Hele 60 procent af den grønlandske befolkning går nu ind for en midlertidig totalfredning af lomvien. Det viser en ny meningsmåling, som HS Analyse har foretaget …
Af WWF
En fredning er der desværre også hårdt brug for. I dag er den centrale vestgrønlandske bestand af lomvier reduceret til kun fire procent af, hvad den var i 1930’erne, og den samlede bestand er siden starten af 1990erne reduceret med 35-40 procent, når der ses bort fra Qaanaaq-bestanden. 13 ud af de 19 lomvie-kolonier, som er tilbage i Grønland, er i markant tilbagegang
Grønlands Naturinstitut anbefaler derfor 10 års totalfredning af lomvien. Alligevel påtænker Naalakkersuisut (det grønlandske landsstyre) at udvide forårsjagt til en større del af landet og tillade mimimum to måneders efterårsjagt.
Men den kurs har altså ikke opbakning i den grønlandske befolkning. Meningsmålingen viser, at frednings-fortalerne kommer fra alle dele af landet, fra både byer og bygder, og fra alle erhvervsgrupper og aldersklasser.
Det er især de unge under 30 år, som mener, at den stærkt truede fugl skal fredes. I denne aldersgruppe er 67 procent fortalere.
– Befolkningen går tydeligvis mere op i at bevare lomvien, end politikerne gør. Resultatet viser samtidig, at den unge generation er allermest bekymret for lomviens overlevelse – det er jo også dem, det går mest ud over, hvis lomvien udryddes. Jeg håber Naalakkersuisut vil komme på bedre tanker og tage ansvar for at efterlade de unge et Grønland, hvor der stadig findes lomvier, siger biolog og projektkoordinator hos WWF i Nuuk, Kaare Winther Hansen.
Selv fangerne ønsker en fredning
Kigger man på erhvervsfordelingen blandt respondenterne i meningsmålingen, ser man, at der blandt studerende er hele 81 procent fortalere for totalfredning og kun 19 procent modstandere.
Sågar blandt fiskere og fangere er der flertal for en totalfredning. I denne erhvervsgruppe går 52 procent ind for fredning, mens 48 procent er imod.
– Fiskernes og fangernes holdning står jo i kontrast til den holdning, som fisker- og fangerorganisationen KNAPK er kommet med i sit høringssvar til fuglebekendtgørelsen, hvor organisationen blot råber på mere jagt på lomvier og ikke vil anerkende at bestanden falder. Det er glædeligt at se, at et flertal af fiskere og fangere er mere fornuftige, siger Kaare Winther Hansen.
I KNAPK’s høringssvar lyder det bl.a.: ”Med hvilken grund man forkorter jagtperioden for lomvier vises ikke, og dette er utilfredsstillende. […] Vi indstiller at jagtperioden for lomvier forlænges.”
Meningsmålingen bygger på telefoninterviews med 722 personer fra hele Grønland.