Ung grævling slagtet ved midnatstid foran vildtkamera, men hvem står bag overfaldet? Se billeder af lysende rovdyr-øjne i mørket og døm selv
Af Redaktionen. Foto: Henrik Holm
En ung grævling bliver foran et vildtkamera med selvudløser efter alt at dømme dræbt af et eller to store rovdyr.
Overfaldet fandt sted i nærheden af testmøllecenteret i Østerild mellem kl. 23 og 24 onsdag d. 8. august 2018
Grævling i kamp
– Først troede jeg den unge grævling var blevet sparket ihjel af en stykke kronvildt, som vi har rigtig meget af i området, lyder det fra Henrik Holm, der senere erfarede, at der bag dyrets død efter alt at dømme lå en helt anden forklaring.
– Da jeg fik set billederne fra vildtkameraet opstillet ved det foderhus, hvor jeg fandt den unge grævling, kunne jeg se flere billeder af dyr i kamp.
– Men hvilke dyr, der ender med at tage livet af grævlingen, kan jeg ikke afgøre med sikkerhed, lyder det fra Henrik Holm, som normalt optager mellem 20-50 billeder dagligt med sine opstillede kameraer.
– De sidste par dage har jeg, bortset fra et enkelt foto af en smalhind, ikke fået et eneste billede og det har jeg undret mig over, siger han til Netnatur.dk
KLIK her og se billeder optaget med vildtkamera
Billederne af de store rovdyr og grævlingen, der må lade livet for åben skærm, mener han dog give en forklaring på det pludselig fald i antallet af bevægelsesudløste billeder.
– Hvis der opholder sig to store rovdyr i området, giver det sig selv, at det kan påvirke hjortevildtet og ændre deres adfærd. Men om de to dyr alene er forklaringen, kan jeg naturligvis ikke vide med sikkerhed, da vi også har folk, der for tiden samler mos i området, og det kan også sammen med andre forhold, som vi måske ikke kender til, skubbe rundt med dyrene.
Henrik Holm tror dog ikke på, at mos-samlerne kan påvirke kron- og dåvildtet så meget, at de helt trækker sig ud af det område, som han overvåger med sine kameraer.
Hund eller ulv?
Henrik Holm har en teori om hvilke to rovdyr, det er, der optræder foran skærmen, men afventer svar fra Naturstyrelsens lokale vildtkonsulent, som han oplyser, har sendt billederne videre til eksperter.
Først når de har set på billederne og er kommet frem til en klar konklusion, ønsker Henrik Holm at udtale sig om konsekvenserne af den sjældne begivenhed, som han har optaget.
Der er ikke taget DNA analyser af den dræbte grævling og derfor er det op til eksperterne udfra billederne alene at afgøre om det er hunde eller ulve, der står bag drabet af den unge grævling.
Den dræbte grævling var efter alt at dømme en af to unger, som sammen med soen(hunnen) var blevet optaget ved foderpladsen over de seneste uger.
Bortset fra lidt blod om snuepartiet, blev den unge grævling efterladt intakt foran foderhuset og det opstillede vildtkamera …