Jagtstoppet for trofæjagt i Kenya i 1977 har ikke været til gunst for landets bestande af trofæbærende vildt. Faktisk ser det værre ud for vildtet i landet end nogen sinde før, og flere arter rapporteres at være gået tilbage med omkring 70 procent.
I år er det 34 år siden, det engang så vildtrige afrikanske land, Kenya, der før var omdrejningspunktet for storvildtsjagt på det ”sorte kontinent”, drejede nøglen om for internationale jægeres trofæjagt i landet, angiveligt efter pres fra hæmningsløse udenlandske antijagtorganisationer, som det formodes, har betalt en klækkelig økonomisk kompensation for de tab, lukningen af trofæjagt på flere sæt påførte det østafrikanske land.
Hvis resultatet var, at bestandene af alle trofæbærende arter i landet var buldret frem, og lukningen af trofæjagten i 1977 således kunne betegnes som en ubetinget succes og retfærdiggøres som en sådan, så ville jagtverdenen efter al sandsynlighed også have en vis, om end forbeholden, forståelse for det drastiske skridt, som det var, da Kenya fra den ene dag til den anden drejede nøglen om for trofæjagt og lagde hele landets jagtindustri i ruiner.
Blot er det ikke det, der er sket. Tværtimod er der siden lukningen af trofæjagten blevet meldt om enten stangnation eller tilbagegang for flere vildtbestande. Og der er desværre ikke noget, der tyder på, at dette billede har ændret sig.
I programserien, Journal of Zoology, rapporterer BBC således, at vildtbestandene i Masai Mara-reservatet i Kenya er gået tilbage konstant gennem tre årtier, altså stort set siden lukningen for trofæjagten i 1977.
Ifølge undersøgelserne, som BBC-programmet bygger konklusionerne på, så dokumenterer de, at bestandene af impala, warthog, giraf, topi og Coke hartebeest er reduceret med omkring 70 procent. Det tilføjes, at tilbagegangen i vildtbestandene også gælder for områder uden for Masai Mara-reservatet, mens bøfler og hartebeest ifølge undersøgelserne skulle være helt forsvundet fra stedet, hvor begge de nævnte arter tidligere fandtes i store bæredygtige bestande.
Som et led i undersøgelsen har forsker-teamet studeret samtlige data af moniteringen af Kenyas dyreliv siden lukningen for trofæjagten i 1977.
”Vi er meget overraskede over det, vi fandt ved gennemgangen af materialet, nemlig at Masai Mara-reservatet har mistet totredjedele af dyrelivet”, fortæller en af teamets biologer.
Det er, tilføjes det, i den forbindelse værd at erindre, at lukningen af trofæjagten blev begrundet med ønsket om at beskytte og optimere dyrelivet. Men fakta er altså, at intet dyreliv i Kenya er gået frem på den konto. Teamet slår derfor fast, at de ikke har nogen tro på, at trofæjagt nogen sinde vil genåbne i Kenya, uagtet kræfter i landet forgæves har gjort forsøg på det under foregivende af, at der var biologisk dækning for genoptagelse af – om ikke hele programmet – så jagt på nogle udvalgte trofæbærende arter.
I nabolandet, Tanzania, der har overtaget Kenyas tidligere førende position som jagtdestination i Østafrika, beskæftiger safarifirmaer, som opererer her, i hundredvis af lokale mænd og kvinder. De har endvidere opbygget antikrybskytteenheder, der konstant patruljerer inden for rammerne af deres koncessioner, og de forsikrer, at landets rige vildtbestande vil forblive intakte, så de fremadrettet således vil kunne give et væsentligt bidrag til Tanzanias økonomi.
Forskerteamet kvier sig ved at anvende begrebet perfekt om Tanzanias dyreliv, men omvendt set er det holdningen, at landets rige bestande af elefant, bøffel og antiloper taler for sig selv.
Teamet mener, det kan udtrykkes på denne måde: ”Når vildtet fredes, så forsvinder det. Når der er penge i dyrelivet, så forbliver det på stedet.