Danmarks nye miljø- og fødevareminister bliver Esben Lunde Larsen (V), der indtil nu har været uddannelses- og forskningsminister.
Af Redaktionen
Han overtager dermed posten efter Eva Kjer Hansen (V), som trådte tilbage som følge af landbrugspakke-sagen og den mistillid, der fulgte i kølvandet på denne.
Det bliver tidligere undervisningsminister og udviklingsminister Ulla Tørnæs fra Europa-Parlamentet, der overtager efter Lunde Larsen. Det tomme sæde hun efterlader i parlamentet overtages af den tidligere tv-vært Morten Løkkegaard. Løkkegaards plads i Folketinget overdrages til Jakob Engel-Schmidt.
Dermed er statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) rokade fuldført og dagligedagen kan atter sænke sig over det nyoprettede ministerium for miljø og fødevarer.
I jægerkredse har den nye rokade været fulgt med ekstra stor spænding, da den nye minister også er ansvarlig for jagt- og vildtforvaltning i Danmark. Et område som i disse dage oplever et paradigmeskift, som den nye minister bør udvise interesse for, da fundamentale principper og rettigheder er i spil i forbindelse med overgang til adaptiv vildtforvaltning. Tydeligst er dette eksemplificeret i den aktuelle debat om fremtidens hjortevildtforvaltning, hvor private jordbesiddere for første gang pålægges kvoter på deres afskydning af kronvildt.
Esben Lunde Larsen er født 14. november 1978 i Skjern. Han er søn af landmand Knud Helge Larsen og kontorassistent Anna Grethe Larsen og på folketingets hjemmside kan man læse følgende om den nye minister for miljø og fødevarer.
Medlemsperiode Folketingsmedlem for Venstre i Vestjyllands Storkreds fra 15. september 2011. Parlamentarisk karriere Uddannelses- og forskningsminister fra 28. juni 2015. Uddannelse og erhverv ErhvervsPh.d., Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum, 2013. Politisk medarbejder, Venstres folketingsgruppe, Christiansborg, fra 2001 til 2007. Efterskolelærer, Sædding Efterskole, fra 1998 til 1999. Tillidshverv Medlem af byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune 2006-2013, viceborgmester 2009-2013, formand for videnudvalget 2009-2013. Medlem af Erhvervscentret Ringkøbing Fjord Erhvervsråd 2009-2013. Formand for Anker Fjord Hospice 2014-2015. Publikationer Har skrevet artiklen »Var Menneske Først og Kristen så en mageløs opdagelse?« i »Menneske først – og hvad så?«, Vartovbogen 2011/2012, »Frihed for Loke saavelsom for Thor – N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«, Publikationer fra Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 2012, »Forfulgte kristne – en folkelig, kirkelig og politisk opgave«, 2014, »An Ongoing Influence – The Political Application of Grundtvig’s Ideas in the Debate on Danish Society 2001-2009« i »Building the Nation – N.F.S. Grundtvig and Danish National Identity«, 2014. Redaktør af »Fri, friere, Grundtvig«, Forlaget Vartov, 2011. |