Følg med Nikolaj Hjorth på jagt efter en gammel drøm. Beretningen om guldhjorten udspiller sig på Sjælland og er så nærværende, at læseren advares mod hjortefeber og dugget udsyn
Af Nikolaj Hjorth
Som barn i 80’erne tog min morfar mig med på jagt. Han var den gang en del af konsortiet, som havde Mølleskoven/Vinskoven på Torbenfeld gods.
Der stod en ganske lille og skrøbelig bestand af kronvildt, som godset totalfredede. Resultatet af det, kender de fleste, om ikke andet afspejler billedet det godt.
Min nu afdøde morfar havde på en af fasanjagterne, som jeg også deltog i som klapper, en større hjort stående på 10 meters afstand.
Jeg husker tydeligt hans fortælling, både om oplevelsen samt, at chancen for at nedlægge en sådan sjællandsk hjort aldrig ville komme for ham.
Han nød synet, værdsatte oplevelsen.
Jeg fik skabt en drøm, som har fulgt mig siden. Et af de mål, som ikke nødvendigvis skal opfyldes fuldt ud, men blot kan forblive en drøm.
13/11 2022 blev den alligevel realiseret. Det gjorde den på baggrund af en ven som kontinuerligt inviterer mig som deltager på sine jagter, uden at forvente noget til gengæld 
Her er historien om mit livs kronhjort
Jeg var søndag 13/11 inviteret som skytte på trykjagt på Torbenfeld gods. Efter morgenmad i behageligt selskab og rammer, trak vi lod om dagens skyttepladser.
Jeg tog dagens sidste lod i hatten. Pladsen kendte jeg fra andre jagter, en pladsen uden meget udsyn, hvor årvågenhed er vigtig, da vildtet nemt opdager jægeren, før jægeren erkender vildtet.
På jagtradioen kunne jeg følge med i min kammerats trykken i skoven, samt de resterende skytters oplevelser.
Der var tidligt kronhjorte i drevet. På Torbenfeld sætter godset en række krav til hjortens størrelse, for at afskydning tillades; minimum 7 sprosser på den ene gevirstang. Så der skal tælles, hvis hjorten kommer for.
Timerne gik på min post, hvor jeg observerede råvildt, men ikke i situationer, hvor jeg synes skud var forsvarligt.
Da min gode ven trykkede forbi mit tårn, sludrede vi lidt om dagen og de sete dyr. Kronvildt er ofte uforudsigelige når de drives, så det var ikke overraskende, at de undveg os skytter.
Min ven fortsatte trykket gennem skoven. Ikke længe efter høres han ekstatisk på radioen:
2 store hjorte er blevet rejst og har sat kurs mod min position og skytten sydvest for mig. Sprosserne er ikke talt, så der skal tælles, men begge var kronebærende hjorte.
Min ven taler i radioen for at finde ud af, hvad der sker. Jeg forbliver tavs, skal ikke have alarmeret de årvågne dyr, på en ret stille dag i skoven. Klikker blot som svar.
Minutterne går uden tegn på bevægelse, hjernen begynder at bearbejde situationen og vurdere hvad det er ved at ske. En situation, som ofte kan føre til hjortefeber, for meget adrenalin af spænding og dermed mgl fokus på situationen og måske lidt rystende muskler. Ikke optimalt ved skydning.
Jeg hanker op i mig selv mentalt.
NU skal der præsteres og holdes fokus. En chance, som ikke nødvendigvis gentages, kan være på vej i min retning. Jeg får styr på det mentale, heldigvis.
Hjortene kommer stadig ikke og efter 5min, træffer min ven valget om at gå nænsomt på dem for, at trykke dem mod os.
Nu er det nu …
Jeg hører de store dyr i krattet, men har ikke langt udsyn. Da de bryder gennem krattet er de 60m fra mig, de kommer forskudt, på linje. Begge hjorte, som omtrentligt er lige store, har lagt hovedet bagover for ikke at hænge i krattet med de enorme gevirer.
Jeg skruer forstørrelsen på trykjagtskikkerten helt op og kan se de lange sprosser nederst på gevirerne. Mit fokus er på den forreste hjort. Alle tre sprosser nederst er intakte på begge sider. Nu skal jeg blot finde en krone med fire sprosser for at kunne tælle til syv …
Skifter fokus til toppen af gevirstangen og kan, mens hjortene traver direkte imod mig, tælle 4 sprosser på venstre stang.
Nu har jeg en drømmesituation; skud til kapital kronhjort på under 50 meter.
Alt er gået afsindigt hurtigt, jeg har lukket alt andet ude, oplever kun hjorten og proceduren. Hjortene drejer til min venstre side og blotter nu hele siden.
Jeg har skruet min forstørrelse ned igen, trækker igennem dyret og lader skuddet gå. Hjortens ben bliver absolut slappe og den falder til jorden som verdens største sæk kartofler. Den anden hjort stopper, drejer af og stiller sig 50 meter fra mig, med siden til for at vurdere situationen.
Jeg ænser det blot, ser end ikke hvad geviret egentligt indeholder. Har fuldt fokus på den skudte hjort. Er klar hvis den skulle rejse sig.
Pga en lille bakke, kan jeg kun se kronerne af geviret, som hviler mod et grantræ, hvor den faldt. Den ligger stille.
Jeg melder på radioen, at jeg har skudt hjort, samt at den ligger.
Mange meldinger kommer på radioen, de er lidt som støj i øret, hører dem ikke præcist og vil slet ikke kunne gengive dem. Jeg får svaret, at jeg lige skal have vejret …
Min gode ven melder at han er på vej !
Så rammer alle følelserne. Glæden ved at nå et afsindigt mål !!!
Frygten for at jeg nu alligevel kan have talt forkert og skudt et forkert dyr 
Min makker står snart ved dyret og udbryder:
“Du har skudt en kæææmpe hjort !”
Jeg får fremstammet om den nu opfylder alle krav, ? Han beder mig blot gå de 30 meter fra tårnet til dyrets sidste leje.
Han er næsten mere lykkelig end jeg er, da jeg kommer hen til dyret 
Hjorten er enorm, både i gevir (11.46kg) og krop (240kg). Et vanvittigt udlæg og tykke stænger, uden tvivl mit livs hjort og en oplevelse som er få forundt, på et dansk revir.
Jeg får et bjørnekram og masser af lykønskninger, mens jeg stakåndet forsøger at kapere, hvad der lige er hændt.
Efter lidt billeder og glæde, gør min makkeren dagen færdig som trykker og jeg sidder ved hjorten alene.
Føler enorm lykke, men også den tomhed og lethed, som kommer, når et omtrent, uopnåeligt mål, alligevel indfries 
En lidt besynderlig dobbelt følelse …
Mens jeg sad derude med hjorten, alene i skoven, sendte jeg også min gamle morfar en tanke.
Han ville have været stolt af hvordan situationen omkring skuddet blev afviklet, af at jeg præsterede da det krævedes.
Hvis der er mere mellem himmel og jord end vi ser, skulle det ikke undre mig, at han havde en finger med i spillet …
Netnatur-sektion KUN om hjortejagt
