»Lad der blive lys!« og lyset blev til. Første Mosebog er skrevet længe før foto blev et emne. Alligevel er det første kapitel i verdens ældste bog dedikeret emnet for den kommende artikelrække om fototeknik.
Af Morten Hansen
Det er måske lidt storladet at lægge ud med et citat fra bibelen, men ikke desto mindre er det et af vores kulturs tidligste eksempler på erkendelsen af, at lyset er det vigtigste element for opfattelsen af den verden vi lever i. De kommende artikler i denne serie, handler om foto og for at gøre det kort og præcist: Foto = lys. Eller rettere – foto er indfangelsen af lys.
Et fotografi, er et billede af lys
Grunden til at jeg synes det er så vigtigt at begynde med den pointe er, at et kameras evne til at opfange lys og gengive det i et billede, i bund og grund er definitionen på hvor godt kameraet er. Næste vigtige pointe er så, at fotografens evne til at styre kameraets opfangelse af lys – er afgørende for hvor godt billedet bliver.
Dette er naturligvis ikke noget man skal gå højt op I på dagligt plan, men at skære ind til kernen og være opmærksom på hvad det hele i bund og grund handler om, er en god base at bygge på.
Kameraet er bygget til at opfange et splitsekunds lys og dermed bevare det du så i øjeblikket hvor du tog billedet. Du kender måske det, at have rettet kameraet mod et motiv og billedet blev uskarpt og sløret som eksemplet her til højre. Den simple årsag til problemet er at der ikke var lys nok da jeg tog billedet.
Heldigvis kan vi med en lille smule basiskendskab sagtens få et godt billede under problematiske omstændigheder. Det betyder ikke noget om du fotograferer med spejlrefleks-kamera eller et kompakt lommekamera for baggrunden er den samme.
Billedet tog jeg bagefter på ny hvor jeg havde justeret på indstillingerne, og resultatet ses herunder.