Fra 1800 til 2012 voksede antallet af forskellige ynglefugle i Danmark med næsten 30 arter. Mens rigdommen af arter er øget, er det samlede antal af almindelige fugle faldet …
Af Jan Skriver, dof.dk
En lang række vidt udbredte arter som stær, vibe og sanglærke er i voldsom tilbagegang, fordi deres levevilkår er forringet i det danske landskab.
For godt 200 år siden – i år 1800 – var der 149 kendte arter af ynglefugle i Danmark. I 2012 var antallet af forskellige fuglearter med familieliv i den danske natur vokset til 178.
Med andre ord: Danmark er blevet rigere på arter, og har samlet set siden år 1800 fået 29 flere ynglefuglearter.
Men hvis man talte alle landets fugle, og samlede dem i én pulje, er der blevet færre individer i vores europæiske natur.
– Det er overraskende, at der i Danmark er kommet så mange nye arter af ynglefugle med afsæt i ændringer af landskabet. Men midt i glæden over de nye tilflyttere, må vi også konstatere, at andre studier viser, at der bliver færre individer blandt flere af de almindelige fuglearter, som er vidt udbredt i Danmark. Det er arter som vibe, sanglærke, stær, gulspurv, topmejse, løvsanger og engpiber. Biomassen i den europæiske fuglefauna er blevet ringere, selv om artsrigdommen er steget i Danmark, siger Lars Dinesen, der er biolog.
Sammen med kollegerne Tom Romdal, Michael Borch Grell og Erik Buchwald har han analyseret udviklingen i den danske ynglefuglefauna i perioden 1800-2012.
De fire forfattere ridser deres konklusioner op i det seneste nummer af Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift (DOFT).
Flere fugle holder skansen
Fuglene er – når vi kigger på antallet af fuglearter – overordnet set en af de faunagrupper, der klarer sig godt i vores natur, for eksempel i modsætning til Danmarks dagsommerfugle. Her er et dusin ud af 78 arter uddøde siden 1950.
Flere faktorer er i spil, når forfatterne skal forklare det øgede antal ynglefuglearter i Danmark de seneste godt 200 år.
– I takt med at skovarealet voksede, og nåleskovsplantagerne skød op i 1800-tallet, mens store arealer med hede blev opdyrket, indvandrede nye arter som sortmejse, topmejse, grønsisken, korsnæb, fuglekonge og dompap. Gradvist koloniserede disse skovarter landet og blev almindelige danske ynglefugle. Til gengæld mistede vi i løbet af 1900-tallet arter som tredækker, sandterne, urfugl, høgesanger og hvid stork. Men vi fik flere arter, end vi mistede. Udviklingen i sammensætningen af den danske ynglefuglefauna afspejler først og fremmest de ændringer, der gennem godt to århundreder er sket i landskabet, siger Lars Dinesen.
De seneste år tyder noget på, at flere af de nåleskovsarter, der fik succes i løbet af 1800-tallet, nu er begyndt at gå tilbage, fordi kvaliteten af danske nåleskove er blevet ringere, påpeger biologerne.
Hedens fugle forsvandt
I løbet af 1800-tallet udviklede Danmark sig fra et landskab domineret af lysåbent græsland, hede og spredt løvskov til en mosaik af skove og ekstensivt landbrug.
Efter 2. Verdenskrig ændrede det traditionelle landbrug sig drastisk. Et varieret husdyrhold med store græsningsområder udviklede sig til nutidens industrilandbrug med monokulturer og dyr på stald. Lysåben natur blev præget af tilgroning.
– Tredækker, sandterne, urfugl og hjejle forsvandt, da de udstrakte eng- og hedeflader blev drænet, opdyrket eller groede til. Den landskabelige udvikling afspejles stadig i fuglelivet. I dag er det de våde enges ynglefugle som brushane og engryle og også lidt mere almindelige arter som dobbeltbekkasin og engpiber, der er truet på grund af dræning, tilgroning og intensiv landbrugsdrift. Også arter knyttet til næringsfattige overdrev, klitheder og moser såsom sortterne, mosehornugle og markpiber hænger i en tynd tråd. I takt med tilgroningen af vådområder har arter som græshoppesanger, savisanger og skægmejse til gengæld fået bedre levevilkår, lyder det fra biologerne.
Slut med jagt på rovfugle
De senere årtier har flere arter af rovfugle fået nyt fodfæste i Danmark, efter at de var udryddet omkring år 1900. At færre fuglearter nu om dage er efterstræbte samtidig med, at de er lovgivningsmæssigt beskyttet, spiller sammen med ændringerne i landskabet en afgørende rolle for den stigende artsrigdom i den danske fuglefauna.
– Rød glente, havørn og vandrefalk er genindvandret som følge af en bedre beskyttelse af rovfugle og en større folkelig forståelse for disse arter. I dag er lodsejerne stolte over at have ynglende ørne på deres jord. I 1800-tallet var der skydepræmier på disse arter. Også trane og skestork er genindvandret i antal, der er til og tage at føle på. Gennem målrettet forvaltning har man de senere årtier bistået en række sjældne fuglearter til at fastholde og i nogle tilfælde udbygge ynglebestandene, siger Lars Dinesen.
– EU-lovgivningen har ligeledes på en række fronter givet fuglearter et rygstød. For eksempel er en række arter, der er omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivet, i fremgang i Europa. Alt sammen har det bidraget til en større artsrigdom i Danmarks fuglefauna i dag, understreger biologen.
Millioner af individer er væk
Et europæisk studie af bestandsudviklingen af europæiske fugle i perioden 1980-2009 viser, at de almindelige fuglearter går markant tilbage i antal, hvorimod flere sjældne og fåtallige arter vinder frem.
I undersøgelsen vurderes det, at Europas fuglebestande herunder Danmark har mistet cirka 421 millioner individer i løbet af knap 30 år siden 1980.
Det er blandt andet ynglende vadefugle knyttet til våde enge, agerlandets fuglearter og arter, som overvintrer i Afrika syd for Sahara, der er gået voldsomt tilbage i antal de senere årtier.
