Af Jysk Jæger og Landbrugslaug (JJLL)
Der tales i tiden varmt for en omlægning af jagten og dens forvaltning i Danmark. En omlægning der kan få store konsekvenser for den grundlivssikrede private ejendomsret. Faktisk kan de nye forvaltningsprincipper, der ønskes indført, i sidste ende udfordre selve Grundloven. Det er vi i Jysk Jæger og Landbrugslaug (JJLL) modstander af og derfor stiller vi her spørgsmålet: Hvorfor er det på vej til at gå så galt?
En lukket klub
Hvis vi starter med at se på hvorledes jagten er administreret i dag og ikke mindst af hvem rejser dette allerede en række kritiske spørgsmål om hvorvidt de demokratiske spilleregler er opfyldt.
I dag fastlægges jagten og dens rammebetingelser i Vildtforvaltningsrådet, som er et udvalg under Miljøministeriet til hvilket der ikke er;
1) demokratisk valg
2) nogen gældende regler for optagelseskriterier
3) nogen gældende regler for afslagskriterier
Altså kan med rette stille spørgsmålet om der i realiteten er tale om en “lukket klub” af indviede, der selv kan beslutte hvem de har lyst til at optage i rådet helt uden om demokratiets spilleregler.
Når man samtidigt tænker på hvilke konsekvenser rådets indstillinger kan få, kan man retfærdigvis stille følgende spørgsmål:
Burde der være tale om et demokratisk valgt “udvalg” og samtidigt: Burde der være mere åbenhed i rådets indstillinger og referater?
Helt galt går det dog, når talen falder på “det nye sort” i vildtforvaltningsmæssig øjemed, nemlig adaptiv vildtforvaltning.
Skal staten eje vildtet?
Ingen har eller kan med sikkerhed overskue konsekvenserne heraf, men at dette vil åbne døren til store statstilskud til de implicerede er måske i virkeligheden det største incitament til at der arbejdes for det nye system. Et styresystem der andre steder i verden har stillet jægerne i en situation man under ingen omstændigheder kan ønske sig.
“Styreformen” i den adaptive vildtforvaltning vil konflikte med alt hvad vi i demokratiets ånd kender som “ejendomsretten” og “privatlivets ukrænkelighed”.
Ønsker vi at en “privat organisation” med yderst begrænset demokrati eller en “Statslig Styrelse” i fremtiden skal have bestemmelsesret over privat ejendomsret?
Ved overgang til adaptiv vildtforvaltning vil vildtet ikke længere være “vildt”, som indtil nu har været “ejet” efter gældende jagtlov af den person, på hvis ejendom vildtet opholder sig.
Ved overgangen til adaptiv vildtforvaltning skal “vildtet” ikke længere kategoriseres som vildt, men skal ejes af enten staten eller en privat interesseorganisation. Således skal “kvoter” nu fordeles til jægere/lodsejere efter endnu uklare kriterier?
En døråbner til øget beføjelser
JJLL ser det som et skræmmescenarie, der i fremtiden kan få altoverskyggende konsekvenser for de gældende rettigheder.
Vi frygter, at den adaptive vildtforvalting af f.eks. gæs og kronvildt kun er en døråbner, der skal give øget adgang til også at administrere andre private rettigheder. Skal Naturstyrelsen eller Danmarks Sportsfiskerforbund i fremtiden f.eks. “eje” landets ørred- og laksebestande?
I givet fald er der tale om en radikal ændring af ejendomsforhold, som de er beskrevet i Grundloven.
Det er måske helt på sin plads at diskutere om et sådant system i virkeligheden er en kamufleret “para-stat”, altså indførsel af en “stat i staten”, hvor demokratiets spilleregler sættes ud af spil i “miljøets hellige navn”.
PS: Sidste del af denne pressemedelse er efter samtale med JJLL slettet efter publiseringen, da den har afstedkommet misforståelser om budskabet.