Kapitel 6 i vildtforvaltningsloven giver myndighederne mulighed for at gribe ind ved fare, sygdom og omfattende skader
Vildtskader kan føre til regulering af vilde dyr
Af Redaktionen
Når vilde dyr skaber fare for mennesker, truer flysikkerheden eller forårsager omfattende skader på afgrøder og husdyr, giver vildtforvaltningsloven myndighederne mulighed for at gribe ind. Kapitel 6 beskriver reglerne om regulering af vildt og indgreb mod vildtskader.
Debatten om regulering af vildt fylder ofte meget i Danmark. Ikke mindst når det handler om ulve, gæs, råger eller andre arter, som kan skabe konflikter mellem naturbeskyttelse og menneskelige interesser.
Kapitel 6 i vildtforvaltningsloven viser, hvordan lovgivningen forsøger at håndtere netop de situationer, hvor vilde dyr skaber problemer eller risiko.
Her gives miljøministeren mulighed for at fastsætte regler om regulering af vildt, hvis der ikke findes andre tilfredsstillende løsninger.
Regulering handler ikke kun om jagt
Lovteksten gør det klart, at regulering ikke er det samme som almindelig jagt.
Regulering kan blandt andet tillades for at:
- beskytte mennesker og menneskers sundhed
- forhindre smittespredning
- beskytte luftfartssikkerheden
- beskytte flora og fauna
- forhindre omfattende skader på afgrøder, husdyr, skove og fiskeriområder
Det betyder, at regulering i lovens forstand først og fremmest er et forvaltningsredskab, som skal bruges i særlige situationer.
Flysikkerhed og sygdom nævnes direkte i loven
Et af de mere bemærkelsesværdige punkter i kapitlet er, at både luftfartssikkerhed og smitterisiko nævnes direkte som begrundelser for regulering.
Det afspejler blandt andet problemer med fugle omkring lufthavne samt risikoen for sygdomsspredning mellem vilde dyr, husdyr og mennesker.
Dermed handler regulering ikke kun om økonomiske tab, men også om samfundssikkerhed og sundhed.
Beskyttede arter har særlige regler
Kapitel 6 understreger samtidig, at regulering ikke må true bevaringsstatus for de arter, som er særligt beskyttede efter lovens bilag.
Selv hvis en art skaber problemer lokalt, må reglerne derfor ikke bringe bestandens overordnede overlevelse i fare.
Det viser balancen mellem hensynet til naturbeskyttelse og behovet for indgreb i konkrete konfliktsituationer.
LÆS om ansøgninger til at regulere vildt
Ministeren kan fravige andre regler
Et centralt punkt i kapitlet er, at miljø- og fødevareministeren ved regulering kan fravige regler fra flere andre kapitler i loven.
Det gælder blandt andet bestemmelser om:
- jagttider
- jagtret
- jagtformer
- visse beskyttelsesregler
Dermed får myndighederne mulighed for hurtigt at reagere i særlige situationer, hvor almindelige jagtregler ikke vurderes tilstrækkelige.
Lodsejere kan pålægges at handle
Kapitlet giver også ministeren mulighed for at pålægge grundejere at gennemføre bestemte foranstaltninger.
Hvis ejeren ikke udfører de krævede tiltag, kan myndighederne selv lade arbejdet udføre.
Bestemmelsen viser, at ansvaret for at begrænse vildtskader i nogle tilfælde kan placeres direkte hos lodsejeren.
Regulering er blandt de mest omdiskuterede områder
Kapitel 6 er i dag blandt de mest omdiskuterede dele af vildtforvaltningsloven.
Særligt regulering af ulve, skarver, gæs og andre konfliktskabende arter skaber ofte debat mellem naturorganisationer, landbrug, jægere og myndigheder.
Lovteksten viser imidlertid, at regulering juridisk set er tænkt som et redskab, der kun skal anvendes, når andre løsninger ikke vurderes tilstrækkelige.
Det regulerer kapitel 6
Kapitel 6 omfatter blandt andet regler om:
• Regulering af vildt
• Beskyttelse af mennesker og sundhed
• Forebyggelse af smitte
• Flysikkerhed
• Beskyttelse af flora og fauna
• Forebyggelse af skader på afgrøder og husdyr
• Særlige regler for beskyttede arter
• Påbud til lodsejere om foranstaltninger
Kapitel 6 – vildtskader
Kapitel 6
Vildtskader
§ 37. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om regulering af vildt. Hvis der ikke findes tilfredsstillende alternativer til reguleringen, kan regulering foretages for at
- imødegå fare for mennesker eller menneskers sundhed,
- imødegå risiko for smitte af mennesker eller dyr,
- imødegå risiko for luftfartssikkerheden,
- beskytte flora og fauna og
- hindre omfattende skader på bebyggelse, afgrøder, husdyr, skove, fiskeopdræt eller fiskeri- og vandområder.
Stk. 2. For de arter, der er nævnt i bilag 1, må regler efter stk. 1 ikke hindre opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.
Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan ved fastsættelse af regler efter stk. 1 fravige reglerne i kapitel 2, 3, 4 og 7.
§ 38. Miljø- og fødevareministeren kan pålægge en grundejer at foretage nærmere angivne foranstaltninger til varetagelse af de hensyn, der er nævnt i § 37.
Stk. 2. Hvis ejeren ikke udfører foranstaltningen, kan miljø- og fødevareministeren lade den foretage.
