Den berømte Værebro Ådal, som er kendetegnet ved ekstraordinære stærke råbukke, er ramt af råvildtsyge. Bestanden frygtes halveret …
Af Redaktionen
Den frygtede råvildtsyge, som første gang blev konstateret på Fyn i 2003 har nu også ramt Værebro Ådal, hvor der opleves langt mindre råvildt end tidligere.
– Vi har fundet fire døde dyr indtil videre, og vores mange vildtkameraer registrerer langt mindre råvildt, end de plejer, siger Ulrich Schliemann fra Gundsømagle Jagtforening til Dagbladet Roskilde.
– Vi ser en del syge og afkræftede dyr. De skider sig simpelthen ihjel, fortsætter han.
Årsagen til råvildtsygen er endnu aldrig blevet klarlagt og Danmarks Jægerforbunds vildtbiolog Carsten Riis Olesen er meget påpasselig med at kalde det, som jagtforeningen oplever i Værebro Ådal for råvildtsyge.
– Jeg vil nærmere kalde det for et fænomen, siger han til avisen.
Carsten Riis Olsen har erfaret, at de syge dyr især ses i områder, hvor bestanden er meget tæt på grund af fodring. Ikke kun p.g.a. fodring af råvildtet, men også som konsekvens af fodring af f.eks. fasaner, da råvildtet også indtager foder tiltænkt fuglevildtet.
Fodring kan være med til at fremelske en råvildtbestand, der i følge vildtbiologen og forskningschefen fra Danmarks Jægerforbund er alt for stor.
Han mener derfor man burde droppe fodringen og dermed opnå en mere “naturlig” bestandstørelse. Samtidig skal man naturligvis sørge for at bortskyde syge og mindre bukke, påpeger han.
Spørgsmålet er dog om den såkaldte råvildtsyge alene er et forvaltningsproblem.
Svinebrugets ukontrollerede udledning af tungmetallet kobber har således været fremført som en mulig forklaring på det syge råvildt.
Kobber tilsættes svinefoderet og udledes som gylle på markerne og især de meget store udledninger af kobber fra smågrisebesætninger mistænkes for at hæmme råvildtets immunforsvar.
Modsat andre industrier er der ikke kontrol med, hvor meget kobber landbruget udleder. Og der forligger ingen undersøgelser som viser hvordan det påvirker f.eks. råvildtet.
De grønne repræsentanter i Vildtforvaltningsrådet har således argumenteret for, at der iværksættes en undersøgelse, der skal klarlægge om der er sammenhæng mellem råvildtets optagelse af kobber og den såkaldt råvildtsyge.
Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse mener dog mistanken er ubegrundet og har derfor sat sig imod gennemførelsen af den foreslåede undersøgelse.
Under en afstemning i Rådet valgte forbundets formand Claus Lind Christensen således at stemme nej til det fremlagte undersøgelsesforslag.
Sammen med landbrugets og skovbrugets repræsentanter i rådet udgjorde Danmarks Jægerforbund et flertal og dermed blev forslaget til undersøgelsen underkendt.
Daværende miljøminister Ida Auken valgte dog i sensommeren 2013 ganske usædvanligt at underkende indstillingen fra det rådgivende Vildtforvaltningsråd. Hun mente ikke svinebruget var fritaget for enhver mistanke, men ifølge redaktionens oplysninger befinder undersøgelsen sig endnu kun på Miljøministeriets “To do” liste.
Derfor er det også uklart om svinebrugets udledning af kobber har indflydelse på den såkaldte råvildtsyge. At der er fundet dødt råvildt med forhøjet indhold af kobber i leveren og at tamfår risikerer at dø ved indtagelse af ganske små mængder kobber, er ikke i sig selv bevis for, at kobber fra svinebruget er årsag til de syge og døde dyr, der nu også optræder i Værebro Ådal.






