Ti steder i Danmark åbnes der op for, at der kan bygges ved vandkanten. Målet er at få flere turister. Men danskerne er ikke enige med de folkevalgte i, at kysterne skal bebygges …
Af DN
Det viser en Gallup undersøgelse, Danmarks Naturfredningsforening (DN) har fået foretaget. Danskerne elsker deres frie vilde kystnatur.
Der løbes stormløb mod Planloven disse år. Senest har regeringen givet mulighed for at der kan bygges ti forskellige steder nær vandet. Men politikerne er ude af trit med danskerne. Det viser en ny undersøgelse, Danmarks Naturfredningsforening har fået Gallup til at udføre.
Ikke færre end 88 procent af de adspurgte svarer, at det er vigtigt for Danmark, at vi beskytter de ubebyggede kyster og den frie kystnatur. 89 procent er enig eller overvejende enig i at det gør den danske kyst attraktiv for dem, at de kan opleve den ubebyggede kyst med fri natur, mens hele 93 procent hylder den frie adgang langs kysten.
Store værdier i spil
– Disse år skal hver eneste plet jord på Danmark på en eller anden måde bidrage til at skabe vækst i samfundet. Måske skal vi bremse lidt op og anerkende, at der kan ligge store værdier også i det uberørte. Kysterne har vi værnet om i århundrede og sælger vi først ud, så kan den naturværdi være tabt for altid, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Foreningen har overfor regeringen tilkendegivet, at der i loven om de ti projekter ved kysten skal stå, at projekter, der er grønne prioriteres højest. Det vil sige, at projekterne også skal medvirke til at rydde op i det omgivende landskab og fjerne overflødige gamle veje og bygninger langs kysten. Rydde op på stranden og fjerne gamle bunkers rester. Pleje naturen og gøre noget særligt for områdets arter og formidle det til turisterne.
Naturen skal tænkes ind i projekterne
Vi er ikke alene om at tænke grønt. Danskerne synes ifølge Gallup heller ikke, at man bare skal bygge uden, at naturen tænkes med ind i projekterne. Således svarer 83 procent, at de er enige eller overvejende enige i, det skal være et krav, at naturen samtidig udvikles og kompenseres, når man “bruger” noget natur til byggeri af eksempelvis hoteller og restauranter. Det kan for eksempel ske ved naturgenopretning og naturpleje.
– Vi så helst, at der slet ikke bygges ved stranden, men da de ti projekter om byggerier nu er et faktum, forsøger vi, at gøre dem så grønne som muligt. Derfor ønsker vi, at naturgenopretning og naturpleje skal være en faktor, når der skal vælges blandt de indkomne forslag fra kommunerne.