Den 15. december 2009 underskrev miljøminister Troels Lund Poulsen en ny ”bekendtgørelse om vildtskader”. Allerede 3 dage senere udsender Skov- og Naturstyrelsen information om den nye bekendtgørelse, der strammer muligheden for at regulere krager og skader i perioden 1. februar til 15.april. Det betyder, at der fra årsskiftet skal en tilladelse til, forud for al regulering af naturligt forekommende fugle. Tilladelsen skal udstedes af Skov- og Naturstyrelsen. Først 5 uger senere, den 26. januar 2010, kan Jægerforbundet oplyse den gode nyhed at Skov- og Naturstyrelsen nu har udarbejdet det skema som ejeren af en ejendom kan udfylde, indsende og derved få mulighed for at regulere skadevoldende vildt fra 1. februar.
Morten er medlem af et jagtkonsortium, der har lejet jagten på et gods i nærheden af et fuglereservat. Godsejeren har vist stor forståelse for konsortiets ønske om at få tilladelse til at regulere især de mange krager i området, og sendte derfor allerede samme dag en ansøgning til den lokale vildtkonsulent. I skrivende stund (16. februar) er der ikke kommet noget svar. Morten siger endvidere: ”Det er naturligvis ærgerligt med denne pludselige ændring, hvilket betyder at vi ikke har kunnet regulere i de første uger af februar. Jeg har derudover talt med en del jægere, som på forhånd har opgivet at bruge tid på at sende ansøgninger, og det betyder blot at der ikke bliver skudt så mange krager og skader som tidligere.
Taberne er blandt andet agerhønsene og harerne – de to vildtarter som ellers har så meget om har brug for hjælp”. Der er nu ingen grund til at undlade at sende en ansøgning. Det er et ganske simpelt skema der er nemt at udfylde, og der bliver stort set ikke givet nogen afslag. Og bortset fra en arbejdspukkel hos vildtkonsulenterne i disse dage, vil ekspeditionstiden kun være nogle få dage. Vi har talt med fire vildtkonsulenter om situationen: Ivar Høst fra Himmerland har modtaget omkring 40 ansøgninger og flere dukker op i en lind strøm i disse dage.
Den første tilladelse blev sendt ud den 5. februar, da det tog lidt tid i starten at få systemet startet op. I dag regner han med at han bruger mindst et kvarters tid på hver ansøgning inklusive indscanning af ansøgningen, journalisering mv. Ekspeditionstiden er i øjeblikket 3-5 dage. Peter Have, Vendsyssel, har modtaget omkring 30 ansøgninger og de første tilladelser er på vej til ansøgerne i denne uge. Hans mål er at ekspedere kommende ansøgninger inden for en uge.
Lars Richter Nielsen, Storstrøm, har allerede modtaget 70 ansøgninger, og har indtil nu fået en tredjedel af dem behandlet og tilladelserne udsendt. Ekspeditionstiden er i øjeblikket 14 dage. Hans Henrik Erhardi, Vestsjælland, har modtaget omkring et halvt hundrede ansøgninger vedrørende krager og skader. Bortset fra de ansøgninger der er mangelfulde (for eksempel fordi den ikke har jordejerens underskrift) er ekspeditionstiden kun nogle få dage. Der kommer også ansøgninger ind vedr. råger og canadagæs, hvor dog ekspeditionstiden er lidt længere. Vildtkonsulenterne regner med at det vil blive nemmere i fremtiden at behandle ansøgningerne, idet der arbejdes på en elektronisk løsning der kan lette arbejdet til næste år. Ønsker du at søge om tilladelse til at regulere, kan du finde ansøgningsformularen på www.skovognatur.dk/Jagt/Regulering/.