Af Redaktionen
Oprindelse
Dræbergoplen (Mnemiopsis ledyi) stammer fra den amerikanske østkyst og kom til Europa i begyndelsen af 1980’erne, hvor den først blev opdaget i Sortehavet. Her medførte den i løbet af en 6-7 år et kollaps i fiskebestanden. I 2005 blev den for første gang observeret i Nordeuropa. Den er sandsynligvis kommet til Europa som blind passager i skibes ballasttanke. I 2006 blev den for første gang observeret i stor mængde i danske farvande og nu findes den overalt.
Biologi
Dræbergoplen er en såkaldt ribbegople og er ikke i familie med de kendte brand- og vandmænd. Ribbegopler er kugle- eller ægformede, helt gennemsigtige, geléagtige dyr, så de kan være svære at se i vandet. På overfladen findes 8 ribber, der løber fra pol mod pol. Hver ribbe består af en række små, tværstillede blade, der igen er sammensat af sammenklæbede fimrehår. Ribberne bruges til bevægelse Alle ribbegopler kan lyse i mørke (bio-luminescens). Dræbergoplen bliver op til 15 cm. lang og er et grådigt rovdyr. Føden består fortrinsvis af zooplankton, men også fiskeæg og larver står på menuen. Den kan spise op til 15x sin egen kropsvægt om dagen! Byttet fanges med klæbeceller, der dog er uden nældeceller, så de er uskadelige for større dyr. Dræbergoplen er hermafrodit og måske endda i stand til at befrugte sig selv. Da den samtidig begynder at yngle i en alder af få uger og kan lægge op til 12.000 æg på 10 dage kan det blive til rigtigt mange på en sæson med gode livsbetingelser.
Betydning for fiskeriet
Den store mængde af gopler kan støvsuge et havområde f.eks. viste undersøgelser i juli 2007, at mængden af vandlopper var reduceret til 1 individ pr. m3 vand i Skive Fjord. En sådan nedgang i mængden af zooplankton kan ikke undgå at påvirke bestanden af de fisk f. eks sild og brisling, der normalt spiser planktonet. Det vil igen give svære livsbetingelser for de fisk, der lever af de planktonspisende fisk. Det gælder f. eks. makrel og Havørred. Den største fare findes i fjorde og andre lukkede havområder, hvor muligheden for en eksplosion i dræbergoplebestanden er størst. Det kan få betydning for erhvervsfiskeriet af laks i Østersøen eller for lystfiskeriet af havørred i fjordene.
Kan vi udrydde dræbergoplen?
Dræbergoplen er meget tolerant i forhold til både salt og temperatur. Den kan leve ved vandtemperaturer mellem 2 og 25 grader, så der er en mulighed for, at en rigtig isvinter kan decimere bestanden væsentlig, men med de klimatiske ændringer, vi ser i øjeblikket, er der nok ikke de store chancer for, at det sker. I øvrigt er den truffet på 40-60m. vand i Østersøen, så der vil den under alle omstændigheder overleve.
Vi kan heller ikke fysisk udrydde den, så den eneste mulighed synes at være dens naturlige fjender. Da dræbergoplen er en invasiv art har den ikke mange naturlige fjender, dog er der i vore farvande en anden lidt større ribbegople, nemlig melongoplen (Beroe cucumis), der spiser dræbergoplen.
Det mens også, at stenbideren spiser dræbergopler, så vi kan jo håbe på at bestanden af dræbergopler kan holdes på et acceptabelt niveau, for at slippe helt af med den er nok ønsketænkning.
