Stålhagl har medført en betydelig stigning i kravene til våbnenes evne til at tåle det øgede tryk. Se her, hvad stemplerne kan fortælle dig
Er mit gevær godkendt til mine patroner 2
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Det er nødvendigt, at kunne læse teksten på ammunitionsæskerne og tyde stemplerne på våbnene. Især da amerikanerne og europæerne ikke er helt enige
Da amerikanske undersøgelser påviste kraftigt øgede mængder af bly i svømmefugle, indførtes i løbet af firserne forbud mod anvendelse af blyhagl i store dele af USA’s vådområder. Dette forbud spredte sig til andre dele af verden og resulterede i et totalforbud mod blyhaglpatroner i Danmark i april 1993.
Af først og fremmest økonomiske årsager er stål uden for skovområder blevet den mest almindelige erstatning for blyhaglene. Men stål er faktisk en lidt problematisk erstatning for blyhagl, blandt andet grundet en lav vægtfylde og høj hårdhedsgrad.
Den lave vægtfylde betyder hurtigt tab af hastighed, forringet kinetisk energi og momentum i det enkelte hagl, der resulterer i generel dårligere virkning i byttet. Og den høje hårdhedsgrad “river” mere i løbets indvendige overflade og gør haglsværmen mindre fleksibel ved passage af chokes, hvilket selvfølgelig øger trykket i løbet og giver kraftigere påvirkning og slid af alle dele.
En del af dette problem bliver dog klaret ved anvendelse af en plastikskål, der isolerer stålhaglene fra direkte kontakt med løbsvæggene.
Hurtigere tab af hastighed
Stålets ringe vægtfylde (7,87 g/cm3) modsat blys (11,34 g/cm3) betyder, at stålhagl mister deres hastighed og momentum hurtigere end de gamle blyhagl og derfor væsentligt hurtigere taber deres evne til at slå byttet ihjel. Dette resulterede da også i en øgning i anskydningstallene, der ligefrem nødvendiggjorde en særlig kampagne for at få disse reduceret.
I de første år “klarede” man problemet ved at anbefale, at jægeren skulle gå to numre op i haglstørrelse sammenlignet med blyhaglene og især reducere den maksimale skudafstand.
Disse anbefalinger virkede til en vis grad, men eksperterne var udmærket klar over vægt/momentum problemet, og i 2007 kom så et ballistisk set mere realistisk krav, hvor haglmaterialet skal have en minimumsvægtfylde på 7 g/cm3 eller 9 g/cm3 afhængig af materiale og mindst lige så væsentligt; en minimumshastighed.
De danske minimumskrav til haglpatroner er fra august 2007 derfor fastlagt som:
Patroner med hagl der har en vægtfylde på mellem 7 og 9 g/cm3 skal have en udgangshastighed (V1,5 m) på minimum 400 meter/sek.
Patroner med hagl der har en vægtfylde på over 9g/cm3 skal have en udgangshastighed (V1,5 m) på minimum 375 meter/sek.
Det er her pudsigt at bemærke sig, at danske autoriteter endnu engang går deres egne uransagelige veje; Man har valgt afstanden 1,5 meter fra mundingen til at foretage sine beregninger, hvorimod den internationale standardiseringskomite CIP “Commission Internationale Permanente pour l’Epreuve des Armes à Feu Portatives” har valgt at angive alle deres oplysninger 2,5 meter fra mundingen! Forskellen i målingsafstand vanskeliggør selvfølgelig bedømmelse af patroners aktuelle hastighed 1,5 meter fra mundingen.
Men endnu værre er det, at ved at vælge 400 m/sek. som minimum til stålhagl har miljøministeriet med et pennestrøg “forbudt” jagt med stålpatroner i ældre våben! Havde man taget hensyn til CIP reglerne, ville en sænkning af det danske minimumskrav til 395 m/sek. have sikret, at fremtidig jagt med stålpatroner kunne foregå med ældre våben uden at overskride CIP kravenes maksimum 400 m/sek.
CIP
CIP fastlægger standarter for produktion af våben og ammunition for en stor del af verdens våben- og ammunitionsfabrikanter, og disse standarter følges af alle europæiske våbenfabrikanter samt Chile og De Forenede Arabiske Emirater, hvorimod USA følger deres egne SAAMI standarter.
CIP deler stålhaglspatroner i to hovedgrupper: Standard og High Performance. Heraf må kun patroner af standart styrke affyres i våben trykprøvet til 850/960 bar mens patroner af High Performance styrke kun må affyres i våben specielt konstrueret til at affyre stålpatroner og trykprøvet 1.200/1.370 bar.
“At der for hver patronstyrke opgives to maksimumgrænser kan umiddelbart virke forvirrende men skyldes indførelsen af en ny målemetode kaldet “transducer”, der har afløst den gamle “crushermetode”.”
Ved den gamle metode er en kobbercylinder placeret i et forseglet hus der er i forbindelse med et hul boret gennem vægen på en prøvepibe. Ved affyring af proof-patroner slipper noget af trykket ud gennem hullet og sammenpresser kobbercylinderen. Graden af sammenpresning måles og angiver altså hvor stort tryk piben er udsat for.
Tyrkisk Mauser mod. 1903 ombygget til trykmåling efter “crushermetoden”.
Ved “transducer” metoden er kobbercylinderen udskiftet med en transducer, der er en enhed der kan omsætte en energiform til en anden. Ved måling af tryk i våben anvendes en elektronisk metode der hedder Piezo-elektronisk. Og målesystemet kaldes derfor ofte blot Piezo.
Årsagen til forskellen mellem 1.200 og 1.370 er, at transducer systemet virker over en gradvis skala men crusher blot måler et enkelt maksimum, Men de to værdier er ens 1.200 = 1.370, forvirrende men dog simpelt, sådan næsten da.
Standard trykstyrke kaliber 12 patroner
Må maksimum udvikle 74 MPa (den ligeledes nyindførte trykopgivelse “megapascals” der svarer til 740 bar).
Haglstørrelsen må maksimalt være 3,25 mm (dansk haglstørrelse nr. 4).
Hastigheden 2,5 meter fra mundingen må maksimalt være 400 m/sek.
Maksimum haglladning 30 gram.
Maksimum momentum for 12/70: 12 Ns.
(Øges haglladningen til 32 gram skal udgangshastigheden sænkes til 375 m/sek. Større ladninger end 32 gram er ikke tilladt i standart trykstyrke patroner!)
High Performance kaliber 12 patroner
Må maksimum udvikle 105 MPa (1050 bar).
Ingen begrænsning på haglstørrelse (Danmark selvfølgelig dog 4mm).
Hastigheden på 12/70 2,5 meter fra mundingen må maksimalt være 430 m/sek
Maksimum haglladning 30 gram.
Maksimum momentum for 12/70 13,5 Ns og 12/73+ 15 Ns.
(Øges haglladningen til 32 gram skal udgangshastigheden sænkes til 420 m/sek. Og ved 34 grams ladning til 375 m/sek. Samt ved 36 grams skal hastigheden ned til 375 m/sek.)
Ved 12/73+ patroner gælder de samme værdier, dog må hastigheds/ladningsvægten øges til 430 m/sek for 34 grams, 415 m/sek for 36 grams og 355 m/sek for visse 42 grams haglladninger.
Ved haglstørrelser over 4 mm (BB og op) må der maksimum anvendes chokes med 0,5 mm sammentrækning (½ choke).
Denne bestemmelse har ingen umiddelbar betydning i Danmark da 4 mm allerede er maksimum tilladte haglstørrelse.
SAAMI
Amerikanske patroner er underlagt SAAMI “Sporting Arms and Ammunition Manufacturers’ Institute” regler der er væsentligt simplere og på de fleste punkter mindre restriktive end de europæiske.
Alle kaliber 12 patroner, undtaget 3,5″ (89 mm) har maksimum tryk på 11.500 PSI (793 bar) og 3,5″ (89 mm) på 14.000 PSI (965 bar).
I Danmark har man gennem de forløbne 15 år opnået stor viden og erfaring i brugen af stålhagl og mange af dommedagsprofetierne omkring disse hagl og ældre geværer har vist sig at være noget overdrevne. CIP’s regler og begrænsninger for standart trykstyrke patroner synes derfor overordentlig restriktive også selv om CIP nævner, at de pågældende begrænsninger er beregnet på at beskytte ældre og tyndvæggede geværer mod overlast.
Disse begrænsninger, krav og værdier for de forskellige patroner har efterhånden nødvendiggjort en betydelig øgning af de informationer der trykkes på geværer, patroner og ikke mindst patronæsker, til brug indenfor CIP.
Denne æske indeholder næsten alle de krav der stilles til patroner fremstillet af et CIP medlem:
1: Kaliber.
2: Patronlængde.
3: Haglladningens vægt.
4: Hagldiameter.
5: Haglstørrelse (her er en fejl på etiketten da 3,5 mm svarer til UK2, men dansk 3).
6: Haglhastighed V2,5.
7: Maksimum trykklasse (næppe denne patrons eget maksimumtryk, der sandsynligvis nok nærmere ligger omkring 800 bar, så den kan sælges på det amerikanske marked)
8: Antal hagl på en 36 grams ladning.
9: Haglmateriale.
10: Etiket med de påbudte advarsler om opspringere, stålgodkendt løb og hastighedsklasse, men mangler oplysning om CIP påbudt stempel på løb godkendt til High Performance stålpatroner (Fleur de Lis stempel)
Det ville også have været ønskeligt, set fra et rent dansk synspunkt, om man havde opgivet vægtfylden på haglmaterialet.
Ifølge CIP må denne patron altså affyres i et gevær der har et kammer på mindst 76 mm og er godkendt til High Performance patroner (minimum trykprøvning til 1.200/1.370 bar og maksimum V2,5 på 415 m/sek) hvilket markeres med et Fleur de Lis.
Efter at have tydet teksten på ammunitionsæskerne skal oplysningerne sammenholdes med geværets stempler.
Men vær opmærksom på forskellen mellem de amerikanske og de europæiske regler, der kan være ret store.
I sommeren 1914 enedes Frankrig, Tyskland, Italien og Belgien om indførelsen af ensartede regler for afprøvning og mærkning af skydevåben, herunder jagtgeværer.
Ifølge disse regler skulle alle kaliber 12 og 16 haglgeværer (kaliber 20 kom senere) som minimum kunne modstå et tryk på 850 kg/cm².
Desværre besluttede de fire lande (der senere er blevet til fjorten under CIP) ikke samtidigt at indføre ensartede stempler, så vi må i dag leve med en stribe forskellige stempler.
På denne gamle Belgier fra 1924 er det bestemt ikke umiddelbart til at aflæse, om geværet er trykprøvet, eller til hvor højt tryk. Men på undersiden af begge kamre findes der et stempel med en stilistisk løve og bogstaverne P.V.
Dette stempel tilkendegiver, at våbnet, i overensstemmelse med protokollen fra 1914 er testet til 850 kg/cm2 efter “crushermetoden”.
På denne Spanioler (AYA fra 1982) er det meget lettere, da den aktuelle værdi er stemplet ind i bunden af kamrene. Det er interessant at se, at Spaniolerne har valgt at trykprøve våbnet 50 kg over det normale krav.
De tre ovenstående geværer er altså alle afprøvet til 850/960 bar og må ifølge CIP derfor kun anvende patroner af Standard trykstyrke kaliber 12 patroner med maksimalt arbejdstryk på 74 MPa (740 bar). Haglstørrelsen må ligeledes maksimalt være 3,25 mm (dansk haglstørrelse nr. 4) og ikke overskride en hastighed på 400 m/sek 2,5 meter fra mundingen.
Ligeledes er maksimum haglladningsvægten på 30 gram (men må dog anvende 32 gram, hvis hastigheden nedsættes til 375 m/sek).
Her er en moderne Spanioler (Zabala Hermanos fra 2005) hvor trykafprøvningen er angivet efter den nye “transducermetode”. Dette geværs trykafprøvningsværdi på 1.370 bar svarer altså til 1.200 bar efter den gamle metode. Desuden er geværet påstemplet den franske lilje – Fleur de Lis – der angiver godkendelse til brug med stålhagl af High Performance typen.
Som det fremgår af de foregående fire fotografier, er Side by Side jagtgeværer udstyret med et utal af stempler, der tilsammen fortæller en længere historie om våbnets oprindelse og data. Men på O/U geværer er man generelt meget mere nærige med stemplerne.
Tysk Blaser fra 2004. Stempel nr. 1 (ørn over V) angiver trykprøvning til 1.200/1.370 bar og nr. 2 angiver kaliber og patronlængde.
Denne mærkning, der både viser den almindelige europæiske kaliber på 12/76 såvel som den amerikanske 3″, er ganske fornuftig, da det giver ejeren sikkerhed for, at fabrikken godkender deres våben både efter CIP High Performance og SAAMI.
Italiensk Fabarm fra 2007. Nr. 1 viser stempel for trykprøvning til 1.200/1.370 bar (to rosetter over PSF) og nr. 2 er godkendelse til High Performance stål.
Fabarm har også valgt at stemple våbnet med 3″ på løbet for godkendelse til SAAMI værdier.
Browning Cynergy med moderne Belgisk proof-house stempel og Fleur de Lis. De tre viste O/U er altså alle trykprøvet til brug med CIP High Performance patroner.
Havde den også været påstemplet 3½” (89 mm) ville den dog have været godkendt til 14.000 PSI (965 bar).
At der er så stor forskel på de europæiske og amerikanske regler synes helt uforståeligt og unødvendigt. De meget stramme regler for CIP standartpatroner skyldes måske et ønske om at beskytte ældre våben, men det ville sikkert være hensigtsmæssigt i stedet at indføre et helt separat regelsæt for patroner til ældre geværer, da man på den måde ville undgå de meget restriktive regler omkring haglstørrelser og -vægt og udgangshastigheder på resten af standardpatronerne.
Netop disse begrænsninger gør det jo faktisk vanskeligt, at finde stålpatroner af Standart typen, der overholder både CIP regler og det nye danske krav om minimum udgangshastighed på 400 m/sek. Endvidere kolliderer SAAMI maksimum tilladte tryk med de højere CIP tal.
Hvis amerikanerne derimod indførte godkendelse med trykprøvning til brug for Fleur de Lit stemplet og europæerne til gengæld hævede maksimum udgangshastighederne ville meget være opnået.
Men såfremt de to sider kunne enes om at bruge samme regelsæt, ville alle nok spare begge parter for en hel del bekymringer.
Det er nok de færreste jægere, der kender disse forskelle i de to regelsæt. Men man kunne måske forestille sig muligheden for problemer ved en eventuel retssag efter et uheld, hvor en SAAMI producent værger sig ved at give erstatning hvis der har været anvendt udstyr godkendt efter CIP og omvendt.
Det skal for øvrigt bemærkes, at Danmark ikke er tilknyttet hverken CIP eller SAAMI og derfor ikke er forpligtet til at efterfølge hverken det ene eller andet regelsæt.
Det kan dog kraftig anbefales, at den enkelte jæger gør det, for i tilfælde af et uheld kan man være sikker på, at våben- og ammunitionsfirmaerne vil nægte at udbetale erstatning hvis CIP eller SAAMI reglerne ikke er fulgt.
LÆS OGSÅ: Er mit gevær godkendt til mine patroner – del 1
