermiddagen, blev seernes spørgsmål besvaret af jagtlederen og nogle af de posterede jægere.
De sidste par timer fulgte man hundeholdet, idet to elghunde havde fat i en ko og en kalv. Det lykkedes kameraholdet at komme frem til stedet og få billeder af hundene og de to elge. Ingen fra jagtlaget ønskede dog at skyde hverken koen eller kalven, da der kun var få licenser tilbage og dem ville man helst bruge på tyrene. Men på trods af det manglende klimaks, elskede publikum alligevel udsendelsen. “Dette er det bedste live-koncept jeg har set nogensinde”, skriver en seer. “Kom nu, skyd, så jeg kan komme hjem fra job”, skriver en anden.
VG TV overvejer nu om udsendelsen skal følges op med live-udsendelser fra hjortejagt eller rypejagt.
Se klip fra blandt andet elgjagten og andet på VG’s hjemmeside: VGTV.no