Spor efter to ulve der følges, er observeret i det jyske. Der er stor sandsynlighed for, at der her er tale om et par. Hvis det holder vand, så kan der være hvalpe på vej i maj …
Af Redaktionen
– Hvis det dobbelte fodspor rent faktisk stammer fra en han og hunulv, der er gået sammen, så er der meget stor chance for, at hun bliver gjort drægtig lige nu, siger ulveekspert Mogens Trolle, der er zoolog ved Statens Naturhistoriske Museum til Jyske Vestkysten og fortsætter:
– Jeg er ikke 100 pct. sikker. Men der er stor sandsynlighed for, at vi har et ulvepar. To enlige ikke beslægtede hanner, ville aldrig følges ad, siger Mogens Trolle og understreger, at han som udgangspunkt er meget kritisk over for diverse “beviser”, men at han i dette tilfælde hælder til en ægte observation, slutter Mogens Trolle til Jyske Vestkysten.
Det er lige nu, at ulvenes parringstid er igang. En tæve er drægtig i omkring ni uger, og den vil derfor føde sine hvalpe i starten af maj.







