Dansk jæger bag den måske største råbuk nedlagt i England i sæsonen 2008. Ikke mindre end 201,7 point tildeles den meget smukke opsats.
Guldbuk i rekordklasse
Af Redaktionen, Den. 19. 2009
Brian Madsen, kendt af flere fra jagtrejsebranchen, spottede under en jagtrejse i England d. 26. september 2008 en ekstraordinær stor buk, der sov på en stubmark.
– Egentlig var vi blot kørt en tur på må og få, da vi pludselig opdagede den sovende buk på marken,
fortæller Brian Madsen til Netnatur.dk
– Afstanden var måske 300 meter og efter en lille pürsch på 50 meter, kunne vi ikke komme nærmere uden at blive opdaget. Og da bukken rejste sig, besluttede jeg, at det var nu eller aldrig!
– Med solidt anlæg i skydestokken havde jeg ikke problemer med at holde trådkorset på bladet af bukken. Heldigvis gik det som forventet og i skuddet tegnede bukken blot ved at tage et skridt bag ud for derefter at falde omkuld.
– Skytten Bill Boyers, der guidede mig uner opholdet, kendte bukken og vidste den var ekstraordinær stor. Den blev set et par gange i sæsonen 2007 og en enkelt gang under brunsten i 2008. Men her blottede den sig kun for en jagtgæst et kort øjeblik. Derefter forsvandt den atter i skoven – uden at efterlade jægeren en skudchance. Resten af brunsten var den som sunket i jorden.
– Inden jeg skød, vidste jeg godt, at der var tale om en ekstraordinær stærk buk. Jeg kunne se den var kraftig, men set imod stubben, havde jeg ingen fornemmelse af sprosserne på bukken.
– Det var derfor først, da vi stod ved bukken, at det gik op for mig, hvor ekstraordinær bukken egentlig var. Alligevel fattede jeg nok ikke helt, hvad det var, der var sket.
– Det var først, da jægere fra nær og fjern myldrede til for at se bukken, at det begyndte at gå op for mig, at jeg nok havde nedlagt noget ud over det sædvanlige.
– Det, som der især blev kommenteret på, var bukkens skønhed. For selv om bukken var usædvanlig høj og kraftig, var der tale om en meget flot bukkeopsats, slutter Brian Madsen, der har lovet at sende en afstøbning af opsatsen til den engelske skytte. Han har aldrig tidligere oplevet en så stærk buk på ejendommen Lower Row Farm, der i sæsonen 2008 leverede 37 bukke til jægere fra det meste af verden.
Det er ikke hvert år, at danske jægere vender hjem med en bukkeopsats over 200 point. Faktisk placerer Brian Madsens buk sig i den øverste halvdel af alle tiders Top-10 over store råbukke skudt af danske jægere i udlandet. Med de tildelte 201 point er bukken sandsynligvis den største britiske råbuk nedlagt i sæsonen 2008.
Læs også:
Råbuk på 200 CIC point: Sådan kan den se ud
Opsatsen er opmål af Nordisk Safari Klubs trofæopmåler Sten Breith, som tildelte den 201,7 point.
Middelstandlængden er opmålt til 29,3 centimeter og vægten sluttede på 743 gram. 24 timer efter afkogning og fratrukket 90 gram for overkæbe, blev bukken vejet ind til 815 gram.